Vi fortsætter weekenden uden børn med et tætpakket program. Efter at have sovet længe, tog Sus til åbent hus hos Pomp de Lux sammen med en veninde. Rasmus løb sig en rask tur i mens.
Derefter tog vi CC'eren ind til Tøjhusmuseet, hvor vi så deres særudstilling "Den fjerne krig". Den handler om livet som dansk soldat i Afganistan. Udstillingen består af en masse militærgenstande, som er taget med hjem. Herunder et udkigstårn fra Armadillobasen og en Jeep der havde påkørt en vejsidebombe i udkanten af det danske ansvarsområde.
Derudover var der hængt ipads op jævnt fordelt i udstillingen med soldater, der fortæller om deres oplevelser i Afganistan.
Det er en rigtig god udstilling, som er både rørende og oplysende. Jeg vidste for eksempel ikke, at der er ca. 35000 soldater i Camp Bastion. Det er godt nok en slat.
Vi nåede ikke resten af Tøjhusmuseet udstillinger (de fleste havde forøvrigt også lukket pga. ombygning) men vi bemærkede da en kanon eller to. Eller tusind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar