Så ved jeg det!

I går aftes så vi to programmer i tv om Costa Concordias forlis. Jeg må indrømme at, det indtil da, ikke helt var gået op for os, hvor omfattende en katastrofe det egentlig var. Men det var jo skrækkeligt. Misvisende information fra besætningen, korridorer der, pga. skibets slagside, blev til dybe skakter, problemer med redningsbådene og ikke mindst kaptajnens ufatteligt kujonagtige optræden.
Det satte nogle tanker i gang om, hvordan man skal reagere i en lignende situation. Mit bedste bud er at reagere instinktivt og klart søge opad.
Jeg skal jo snart på minicruise til Oslo med min mor og har lyst til at have en procedure: tjekke ud hvor nødudgangene er, hvor de nærmeste flåder er osv.
Rasmus er meget opsat på, at jeg ikke må spille helt. Han ville have mig til at love, at jeg ikke ville dø i forsøget på at få min mor med ud af den synkende skude. Da jeg ikke umiddelbart kunne skrive under på det, sagde han (ordret!): "Jeg ville ofre dig". "Børnene skal have en forælder". Jo jo, men giv det da lige et forsøg ikk'?
Til gengæld har jeg forsikret ham om, hvis han går bort, at børnene ikke bliver fædreløse. De skal nok få en ny far i løbet af en måneds tid eller så.
Touché!