søndag den 6. januar 2013

Fuldt opladet

Vi har været i sommerhuset også denne weekend. Vores smsstyret radiator-tænd og sluk ur havde sørget for, at der var 16 grader deroppe da vi kom. Resten klarede brændeovnen hurtigt.
Vi har så og sige intet lavet. Rasmus har læst "Drabschefen - nye sager", jeg har strikket og ungerne har leget. Vi forlod kun matriklen for at cykle en tur i kvarteret. Det er sjovt at se alle de forskellige sommerhuse. Der er alt fra forfaldne rønner til store, overdådige huse. Vi er meget glade for vores eget lille slot, hvor vi har nogle af vores bedste stunder.
Her finder vi bl.a. tid til at spille spil. Sidste gang spillede vi Afrikas Stjerne og denne gang var det Bingo. Med kontante præmier i mangel af bedre.
Til frokosten bliver der altid serveret en øl og en snaps til dem der har lyst. I øjeblikket er det Bornholmsk Honningsyp, der hældes i de små glas.
Når vi så kommer hjem, ja så venter skole, arbejde, vasketøj, rengøring og madpakker ganske vist. Men så er vi ladet op og så går alt lidt nemmere.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar