tirsdag den 19. februar 2013

Hårdtslående tirsdag


For et par år siden introducerede en ven mig til det danske band Volbeat. Og jeg var solgt med det samme!
Jeg er jo en gammel heavy-rocker og husker stadig, hvordan jeg faldt pladask for genren, da jeg første gang hørte Alice Coopers "Poison". Derfra kørte toget med Metallica, AC/DC, King Diamond, Manowar, Europe (åhh Joey Tempest altså...) og mange andre i samme kategori.
Min mor var vist godt træt af de tunge rytmer fra teenageværelset. Men passioneret var jeg. Så passioneret, at jeg faktisk havde radioprogrammet "Heavy" på Korsør Nærradio sammen med min ven Daniel en gang i start/midt 90'erne. Daniels smag var en del hårdere end min og det fik vi meget sjov ud af i radioen. Den dag i dag kalder jeg den slags musik for Daniel-musik. Han synger forresten selv i bandet Six String Slaughter. Smagsprøve HER (hold på hat og briller).

Jeg selv tog en detour over i poppens verden i en del år. Særligt Tina Dickow vandt mit hjerte, da hun er en fantastisk sangskriver og en sand musik-håndværker.
Men så opdagede jeg Volbeat og nu står rocken igen i højsædet i det lille hjem. Ikke mindst takket været Spotify, hvor man kan høre stort set alle de gode gamle bands, som man havde på LP dengang i 80´erne og 90´erne. Nu spiller jeg atter på luftguitar (er dog som oftest udskiftet med støvsugeren) til Iron Maiden, Judas Priest, Accept, Ozzy Osbourne, Skid Row og andre fra samme skuffe.

Og i aften skal luftguitaren frem i Store Vega, hvor Rasmus og jeg skal ind og høre Volbeat. Jeg købte billetterne til ham i julegave, for han er også ret begejstret for Volbeat (siger han da). Koncerten i aften er den første koncert på dansk jord i næsten to år og jeg var usandsynlig heldig med at få billetter, da de efter sigende blev udsolgt på kun otte minutter. Koncerten er startskudet til en mini-turne ("The first Five), hvor bandet vil præsentere materiale fra deres kommende album "Outlaw Gentlemen and Shady ladies" som udkommer i april. Forhåbentlig spiller de også noget af deres ældre materiale.
Forsangeren, Michael Poulsen, bor faktisk i Hvidovre og jeg har ikke helt opgivet håbet om at møde ham i Netto. Så kunne vi lige udveklse håndtegn over køledisken \../
Jeg glæder mig meget til koncerten, men er også lidt spændt. Er vi mon blevet for gamle til headbangeri og øl i håret?
Well, det finder vi snart ud af.

Tænker du, "Hvem dælen er Volbeat?" kan du høre et af mine favoritnumre HER.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar