søndag den 17. februar 2013

Skolebrød

I Norge findes et helt specielt stykke bagværk. Det hedder et "Skolebrød" og er en kardemommebolle med creme, glasur og kokos. Jeg har spist massevis af dem, både da jeg boede deroppe og på alle ferier siden. Det er faktisk blevet en tradition at få Skolebrød når vi er i Norge.
Da jeg var au pair i Oslo i 1995-96 fandt jeg en opskrift på skolebrød og har siden bagt dem af og til. Bl.a. i går, hvor jeg fik fødselsdagsgæster. På en måde minder de meget om fastelavnsboller og det var perfekt, da vi også havde arrangeret en slå-katten-af-tønden-seance. Det var rigtig sjovt og Anne og John løb med begge kroner.
Bagefter tog vi en regulær sneboldskamp, alle mod Rasmus!
Så var det tid til varm kakao og skolebrød. Alle kunne lide dem og specielt min nevø Mathias var begejstret. Her kommer opskriften, så Mathias' mor og andre selv kan bage de norske skolebrød derhjemme.

100 g margarine
4 dl
1 pakke gær
1 dl. sukker
1/2 tsk. kardemomme
1/2 tsk. bagepulver
Ca. 11 dl. hvedemel
Vanille-kagecreme (købecreme er fint)
Glasur
Kokosmel

Smelt margarinen og tilsæt mælken. Når væsken er afkølet tilstrækkeligt tilsættes gæren. Bland alle de tørre ingredienser i.
Lad dejen hæve en time.
Tril dejen ud til boller i den ønskede størrelse og lav en fordybning i dem, hvori ca. 1 - 1 1/2 tsk. vanillecreme puttes i. Lad bollerne efterhæve i ca. 30 minutter.
Pensl dem med æg og bag dem derefter i 10-15 minutter ved 225 grader.
Når bollerne er afkøles pyntes de med glasur og kokosmel.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar