Sct. Joseph Hospital

Efter at vi var kørt fra Hjerting, gik turen sydover. Målet var min moster og onkels landbrug i Hjerpsted, hvor vi skal være et par dage.
Men inden da, kørte vi et smut til Esbjerg, hvor vi genså det hospital, hvor jeg blev født for 36 år siden. Jeg har altid synes, at det er morsomt/latterligt at jeg, på officielle papirer såsom pas o.l., skal angive Esbjerg som mit fødested. For dengang boede mine forældre i Ribe og opholdet i Esbjerg i forbindelse med min fødsel, strakte sig kun over ganske få timer på fødeklinikken på Sct. Joseph Hospital, inden mor og barn blev kørt tilbage til Ribe Sygehus for at restituere sig.
Der knytter sig forøvrigt en morsom historie til turen til Esbjerg, som foregik i bil med min mor, far og farmor Gurli. Min mor havde veer da de kørte, men undervejs kom min far i tanke om, at han lige vil køre forbi sin brors svigermor med nogle penge han skulle aflevere. Jeg er ikke sikker på, at mor syntes at det var den bedste idé i verden og farmor Gurli erindrer, at hun selv udbrød "Jamen Jens Erik!".
Men det blev altså sådan og mor måtte klemme sammen i hvad hun husker som en rum tid.
Når min far er i sit vittige hjørne, fortæller han, at han da også nåede en kop kaffe!
Men de nåede frem til Sct. Joseph, hvor jeg blev født kort tid efter, at gælden var bragt ud af verden. Sådan blev jeg esbjergenser på trods af, at jeg aldrig har boet i byen.
Efter gensynet med Sct. Joseph, kørte vil til Bredebro, hvor vi besøgte ECCO butikken. Her fandt vi et par fine vinterstøvler til Mille, men desværre ikke til Maja. Derfor kørte vi et smut til Tønder, hvor vi heldigvis også fandt et par flotte støvler til hende. Her fik pigerne forøvrigt sagt "Mojn" for første gang. De gloede ellers noget på mig, da jeg fortalte, at det betyder farvel på disse kanter.
På vej videre kørte vi igennem Visby, hvor mine oldeforældre ligger begravet. Vi stoppede ind ved kirken og "hilste på". Jeg har aldrig mødt dem, da de døde inden jeg blev født.
Men på en eller anden måde kan jeg mærke, at det rører ved noget i mig, sådan at være tilbage på min slægts egn. Her er de alle, både de levende og de døde. Det er nemlig ikke mange på min mors side, der har forladt det sydlige Jylland. Vi er nu vel ankommet til Hjerpsted, hvor vi har hygget os med familien. Lytteantennerne er stillet på "sønderjysk", køerne brøler i stalden og mørket har sænket sig over landet ved vandet.
Selv om at jeg er storbymenneske med stort S, er det rart at være "å æ land" og mange gode barndomsminder vælder frem.