søndag den 30. september 2012

Bilen er solgt

Det er efterhånden et par måneder siden at jeg købte vores bil nr. 2.
Det har vist sig at være svært at være brugtbilssælger i disse tider.
Faktisk forstår jeg det ikke helt. Jeg synes, at man får rigtig meget for pengene, når man kigger på brugte biler. Det er selvfølgelig ikke alle som har samme afklarede forhold til brugte biler, som jeg har. Jeg er også overrasket over hvor mange mærkelige henvendelser, jeg har fået på min annonce. Der har været bud på 1/2 pris af en i forvejen skarp salgspris. Der er folk der har spurgt om, om det er sidste pris, og brillierer med tavshed, når jeg meldte tilbage, at jeg var klar til at gå ned i pris.
Den mest specielle oplevelse var, da en fyr byder meget meget lavt, og skriver at jeg kan ringe til ham! Jeg ringer ham op, og siger at jeg ringer vedr. hans bud på min bil. Jeg fortæller ham ikke om min bil, og han aner ikke hvilken bil han har budt på. Jeg kalder ham useriøs, hvilket han benægter...han indrømmer så at han har budt på 3-4 Audier, men at han skam er seriøs...
En anden klovn var en gut fra Randers, som ville vide ALT om enhver lille ridse. Han glemte vist at han kiggede på en mere end 10 år gammel bil. Jeg endte endda med maile billeder af alle fire fælge, og nærbilleder af små ridser i lædersæderne. Flotte billeder af stort set fejlfrie fælge og velholdte sæder, men jeg fik end ikke et svar tilbage...
Nu er bilen dog solgt. Køberen der efter lang dialog til sidst købte bilen, havde den på værksted og lift.
Egentligt tankevækkende at jeg selv købte den som beset, en sommerdag på vej hjem fra Esbjerg efter en 15 minutters prøvekørsel!

Ny stige til hemsen





Både Sus og jeg er enige om at den bedste forbedring, vi har lavet i vores lille sommerhus, er etableringen af en hems til ungerne.
Ungerne har fået deres eget lille rum, og vi har fået et sted at sende dem hen, når vi har brug for en smule ro!
Den oprindelige stige John byggede var en midlertidig løsning, så i går kom Sus' lillesøster Anni og John på besøg.
John er en fremragende håndværker, så han påtog sig opgaven med en custom made hemsestige.
Vangerne har John lavet i limtræ. Hjemmelavet naturligvis.
Dagen igennem blev der snedkeret og resultatet er blevet over al forventning.
Sidst på dagen klippede Mille snoren og stigen er nu officielt indviet og taget i brug.

Kastanjedyr

I går gik Anni og pigerne en lang tur med Sofie. Da de kom hjem, havde de en pose kastanjer med, som de havde fundet på deres vej.
I dag stod den så på kastanjedyrsfremstilling. Udrustet med tændstikker, høvlspåner, garn, papir, tuscher, fjer, perler og lim gik vi i krig. Et par timer efter kunne vi stolt fremvise to får, en hund, en and, to edderkopper og to fine kæder.
Det er mange år siden jeg sidst har leget med kastanjer, men det var godt nok hyggeligt og børnene var meget dygtige synes jeg.

lørdag den 29. september 2012

Produktive gæster

Så går lørdagen på hæld efter en skøn dag i sommerhuset. Vi har haft besøg af Anni, John og søde Sofie. John har, med hjælp Rasmus (aka Lærling Erling) har snedkereret den fineste stige til vores hems. Den blev indviet med manér med tale, klapsalver og overklipning af rød snor. I morgen smider jeg et par billeder af stigen på bloggen. Den er blevet SÅ fin!
Moster Anni var det store hit hos ungerne og hun havde både tid og lyst til bl.a. at holde æblefest i æbletræet. Sofie var også populær hos store og små, hun er en fantastisk hund!
Nu er sofaen indtaget og vi gentager sidste lørdag aften med svensk krimi og strik. Denne gang dog uden Irish Coffee (jeg har glemt at købe piskefløde) men kaffe har vi da fået.
Morgendagen står primært på afslapning og fri leg. Sommerhussøndag når det er bedst.

fredag den 28. september 2012

Øv bøv bihulebetændelse!

Jeg har ikke fået blogget helt så meget i denne uge. Dels har jeg haft meget om ørene og dels har jeg ikke været på toppen. Førstnævnte årsag bliver bedre nu, da Rasmus' messe er overstået. Sidsnævnte bliver også bedre nu, for en blodprøve hos lægen kunne konstatere, at jeg har en betændelse i kroppen. Hun behøvede ikke at fortælle mig hvor! Det er i vestre kæbehule!
Jeg har egentlig været ret uheldig med at få bihulebetændelse som følge af kraftige forkølelser de sidste par år. Det på trods af, at jeg er meget obs på det og bruger næsespray fra dag et.
Nå, men jeg fik en recept på noget antibiotika, som jeg skal tage den næste uges tid. Da jeg hentede det på Apoteket, oplyste damen mig om, at penicillinen godt kunne forstyrre maven. Jeg er en meget detaljeorienteret person, så jeg spurgte: "Altså øhh...mmm...sådan øhh...hård?" "Nej", lød svaret "løs". Jamen ok så!
Som jeg sagde til hende: det er ikke alle detaljer,der er lige kønne.
Men hellere det end bihulebetændelse.

torsdag den 27. september 2012

Udstilling i Bella Centret





Hvert 2. år afholdes Danmarks største laboratoriemesse i Bella Centret.
Messen løber over 3 dage og besøges af en lang række kunder, rådgivere og leverandører. Firmaet hvor jeg arbejder havde udstillingens største stand.
Det har krævet en hel del forberedelse og marketingafdelingens store checkhæfte har været flittigt i brug.
Mandagen brugte vi til opbygning og opsætningen af standen.
Tirsdag, onsdag og torsdag har vi lyttet og talt med en masse glade kunder. På sådanne udstillinger er man ret meget "på", og pausemuligheder er begrænsede. Heldigvis synes jeg der er sjovt. Jeg har mødt gamle klassekammerater, gamle kolleger, leverandører, konkurrenter og selvfølgelig en masse kunder.
Torsdag kl. 16 lukkede messen. Det hele er nu overstået, der er pakket sammen, og vi er taget hjem. Den kommende tid skal der arbejdes videre på alle de nye sager.
Vi er ligesom bønderne...først såes en masse frø, så skal der dyrkes, for til sidst at høste.

Kreative Mille

I dag måtte jeg kapitulere og gå tidligt hjem fra arbejde. Min forkølelse har sat sig i den ene kæbehule og det nager og dunker, så jeg faktisk ikke kan fokusere på noget andet.
Så jeg hentede ungerne og tog på apoteket for at købe drugs.
Mens vi venter, leger pigerne med Lego. Jeg spørger Mille hvad hun bygger, og hun svarer "den der" mens hun peger ud af vinduet. Hun har lavet en miniature udgave af "Frihedens Port" som står lige på den anden side af Hvidovrevej.
Sådan Johan(sen)!

onsdag den 26. september 2012

Helgardering

Hørt i radioens vejrudsigt: "Mest tørt eller skyet med regn".
WTF?

Mad fra høkassen

Nå, nu skal det sure indlæg fra i mandags ikke stå øverst på bloggen længere. Det er ikke fordi, at jeg har oplevet noget sindsoprivende spændende siden, så jeg pludrer bare lidt.
Rasmus er på messe i disse dage (måske hører vi mere om det?) og det er således ikke meget vi ser til ham. Det udnytter vi på den måde, at vi får retter til aftensmad, som han ikke bryder sig om. I går fik vi suppe og i dag skal vi have risengrød.
Jeg gør det, at jeg bringer en liter sødmælk i kog og tilsætter 135 g grødris. Nu skal det småkoge i ca. 10 minutter under jævnlig omrøring. Jeg smider også en teskefuld salt i.
Så pakker jeg gryden ind i et håndklæde og derefter ind i dynerne med den.
Her står den til den skal bruges i eftermiddag. Jeg varmer den lige igennem ca. fem minutter inden den serveres med kanelsukker og smør. Og en hvidtøl hvis man har.
Det er supernemt og bekvemt. Specielt på en dag som i dag, hvor vi skal afsted til svømning.

mandag den 24. september 2012

Lorteformiddag!!!

Vi talte om forleden, hvorvidt vores blog afspejler vores liv og hverdag realistisk, eller om vi bevidst eller ubevidst udelader de dumme ting. For dem er der!
Egentlig synes jeg, at jeg er meget ærlig på bloggen. Men klart, det er ikke alt, der bliver luftet her. Men i dag vil jeg råbe højt og tydeligt: LORTEFORMIDDAG!!!
Jeg har været i retten for at vidne mod de indbrudstyve, der blev arresteret her i kvarteret for 1 1/2 måned siden. Rasmus var så sød at tage med.
I foyeren hang der en oversigt over de forskellige retssale og hvilke sager, der var berammet i dag. I "vores" retsal kunne vi se de tre indbrydstyves navne og deres sigtelser. Det var ikke så opsigtsvækkende, at de var sigtet for tyveri, men vi blev til gengæld ret chokerede over at læse, at alle tre også var blevet sigtet for våbenbesiddelse. Mega-ubehageligt og man tænker straks "hvad nu hvis...".
Selve min vidneforklaring forløb uden problemer og jeg kunne bekræfte, at de tre mænd jeg havde set på min vej, var til stede i retssalen.
Derefter kørte Rasmus på arbejde og jeg fik bilen med videre. Jeg skulle aflevere noget i en venindes postkasse og da jeg havde gjort det, ville jeg vende på hendes gade. Da den er ret smal, valgte jeg at køre op i genboens indkørsel. Skraldr, sagde det så. Indkørslen var simpelthen for høj til at vores (sænkede og med skørtsæt monterede) bil kunne køre derind.
WTF? Ok, vi HAR meget høje indkørsler her i byen, men jeg plejer sgu da at køre ind i vores egen indkørsel uden problemer! Så går det op for mig, at der bakker vi altid ind. Bilen er en del lavere foran og ville således faktisk nok heller ikke kunne køre forlæns ind i vores egen indkørsel. Pislort!
Jeg ringede til Rasmus, som heldigvis tog det pænt. Jeg sagde, at nu kunne han tage en øl og hygge sig med historien sammen med sine mandlige kollegaer. Øv, at ende i "Det er altid konen der smadrer bilen"-kategorien!
Det kommer formentlig til at koste os 3000 kr. Så forslår de 80 kr jeg fik i vidnegodtgørelse som en skrædder i helvede. Minus de 10 kr jeg brugte på trøstechokolade.
ØV! Med øv på!

søndag den 23. september 2012

Politisk ukorrekt bålfrokost

Vi fortsætter sommerhusstilen med frokost i det grønne. Da bålet var brændt til gløder, smækkede jeg en rist på og lavede kakao og pandekager samt ristede æbler hentet direkte fra træet og krydret med sukker og kanel.
Måske ikke den mest sunde frokost, men den hyggeligste jeg har fået længe.

Sensommer søndag

Vi fik lidt uventet luft i kalenderen denne søndag, så vi benyttede straks lejligheden til at tage i sommerhus. Vi kom faktisk allerede i går eftermiddags. Der var ca. 12 grader indendørs, men vi fik hurtigt fyret op i brændeovnen og under en time efter var der dejligt varmt.
Vi har en del vaner, som kun er gældende i sommerhuset. Bl.a. får pigerne lov til at falde i søvn i vores seng. Først læser vi tre Pixi-bøger fra vores efterhånden omfattende samling. Maja vælger én, Mille vælger én og læseren vælger én. Og efter en kort diskussion om rækkefølgen, læses de. Historierne er ofte ret sjove og med en tydelig morale. Specielt de lidt ældre Pixi-bøger er morsomme. Jeg køber dem som regel på loppemarkeder for en slik.
Når pigerne er puttet, står den på tv-aften i sofaen med en Irish Coffee.
I dag har vi indtil videre kun lavet forsvindende lidt. I stedet hygger vi foran bålet i haven, mens ungerne leger. Som jeg sagde til Rasmus før: Livet er godt!

Leg ad libitum

I går var vi sammen med gode venner og børn i Køge Legejungle. Det er en kæmpestor indendørs legeplads med klatrestativer, rutchebaner, hoppeborg og spillemaskiner. Alt sammen gratis, når først entreen er betalt forstås.
Man er velkommen til at tage eget mad med, så det gjorde vi. Drikkevarer skal købes på stedet, men med en pris på 25 kr for to liter saft, er det til at overkomme.
Når først man har vænnet sig til lydniveauet, er det alletiders. Ungerne legede i tre en halv time, mens vi voksne fik os en god sludder.
En ekstra bonus er, at ungerne sov rigtig godt i nat.

lørdag den 22. september 2012

"Skal vi ikke lege et andet sted..."

"... her er for meget larm!"

Sagt af den ene unge til den anden i stuen her til formiddag.

Tuff Luck, siger Heavy Metal-Mor!!!

fredag den 21. september 2012

"Kapringen"

Så har vi været i biografen endnu engang. Vi er vist gået all in på underholdningsfronten denne uge (i morgen skal vi afsted igen, denne gang dog primært for børnene).
Min far lavede dejlig mad til os alle fire og var så sød at hygge med ungerne, mens vi stak i Imperial for at se "Kapringen". Imperial er altså den fedeste biograf i landet, hvis I spørger os. Der er jo som bekendt kun én sal, men den kan til gengæld også rumme over 1100 mennesker. Så mange var der dog ikke i aften kl. 19, på trods af, at "Kapringen" havde premiere i går og har fået gode anmeldelser.
Vi synes, at filmen er rigtig god og både handling og skuespillerpræstationerne er i top. Den er måske en enkelt gang eller to en aaanelse langtrukken, men det kan tilgives.
Da filmen var slut, gik vi hånd i hånd ad Strøget ned til Nyhavn. Pigerne og morfar havde haft en god aften med slikposer og "Husk lige tandbørsten". De var dog noget klatøjede, så vi kørte hurtigt hjem.
Heldigvis kan vi sove længe i morgen. Altså de af os, der ikke skal ud at løbe!

Et heldigt asen

I går, da jeg kom hjem fra arbejde, stod der en fin buket til mig fra min søde mand. Egentlig burde det være mig der købte en buket til ham, for han har virkelig taget en tørn denne uge. Jeg har haft travlt. Med at gå på café. Først mandag med en veninde i Herlev, så onsdag med kollegaer på Frederiksberg og sidst i går her i byen med en veninde. Sådan plejer det ikke at være, men nu faldt det lige sådan og Rasmus stiller bare op uden at kny.
Jeg er heldig!

Jeg giver så lidt til gengæld i aften, hvor jeg har bedt min far passe pigerne, mens vi stikker i Imperial og ser "Kapringen".

torsdag den 20. september 2012

Forkølelse...

... er noget snot!!!
Jeg er simpelthen blevet noget så forkølet. Jeg burde nok egentlig blive hjemme, men det er svært at melde sig syg de få dage jeg rent faktisk skal på arbejde i denne uge. Og at jeg så tillige har vagt gør det ikke nemmere.
Så jeg har pakket et mindre arsenal af medikamenter og lommetørklæder og forsyner mig skamløst af kommunens kakao og te, mens jeg forsøger at holde mig og mine baciller for mig selv.
Jeg kan dog høre på gangene, at der bliver nyst og hostet i ét væk, så jeg er ikke den eneste, der har pådraget mig en overgangs-forkølelse.
Øv! Og Atju!

Fedtet fad

Ja, sådan ser bradepanden ud, efter to nakkefiletter har hygget sig på den i 13 timer i ovnen. Vi lavede endnu en omgang Pulled Pork, som var færdig kl. 20 i går aftes. Det passede perfekt, for da var vi klar til aftensmad. Børnene svømmer hver onsdag og for deres vedkommende står aftensmaden på rugbrød i flere omgange.
Vi andre spiser først, når de er lagt i seng og i går blev det altså en burger med PP. Superlækkert!
En slat blev gemt til i aften og resten røg i fryseren til senere nydelse.
Og bradepanden? Den BLEV ren!

tirsdag den 18. september 2012

Højtlæsning

Ja, nu er tiden så kommet, hvor Maja læser højt for mig. Hun har fået bogen "Maria og Martin" med hjem fra skolen og har lige læst 15 sider højt for mig.
Det er altså tæt på at være et lille mirakel at se sin lille tøs følge bogstaverne med pegefingeren, forme lydene og få de rigtige ord frem.
Jeg er faktisk meget imponeret. Og ikke så lidt stolt!

søndag den 16. september 2012