søndag den 17. marts 2013

Fund fra Møns Klint

 
 
 
 
I går var vi jo en tur på Møn og i dag kunne vi så se nærmere på de fine fund.
Vi fandt som altid en masse Vættelys, som jo er de forstenede skaller fra blæksprutter, der levede i Kridttiden (geologisk periode fra 145,5 til 65,5 millioner år siden). I gamle dag var der megen overtro forbundet med vættelysene. Nogle troede at de var troldenes (= vætternes) lys, andre at de var "tordenkiler", der beskyttede mod lynnedslag.
Maja fandt også et fint forstenet søpindsvin med meget fine aftegninger. Vi har efterhånden en fin samling af disse fine fossiler.
Maja Tingfinder fandt også en raslesten, som dog ikke rasler (endnu?). En raslesten er en forstenet svamp med en mulig løs kerne.
Mille fandt nogle fine stykker vandslebent træ og flere hulsten, som vi skal bruge til et projekt, når vi har hulsten nok.
Jeg fandt et løst ring-mærke fra en fugl. Jeg har nu indrapporteret ringens nummer samt findested og -tidspunkt til Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum. De lover, at man får oplysninger om den pågældende fugl inden for et par måneder. Spændende.
Vi synes altid, at det er sjovt at gå tur langs vandet og lede efter ting og sager. På Møns Klint er det ekstrassjovt og vi kommer helt sikkert igen til sommer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar