torsdag den 31. maj 2012

Rejsegilde

Efter en lang dag på arbejdet og et hyggeligt besøg i Nyhavn tog pokker ved mig. Jeg havde lyst til prøveopslå vores nye telt. Rasmus var ude på en løbetur, så det var Deres Undertegnede der forsøgte sig. Det lykkedes meget godt, men det er unægteligt nemmere når man er to. Desuden var der to meget irriterende katte, der syntes det var morsomt at lege med stængerne.
Rasmus nåede hjem til inspektionen af mobilhjemmet og alt blev godkendt.
Den væsentligste forskel på dette telt i forhold til det andet er (udover at det ikke gik i stykker), at i dette er der ståhøjde. Det er lækkert og desuden uundværligt for alle over 25. Nå ja, så er teltet forøvrigt grønt og ikke blåt som vist i DBA-annoncen. Men det er vi nu ligeglade med.
Uanset farve, skal teltet nok blive et hit!

Alt er godt

I går var vi endelig til møde på Milles frit sammen med lederen og primær-pædagogen. Vi fik en god snak om Mille, vores bekymringer og deres betragtninger. Vi var alle enige om, at det havde været svært for hende i starten, men at det går meget bedre nu.
I løbet af den sidste uges tid er hun begyndt at lege meget mere med de andre børn. Så det går den rigtige vej og hun er begyndt at føle sig tryg der. Og vi har oplevet, at der er mere fokus på Mille efter vores henvendelse. Så alt er godt.

Stop!

Stop er et ord vi hører dagligt hjemme hos os. Mange gange dagligt. Og nej, det er ikke (primært) Rasmus og jeg der bruger det utvetydige ord.
Det er derimod pigerne der har fået en pudsig vane med at sige stop til stort set alt. "Godmorgen, nu skal vi op" "Stop"! "Hvordan er det gået på fritten?" "Stop!" "Vil du have mælk eller vand?" "Stop!".
Okay så! Det er da i orden at kunne sige fra, men det er altså lige i overkanten med 100 gange "Stop" om dagen.
Så stop lige med det!

onsdag den 30. maj 2012

En kold og mørk morgen

Og tillige regnfuld. Så priser man sig lykkelig for at eje en brændeovn. Og stadig havde brænde til overs fra i vinters. Rasmus lavede en kanonopfyring og snart dansede flammerne lystigt og gav os varme og hygge.
Min globus hygger også meget synes jeg. Jeg benytter enhver lejlighed til at tænde den. "Er her ikke lidt dunkelt? Vi må have lys i globussen". Den står på det ene af børneværelserne og ungerne kigger på den dagligt. I går fik Maja øje på Ækvator og spurgte hvad det var. Så forklarede jeg, at det er midten af jorden.
Den ER altså god som formidlingsredskab for både børn og voksne. I forbindelse med Melodi Grand Prixet fandt jeg Azerbaijan på globussen. Jeg må tilstå, at jeg ikke lige havde helt styr på, hvor det egentlig ligger. Det ved jeg nu.

tirsdag den 29. maj 2012

Hvornår skal jeg ringe efter Hjemmeværnet?

Det spørger jeg altid Rasmus om inden han, som nu, skal ud at løbe. Her til aften var svaret kl. 21.30. Så hvis han ikke er hjemme inden, ringer jeg først til Basserne og dernæst til forsikringsselskabet. Rasmus spurgte mig tidligere om jeg ikke gerne ville vide hvor livsforsikringspapirene ligger. Ork, det ved jeg da allerede. Jeg har dem såmænd i Dropbox.
Not.

Meget morsomt!

Wordfeud blær

157 point fik jeg for det ellers harmløse ord "fandt". Jeg ramte to gange TW og så det løse...
Jeg ærgrer mig bare over, at det ikke var mod Rasmus.

mandag den 28. maj 2012

Endnu et telt er i hus

Så er vi de lykkelige ejere af endnu et telt. Umiddelbart efter at telt nr. 1 viste sig at være elendigt, trawlede jeg Internettet tyndt for at finde et andet telt. Det fandt jeg på Den Blå Avis hos en mand på Amager for 400 kr. Det er 50 kr billigere end lo***teltet. Rasmus kørte ud og hentede det her til aften og nu glæder jeg mig til at få det slået op.
Det har været brugt i ca. 14 dage og manden tilbød os pengene tilbage, hvis det ikke er i orden.
Teltet er et Outwell Arizona L. Det siger jer sikkert ikke umiddelbart noget, men Outwell er et dansk mærke og er, efter vores erfaring, af rigtig god kvalitet. Vores store familietelt er af samme mærke og det fungerede over al forventning på vores (regnfulde) sommerferie i Silkeborg sidste år.
Nu skal vi bare have pengene retur for det andet (eller rettere sagt det første) telt...
Og så lover jeg ikke at købe flere telte foreløbigt.

Update: Jeg fik uden problemer pengene tilbage for det defekte telt. Ekspedienten fortalte, at defekten sikkert var opstået pga. at stopperne ved en fejl var syet på uden undertråd. Han fortalte endvidere at mærket Easy Camp ellers leverer gode, billige kvalitetstelte. Faktisk er det Outwell, der har discountmærket Easy Camp og det er samme teknologi og erfaring der ligger bag de to teltmærker. Ja han sagde, at det ligefrem er Outwells udgåede modeller der bliver til Easy Camp telte. Der kan man bare se. Og jeg vil også gerne indrømme, at Easy Camp teltet var super og sagtens kunne leve op til vores forventninger. Hvis altså ikke stropperne var røget af...

En kærlighedserklæring på skrift

Maja bruger meget tid på at tegne og skrive. Og lige så stille er hun begyndt at knække bogstavernes kode. I dag skrev hun dette: MORMOR R SØH OG NDNUD.
Med lidt god vilje kan det læses: "Mormor er sød og nuttet".
Ikke et øje er tørt.

Leg med vand...


...er altid sjovt!

søndag den 27. maj 2012

Rejefangst med dramatik

Ud på eftermiddagen kørte vi en tur til Isefjorden. Vi havde medbragt net og spande og så gik jagten ellers på fjordrejer. De er svære at fange skulle jeg hilse og sige. Men vi fik fat på et par stykker som blev studeret inden de blev sluppet løs igen.
Fra stranden kunne vi se den store røgsky fra branden på Holbæk Havn og vi kunne også høre sirenen, der signalerede at folk skulle blive indendørs.
Aftensmaden bestod af pizza bagt i kuglegrillen, salat og rødvin indtaget på terrassen. Derefter var det tid til at putte pigerne, som jo skulle sove i telt. Rasmus og jeg er enige om, at det sgu da egentlig er nogle seje tøser vi har. 5 og 6 år og ikke den mindste smule bange for at sove alene i telt.
(ok, nu er natten ikke gået endnu, men alligevel..)

Update: de sov i teltet hele natten uden at vågne. Først kl. 07.15 var der liv i teltet og to glade piger kom ud. Det kan de sagtens få lov til igen. I et andet telt forstås!

Solskinssøndag






Vi nyder endnu en herlig solskinsdag i haven. Og nyde det skal vi vist, for der er desværre tilsyneladende et vejrskift i vente.
Rasmus slår græsset, en evigt tilbagevendende pligt for de lykkelige ejere af hele to græsplæner. Men han har efter sigende ikke noget i mod det, når bare han har musik i ørene.
Pigerne leger på trampolinen og øver sig i at slå vejrmøller på den. 
Vi har forøvrigt lovet dem, at de må sove i telt i nat. I det nye telt jeg købte forleden. Teltet er indkøbt, da Rasmus og jeg har brug for en mobilbolig senere på måneden. Vi har ganske vist et telt i forvejen, men det er på 16 m2, med to sovekabiner og opholdsrum. Det er lige i overkanten for en nats skyld. Derfor har jeg udset mig et billigt, men ikke for billigt, telt der kunne imødekomme vores krav. Troede jeg!
Fornuftige som vi er, har vi så her i dag prøveopslået teltet. Da jeg skal rejse teltet og spænde stængerne ud, står jeg pludselig med en af stropperne i hånden. Den er simpelthen røget ud af syningen. Rasmus kommer til og spørger om jeg nu også har læst brugsvejledningen. Selvfølgelig! Jeg kan godt se, at han mistror mine teltopslåningsever. Derfor er jeg temmelig lettet over, at det er ham der få minutter efter står med løs strop nr. to. Sikke noget lo**!
Vi får på mirakuløs vis rejst teltet alligevel, da vi ikke vil skuffe børnene. Og da der hverken er orkan eller skybrud i vente, tør vi godt.
Men du kan tro, at fru Johansen stiller i butikken, hvor teltet er købt og kræver pengene tilbage. Med det vuns!
Og så klapper vi os selv på skuldrene for at være så snusfornuftige med en prøveopslåning!

lørdag den 26. maj 2012

Good Evening Europe!




Dagen i dag har vi tilbragt i haven, som virkelig trængte til en kærlig hånd. Vi knoklede på i timevis og fik nået rigtig meget. Der mangler stadig noget, men det kan nåes på hverdagsaftener.
Efter aftensmaden pakkede vi sammen og kørte i sommerhus. Her var vi fremme ca. kl. 20.30. Vi fik hurtigt puttet ungerne og pakket ud og nu daser vi i sofaen med en Irish Coffee og Melodi Grand Prix på flimmeren.
Ja ja, hr og fru Danmark hygger sig!

Update dagen efter: sikke en fuser! Hvad er der i vejen med verden? Rusland på en anden plads... WTF?

fredag den 25. maj 2012

Tomatsuppe...

...står nok ikke ligefrem på menuen i mange danske hjem i disse dage. Men det får vi altså.
Rigtig gættet, Rasmus er ikke hjemme. Når det sker, står menuen ofte på tomatsuppe eller risengrød. Men risengrød synes jeg altså ikke det skulle være trods alt.
Mille er forøvrigt genopstanden, lige tidsnok til fredagsslik.

Det var derfor!

Mille har simpelthen været så sur og urimelig her til eftermiddag. Til sidst fik moderen nok og sendte hende ind på værelset.
Efter noget tid undrede jeg mig over, at der var så stille derinde. Det viser sig, at ungen slet og ret er faldet i søvn! Hun har simpelthen været træt og deraf gnaven. Det kender jeg kun alt for godt selv.
Nu får hun lov til at sove. Så må vi se om hun vågner senere i dag eller tager den lange til i morgen. Det er set før.
Det er herligt, og tiltrængt, med en lang weekend.

Den gode side


Edda fortjener et billede på bloggen, hvor hun ser sød ud! Men hun slapper stadig af samme sted...

torsdag den 24. maj 2012

Edda slapper af

Som hun gør ca. 23 timer i døgnet. Som det ses, er hun stadig halvskaldet på maven. Meget mærkeligt.
Men hvad, hun har aldrig været et udstillingseksemplar. 

På med sommerhjulene

Så lykkedes det!
Endelig fik jeg pillet vinterhjulene af og påsat sommersutterne.
I år er det andre fælge end det plejer. Jeg havde lyst til at prøve et andet design, og de "gamle" skulle have 4 nye dæk.
Kvalitetsdæk koster kassen så jeg fandt en gut via DBA, som skulle af med de fælge og dæk han havde købt sidste år. Jeg fik dæk og fælge til en fornuftig pris, og på nær lidt småridser og ikke helt nye dæk, så tror jeg, at jeg har lavet en god handel.
I morgen ruller slæden og jeg en tur til Århus, så må vi se om alt er ok eller om jeg skal bytte om til vinterdæk igen.

Fejring af bryllupsdag

Rasmus og jeg havde jo syv års bryllupsdag i mandags. Jeg var ikke hjemme på dagen, så vi fejrede det i dag i stedet. Min far hentede pigerne på fritten og havde dem med på legeplads, i Rundetårn, på McDonalds, på legeplads igen, på en tur med havnebussen og en tur i ishus. De havde rigtig hygget sig.
Rasmus hentede mig på arbejde og så gik vi en kort tur i Frederiksberg Have. Et fantastisk sted, hvor du 20 meter inde ikke længere kan høre byens lyde. På en 10 minutters tur så vi kendiser som Emil Thorup og Ida Auken. Og en stor, flot hane spankulerede rundt blandt duer og ænder. Jo jo!
Derefter afhentede jeg et telt, som jeg havde købt i en friluftsforretning (vi skal bruge det om en måneds tid) på Gl. Kongevej.
Og så var det tid til mad. Vi havde bestilt bord på Sticks n' Sushi på toppen af Tivoli-hotellet på Kalvebod Brygge. Vi fik en fin vinduesplads med udsigt over Kongens København. Vores mad var superlækker og betjeningen i top. Kaffe og dessert indtog vi udendørs i det dejlige vejr.
Hotellet har mange sjove finesser, bl.a. indendørs gynger og en glasflise med frit udsyn til gaden 12 etager nede. Lidt en overvindelse at træde ud på den.
Alt i alt en helt igennem suveræn oplevelse og klart anbefalelsesværdigt.

onsdag den 23. maj 2012

Så' der sandaler

For 1100 kr sølvsandaler. Men også tiltrængte må man sige.
Og små piger har altså et eller andet med sølv og guldsko. Personligt er jeg faktisk selv stadig ret begejstret for sølvsko. Jeg er stukket i mine sølv Birkenstock sandaler for 3. sæson i rap. De, og mine to par Havaianas, plejer at få mig igennem sommeren, som i sandhed har indfundet sig et par uger før det er officielt. Det må gerne vare til oktober, hvis du spør' mig. Og til ære for landmændene og også min egen have, ønsker jeg mig regn om natten.

Et lift

I dag stod Rasmus ved busstopstedet og ventede på mig med Christiniacyklen. Vi skulle følges over at hente ungerne. Og hvorfår gå når man kan blive kørt? Så jeg hoppede op i kareten og så måtte Rasmus agere hest.
Ungerne var på legepladsen da vi kom. De syntes, at jeg var skrupskør. Tja!

En test-and

Dette indlæg + plus billedet af Hr. And på Frederiksberg Rådhusplads er en test.
Jeg har nemlig downloadet en blog-app og er lidt spændt på hvordan det virker. Om opsætningen bliver som den plejer o.s.v.
Så, nu trykker jeg Publish (indsæt trommehvirvel her)

Update: hmm, jeg er ikke helt tilfreds med at teksten står over billedet. Tilbage til den gamle metode!                        

tirsdag den 22. maj 2012

Lækkert!


Larmende naboer

I nat havde jeg svært ved at falde i søvn og bemærkede derfor, hvor meget vores nye naboer egentlig larmer. Der blev puslet og skramlet og først langt ude på natten blev der ro.
Om jeg har tænkt mig at klage? Overhovedet ikke, jeg synes tværtimod, at det er hyggeligt.
Årsagen er, at vores nye naboer er en musvit familie, der har bygget rede i en redekasse, der hænger på et nedløbsrør lige udenfor vores soveværelsesvindue. Ungerne er nu blevet så store, at der formentlig er alvorlige pladsproblemer i den lille et-værelses.
Om det er nedløbsrøret, der forstærker lyden derinde fra ved jeg ikke, men man hører tydeligt musvitternes rumsteren.
Også om dagen er der livlig aktivitet. Hr. og Fru. Musvit suser ind og ud af kassen med mad til de krævende unger. De er tilsyneladende upåvirket af deres udlejeres gøren og laden i haven, for ikke at tale om de to sorte jægere (Ok, reelt én sort jæger) der lusker omkring.
Vi håber snart på at få et glimt af de små unger, når de skal ud og have luft under vingerne.

mandag den 21. maj 2012

Det' vores bryllupsdag i dag...

...dem skal vi ha' no´en flere af! (Er der mon andre end mig og Giro 413 lyttere der kan huske den sang?).*

Ja, Rasmus og jeg har altså bryllupsdag i dag. 7 år som ægtefæller er det blevet til. Det skulle efter sigende hedde "Uldbryllup". Det passer faktisk meget godt på vores ægteskab: lunt, godt og holdbart.
Jeg har desværre lovet mig ud i anden sammenhæng i dag, så vi udskyder fejringen til på torsdag, hvor vi skal ud at spise sushi (og sticks!) i restauranten på toppen af Tivoli hotellet på Kalvebod Brygge. Uden unger, som skal passes hos min far.
Jeg ser frem til mange flere år sammen med min dejlige mand og glæder mig til at se, hvad fremtiden har til os.

*Til de af jer der ikke kender sangen eller til dem der gerne vil genhøre den:
http://www.youtube.com/watch?v=8dRfj0bYaQg&sns=em

søndag den 20. maj 2012

Ro på!

Efter en rigtig hyggelig dag i Stillinge Strand i går, hvor vi fejrede min fars fødselsdag, er vi nu alle 4 tilbage i sommerhuset.
Pigerne var rigtig blevet forkælet hos Sus' søstre. De har været i Bonbonland, og er kommet hjem med dejlige oplevelser og nye bamser til samlingen.
Søndagen har indtil videre stået på en græsslåning og Sus har ordnet lidt i haven. Det overskygger dog ikke at den står på total afslapning.
Jeg har endda taget en 1/2 time i hængekøjen.
Aftensmaden kommer til at bestå af hjemmelavede burgere, hvorved dagens mest stressede øjeblik bliver, når bøfferne skal laves over bål!
Det er lige til at holde til!

fredag den 18. maj 2012

Gang i bålet

Så er vi tilbage i sommerhuset efter en god dag i Roskilde. Vi var i biffen og se "Hvidstengruppen". Den var lidt træg i starten, men udviklede sig til at blive god og bevægende. Vi var begge enige om, at vi må en tur forbi Ryvangen.
Vi sidder nu og nyder resten af dagen i skæret af bålet. Vi har fået gode meldinger fra Korsør, om at ungerne har det godt. Og så har vi det godt.

(Selv)forkælelse

Efter at have sovet længe, rigtigt længe, her til morgen, kørte vi til Roskilde og gik på gågaden. Vi går mest hver for sig, da jeg ikke gider at kigge på herretøj og omvendt. Vi ringer til hinanden med jævne mellemrum og mødes derefter
Vi købte et par sandwiches og nogle colaer og kørte ned til lystbådehavnen og spiste på en bænk. Her var der fin udsigt til den livlige aktivitet.
Derefter kørte vi til Ro's Torv, hvor vi lige nu nyder en kop kaffe udendørs.
Senere venter en biograffilm og måske et bål når vi kommer hjem. Det er skønt at have sine børn udlånt.
Det bliver dog også skønt at gense dem i morgen. Jeg tvivler dog på, at de savner os ret meget, for i dag er de i Bon Bon land med mostrene. Der er simpelthen ren forkælelse over hele linien.

torsdag den 17. maj 2012

Børnefri

Mine søstre passer pigerne et par dag og det betyder absolut frihed for gemalen og jeg, som er kørt i sommerhus. Vi nyder det til fulde og har sovet på sofaen hele eftermiddagen, en uhørt luksus.
Nu sidder vi på en restaurant (pizzaria) i Kirke Hyllinge og venter på vores aftensmad. Og klokken har passeret 21!
I morgen skal vi til Roskilde og shoppe, hygge, og i biffen. Den sædvanlige treenighed.
Hov, der kom maden...

Og det var Danmark

Vi får mange gode grin ud af "Og det var Danmark" kalenderen 2012 med Morten Ingemanns striber fra Ekstra Bladet. Nogle af striberne er "bare" morsomme, mens andre tydeligvis har afsæt i dagens samfund og afspejler danskernes problemer på en overdrevet måde.
Her ser du et eksempel på hver type.