lørdag den 31. marts 2012

Lørdag i Oslo

Vores første dag i Oslo har budt på mange fine oplevelser. Efter at have tjekket ind på vores meget centrale hotel, gik vi en tur ad Karl Johan Gatan, forbi Stortinget og Rådhuset og ned på Aker Brygge. 
Derefter købte vi et Oslo Pass, som giver os fri offentlig transport og museumsadgang samt mange rabatter. Vi tog straks t-banen til Holmenkollen og tog turen op i skihop-tårnet og nød den storslåede udsigt over Oslo. Vi prøvede også en skisimulator, som gav os en fornemmelse af, hvordan det føles hhv. at hoppe skihop og løbe styrtløb. Specielt det sidste var vildt. 
Derefter tog vi t-banen videre til endestationen Frognerseteren, som er et naturområde ca. 470 m.o.h. Her var udsigten om muligt endnu bedre.
Vi tog atter ned til byen og på Aker Brygge tog vi båden ud til Bygdøy. Her tog vi bussen tilbage igen og gik op og så kongeslottet. Vi var enige om, at Amalienborg er langt flottere. 
Aftensmaden spiste vi på en amerikansk restaurant på Karl Johan. Vi sluttede aftenen med en drink på Icebar, hvor der var -5 grader. En mægtig sjov og speciel oplevelse. 
Nu er vi gået omkuld på hotellet, godt mættet af mange gode oplevelser.
Og i morgen venter endnu en dejlig dag. 

1 kommentar:

  1. Spændende læsning. Sikke mange fine oplevelser. Her sover pigerne trygt og godt, de har sammen med Mads optrådt på slap line.

    SvarSlet