fredag den 14. september 2012

Den Skaldede Frisør

Rasmus og jeg er så heldige, at vi får børnene passet denne weekend. Vi har så straks benyttet chancen til at gå i biografen. Vi skal se "Den Skaldede Frisør" i Panorama i Slagelse.
Her var der en gigakø da vi kom for at hente vores billetter. Well, vi fik dem og fandt vores pladser. Da reklamerne og forfilmene var færdige, var der helt sort skærm. Da dette havde fortsat i fem minutter, og en generel undring havde bredt sig, ringede jeg til biografen fra min mobiltelefon og sagde, at jeg ringede fra Sal To og at de gerne måtte tænde filmen nu. Svaret var, at det kunne de desværre ikke, da der stadig var gæster i kø!!!
Så bad jeg om, om de så ikke kunne komme ind og informere om det. Det gjorde de så.
Nu, en halv time efter annonceret start, er skærmen stadig sort.
WTF? Vi har aldrig prøvet noget lignende. Sådan noget kan da kun ske i en by med én biograf, hvor man ikke behøver at tænke på konkurrence.
Et lille tip til Panorama Slagelse: prøv at have mere end en enkelt medarbejder i billetlugen fredag aften.

Update d. 15. september 2012:
Filmen kom langt om længe i gang og vi synes, at den var god. Den havde jo fået blandede  anmeldelser og er blevet beskyldt for at være for klichéfyldt. Der VAR en del klichéer, men det er der da også i livet. Den Skaldede Frisør er en sød og sjov film og Trine Dyrholm spiller fremragende. Ja, det gjorde de alle faktisk. Også Pierce Brosnan, som efter min mening, har en Sean Connery-agtig måde at ældes på. Heldigt for ham og heldigt for os.

Summa Summarum: Filmen kan absolut godt anbefales til en hold-i-hånd aften med kæresten. Den er slet ikke som Biers sidste film "Hævnen", hvor man knugede hinandens hænder i rædsel. Hævnen er simpelthen så god og tankevækkende og den fortjener sin Oscar til fulde.
Jeg tror ikke at Den Skaldede Frisør får en Oscar, men mindre kan også gøre det. Filmen er allerede, ifølge Zentropa, solgt til samtlige vigtige filmterritorier i verden.
Se den, og bedøm selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar