Da kaffen var drukket, tog vi sporvogn nr. 6 mod Arabia og kørte med til endestationen. Herfra gik vi i et naturskønt område, hvor mange stod på langrendski. Selv var vi på udkig efter et vandfald. Og vi fandt det sørme. Isen har sneget sig ind på vandfaldet, der dog stadig løb. En meget fin naturoplevelse midt i storby-ferien.
Vi tog en bus tilbage til centrum og gik på jagt efter Arctic Ice Bar, en bar med konstant minus fem grader (Note: ikke min idé, da vi bare kunne få en drink på gaden og få samme kuldeoplevelse...)
Anyways, vi udskiftede eftersøgningen med en ny, denne gang efter en restaurant med suppe på menukortet. Det lykkedes efter en stund og vi fik en herlig tomatsuppe og (endnu) en stor, mørk øl.
Vi spurgte servitricen om Isbaren og hun gav os nogle vejvisninger. Så vi ledte endnu engang, men opgav til sidst. På den pågældende adresse lå nu et apotek.
Da klokken nærmede sig 21 gik vi ned til Kaisaniemen Puisto (Kastanjeparken) , hvor et teaterstykke om Jesus' sidste timer tog sin begyndelse. Vi, og tusinder andre, fulgte efter Jesus og hans følge, da han blev taget til fange og bragt til Pontius Pilatus og pint, og derfra videre til Domkirken, hvor han blev korsfestet.
Alt foregik på finsk, men historien kender man jo. En spændende oplevelse med et ret stort set-up må man sige, med det halve af byen som kulisse.
Godt forfrosne stavrede vi hjem og drak en kop skoldhed te. Nu skal vi se dyner, for vi skal tiiidligt op i morgen og nå færgen til Tallinn 07.30.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar