Søndag sidst på eftermiddagen blev jeg hentet af min kollega Søren.
Vi skulle på salgstræning i Giessen lidt nord for Frankfurt. Normalt ville jeg tage flyveren, men denne gang kørte vi derned. Søren var chauffør og det gik meget fint.
Turen gik over Rødby og derefter den tyske autobahn sydover.
Et enkelt pitstop i Tyskland var nok, så vi kom hurtigt frem til hotellet.
Byen Giessen er ikke noget fantastisk sted, og som Søren sagde "det er ikke lige her man bare må køre en omvej for at vise familien, hvor man var en oktoberdag i 2012"!
Hotellet var dog i den bedre ende af skalaen af hvad vi hårdtprøvede Produktspecialister ser i løbet af årene!
Efter en tåget morgen gik turen ud til det sted, hvor vi skulle undervises i seneste nyheder indenfor laboratorieudstyr fra Singapore. Jeg fik taget en masse notater, men hvis man skal måle kvaliteten af kurset på madskalaen, så er det godt nok ringe! Frokosten stod på en udefinerbar rosenkålsgrydemiskmask - den var slem at komme igennem. Søren sagde at man skal smage, så en enkel rosenkål gled ned, og det er altså ikke lige mig. For dem der kender mig, ved at det var slemt, når jeg valgte at skylle efter med suppen...
Heldigvis går turen hjemad for mig allerede her til aften, så jeg tog en taxi til lufthavnen sidst på eftermiddagen. Jeg drømte om, at et taxalyn fra den germanske bilindustri skulle bringe mig majestætisk frem, men det blev lidt nedslående en tjekkisk Skoda Fabia, som fik æren. 65 euro kostede turen hvilket må siges at være mere end i orden. Der var trods alt ca. 85 km og det tog en times tid.
Det er næsten en vane at skulle flyve fra Frankfurt, så jeg har slappet af og nydt noget aftensmad. Denne gang valgte jeg bevidst noget thaimad, da det tyske køkken ikke har vist sig fra sin bedste side.
Om et par timer er jeg hjemme hos familien igen.
Jeg glæder mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar