mandag den 23. juli 2012

Hammerknuden









I dag har vi været på vandretur på Hammerknuden. Vi parkerede ved Hammer Havn og gik derefter op og så resterne af den jernbane, som i fordums tid bragte granitten fra brudet og ned til havnen. Nu er der kun de rustne spor tilbage, som ender hængende ud over klippekanten. Næste station: Østersøen!
Derefter gik vi videre ud på Hammerknuden, hvorfra der stort set overalt er en fantastisk udsigt over klipper og hav. Vi indtog vores medbragte frokost på en klippeblok og nød kigget til havet.
Derefter gik vi videre til Salomons Kapel, som er en smuk ruin af et kapel fra 1300-tallet. Herfra gik turen opad til Hammer Fyr og forbi Krystalsøen, som er dannet i et nedlagt granitbrud. Her kølede vi vores fødder i vandet, hvor guldfisk svømmede rundt. En af dem nappede mig i storetåen.
På vej tilbage kom vi forbi Opalsøen, endnu en sø dannet i et gammelt granitbrud. Her så vi adskillige folk prøve Danmarks længste tovbane. Rasmus prøvede den i 2008.
Efter den lange vandretur fortjente vi en is. Den indtog vi på stranden i Allinge-Sandvig.
På vejen hjem provianterede vi i Aakirkeby og nu står den på hjemlig hygge resten af dagen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar