tirsdag den 30. oktober 2012

Hjemmelavet müsli

Da Rasmus og jeg var på café i Roskilde forrige weekend fik vi yoghurt med müsli og sirup eller honning. Egentlig et forholdsvis standard tilbehør til en god brunch, men det var superlækkert. Det inspirerede mig til at købe yoghurt og ahornsirup. Müslien ville jeg lave selv, da der som regel altid er mindst én ting jeg ikke er så vild med i købemüslierne.
Jeg smeltede en god klat smør (rigeligt smør) og en ditto stor klat honning på en pande. Heri smed jeg omtrent ligelige mængder af kokosmel og finthakkede mandler og ca. dobbelt mængde af havregryn. Måske lidt mere. Sådan så det passer. Al smørret og honningen skal absorberes og derefter skal müslien ristes under omrøring ved svag til mellem varme.
Lad det til sidst afkøle inden det hældes i en tætsluttende beholder.
Det smager simpelthen bare lækkert! Lige nu fantaserer jeg om at tilføje blåbær på morgendagens portion. Mmmm...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar