lørdag den 19. januar 2013

"Jagten" - en fremragende film

Rasmus og jeg har afleveret børnene hos min mor og er nu officielt på mand-kone-weekend.
Vi startede med at gå i biografen og se Thomas Vinterbergs "Jagten". Og hold da kæft hvor var den go'! Jeg tror ikke, at jeg har set en så stærk film siden Susanne Biers "Hævnen" for et par år siden.
"Jagten" borer en pegefinger ned i det sår, der kommer af løgne og rygter og Mads Mikkelsen spiller ufattelig godt og overbevisende som Lucas, filmens hovedperson, der bliver uretmæssigt anklaget for overgreb på børn i den børnehave, hvor han arbejder.
Da vi stod i køen for at hente vores billetter overhører jeg brudstykker af en samtale mellem et par bag os.
Ham: "Jeg ved slet ikke, hvad filmen handler om". Hende: "Den handler om pædofili". "Og", fortsætter hun, "om incest".
Hvor fa'en kom den fra?
Og det er jo lige præcis dét filmen handler om: en fjer bliver til fem høns. Bortset fra, at der overhovedet ikke er en fjer i filmen, da Lucas åbenlyst er uskyldig fra starten og alt eskalerer pga. gisninger, rygter, løgne, selvtægt og udstødelse.
Filmen får max stjerner herfra og kan anbefales på det varmeste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar