søndag den 27. maj 2012

Solskinssøndag






Vi nyder endnu en herlig solskinsdag i haven. Og nyde det skal vi vist, for der er desværre tilsyneladende et vejrskift i vente.
Rasmus slår græsset, en evigt tilbagevendende pligt for de lykkelige ejere af hele to græsplæner. Men han har efter sigende ikke noget i mod det, når bare han har musik i ørene.
Pigerne leger på trampolinen og øver sig i at slå vejrmøller på den. 
Vi har forøvrigt lovet dem, at de må sove i telt i nat. I det nye telt jeg købte forleden. Teltet er indkøbt, da Rasmus og jeg har brug for en mobilbolig senere på måneden. Vi har ganske vist et telt i forvejen, men det er på 16 m2, med to sovekabiner og opholdsrum. Det er lige i overkanten for en nats skyld. Derfor har jeg udset mig et billigt, men ikke for billigt, telt der kunne imødekomme vores krav. Troede jeg!
Fornuftige som vi er, har vi så her i dag prøveopslået teltet. Da jeg skal rejse teltet og spænde stængerne ud, står jeg pludselig med en af stropperne i hånden. Den er simpelthen røget ud af syningen. Rasmus kommer til og spørger om jeg nu også har læst brugsvejledningen. Selvfølgelig! Jeg kan godt se, at han mistror mine teltopslåningsever. Derfor er jeg temmelig lettet over, at det er ham der få minutter efter står med løs strop nr. to. Sikke noget lo**!
Vi får på mirakuløs vis rejst teltet alligevel, da vi ikke vil skuffe børnene. Og da der hverken er orkan eller skybrud i vente, tør vi godt.
Men du kan tro, at fru Johansen stiller i butikken, hvor teltet er købt og kræver pengene tilbage. Med det vuns!
Og så klapper vi os selv på skuldrene for at være så snusfornuftige med en prøveopslåning!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar