tirsdag den 13. november 2012

En hussælgerindes bekendelser



Der er mere stille på bloggen i øjeblikket end der plejer. Det er sådan set ikke fordi, at der er noget alvorligt i vejen. Det skyldes nok snarere, at mine tanker primært fokuserer på én ting, nemlig hussalg. Og alt hvad der følger i kølvandet deraf.
Selv om Rasmus og jeg har talt meget om, at der kan gå mange måneder før huset bliver solgt og at vi derfor skal leve som vi plejer, kan det ikke helt lade sig gøre.
Der har faktisk været god interesse for huset og vi har haft Åbent Hus to gange med flere besøgende, samt to fremvisninger derudover. Vi står således hele tiden stand by og lever lidt i en udstillingsverden synes vi.
Ét par meddelte, at de var meget interesseret og smed et beløb på banen. Med den klausul, at de ville overtage 1/12-2012!!! Så steg blodtrykket og vores hoveder roterede om egen akse. Hvad nu? Kan vi det? Vil vi det? Hvad skal vi så? Et par dage efter kunne ejendomsmægleren dog meddele (efter at han selv måtte kontakte dem) at de havde valgt at leje noget andet i stedet.
Et andet par skulle til en ekstraordinær fremvisning søndag kl. 10. Vi stod tidligt op (med tømmermænd og søvnmangel efter hyggelig vennemiddag), støvsugede og gjorde pænt. Kl. 09.30 fik vi en aflysning. Det er i sandhed købers marked. Og det er fair nok, men lidt anstændighed udbedes tak!
Det fylder UTROLIGT MEGET hos os, især hos mig. Jeg er, og har altid været, en grubler. Det er en del af min personlighed og kan således ikke umiddelbart ændres. Jeg har i hvert fald endnu ikke fundet OFF-knappen.
Jeg er en plan A, B og C (og D) type og bryder mig ikke om for meget uvished. Så jeg forsøger at lægge stategier for alle mulige scenarier. Hvis vi får solgt hurtigt, flytter vi i sommerhuset, køber en ekstra bil, vasker på møntvask osv. osv.
Min bekymring går også på vores næste hus. Hvad siger banken? Kan vi låne penge nok? Min indtjening er jo mildest taget beskeden i øjeblikket og med et arbejdsmarked der p.t. fokuserer på akutjob målrettet en ansøgerskare som jeg ikke tilhører, ser det heller ikke ud til at blive bedre i nærmeste fremtid.
Rasmus er lidt mere cool, men jeg kan mærke, at det også optager ham en hel del. Han er bl.a. rystet over den manglende seriøsitet vi har oplevet på købermarkedet indtil nu.
Jeg har flere gange sagt i spøg, at jeg ville ønske, at jeg kunne tage på en uges ferie og når jeg så kom hjem, var vi flyttet.
Jeg var nu hellere ikke meget bedre dengang i 2003, da vi selv var boligkøbere. Der var det nemlig sælgers marked (!). Vi havde budt på flere huse, som dog blev solgt til andre, inden vi bød på vores nuværende hus. Jeg husker det som en meget intens uge, hvor jeg var mere eller mindre kronisk grådlabil, indtil vi fik besked på, at Det Lille Gule Hus var vores.
Det kan godt være, at det er noget pjat og at jeg bare skal tage mig sammen. Og det kommer jeg vel også til, for jeg magter ikke klumpen i maven og hovedbruddet i måneder fremover.
Hvem der bare var en spontant og sorgløs vi-tager-tingene-som-de-komme-type. Mon man kan tage et aftenskolekursus?
Anyways, det er sådan landet ligger og nu ved I dét.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar