tirsdag den 22. maj 2012

Larmende naboer

I nat havde jeg svært ved at falde i søvn og bemærkede derfor, hvor meget vores nye naboer egentlig larmer. Der blev puslet og skramlet og først langt ude på natten blev der ro.
Om jeg har tænkt mig at klage? Overhovedet ikke, jeg synes tværtimod, at det er hyggeligt.
Årsagen er, at vores nye naboer er en musvit familie, der har bygget rede i en redekasse, der hænger på et nedløbsrør lige udenfor vores soveværelsesvindue. Ungerne er nu blevet så store, at der formentlig er alvorlige pladsproblemer i den lille et-værelses.
Om det er nedløbsrøret, der forstærker lyden derinde fra ved jeg ikke, men man hører tydeligt musvitternes rumsteren.
Også om dagen er der livlig aktivitet. Hr. og Fru. Musvit suser ind og ud af kassen med mad til de krævende unger. De er tilsyneladende upåvirket af deres udlejeres gøren og laden i haven, for ikke at tale om de to sorte jægere (Ok, reelt én sort jæger) der lusker omkring.
Vi håber snart på at få et glimt af de små unger, når de skal ud og have luft under vingerne.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar