lørdag den 8. september 2012

Aftentur i Vellerup

Fredag eftermiddag pakkede vi hurtigt sammen og kørte til sommerhuset. Trafikken var nådig, så vi var hurtigt fremme. Vi kunne sætte os til at spise aftensmad kl. 17.30, mens vi i trafikradioen kunne høre at, mange stadig sad i deres biler på motorvejene.
Vi er heldige synes jeg. I det sekund vi træder over dørtærsklen i sommerhuset, indtræffer følelsen af ferie.
Efter aftensmaden fik pigerne fredagsslik og derefter gik vi en tur i området. Så var det sengetid, men fredag og lørdag får pigerne lov til at spille Nintendo og/ eller iPad i sengen (næsten) så længe de vil. Det er en kontrast til hverdagene, hvor vi læser bøger og synger og har puttet dem omkring kl. 19.30.
Jeg fandt hurtigt mit hjørne i sofaen samt strikketøjet. Vi så Husk Lige Tandbørsten, men jeg må sige, at det slet ikke er noget for mig. Det er simpelthen for fjollet. Sidste gang det kørte så jeg det heller ikke, da jeg dengang boede i Norge.
Nej, så glæder jeg mig mere til i aften, hvor der kommer Matador igen. Jeg kommer dog nok i klinch med Rasmus, der formentlig vil insistere på at se VM-kvalifikationskamp på en anden kanal.
Ok, jeg kan vist heller ikke påstå, at jeg aldrig har set første afsnit af Matador før, så jeg overlever nok.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar