lørdag den 16. juni 2012

Lørdagens loppefund

Det er snart blevet mere eller mindre fast, at hvis vi er i sommerhuset lørdag formiddag, kører vi en tur på Skibby Genbrugsplads for at besøge genbrugsbutikken.
Denne gang var jeg på udkig efter et par årer til en gummibåd vi har fået. Dem fandt jeg. Vi købte desuden en lille piratborg, en bog med noder (til at lave kort ud af), en lille vase, to spil og en masse golfting. For dette betalte vi 20 kr. I alt!
Derefter kørte vi til en genbrugsforretning i Skibby, hvor vi købte et par småting, herunder to pixibøger, et par bamser og et par smækbukser til Mille. Her måtte vi af med 50 kr.
Vi sluttede af med et besøg på "Loppefesten" i Dalby, hvor vi brugte 125 kr. Men så fik vi også en Eva Trio pande (som ny og til induktion), et Ole Palsby glas, en retro kuglelampe (skal males), syv Tupperware-bøtter, en fin børnespilledåse fra 1974, en bog og en dvdfilm. Derudover købte ungerne en del skrammel.
Så vi snoldede altså for i alt lige under 200 kr.
Til sammenligning købte vi en ny thermostat i byggemarkedet til 285 kr. Jeg ved godt, hvad jeg synes er sjoveste.
Har du fået lyst til at besøge Skibby Genbrugsplads?
Den ligger på Bronzeager 5, 4050 Skibby. Genbrugsbutikken har åbent torsdag, fredag 13:00 - 17:00 og lørdag fra 8:00 - 13:00.
Du behøver ikke at tage ret mange penge med, men gerne en trailer eller varevogn. Jeg sir' det bare.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar