tirsdag den 30. april 2013

Dukkeseng - før, under og efter

Pigerne og jeg har sat en gammel dukkeseng i stand, som har stået i legehuset i sommerhuset. Først flåede vi alle sider og bund af den og sleb den med sandpapir. Så malede vi den flere gange med hvid acrylmaling.
Jeg har syet nyt sengetøj af en rest stof fra lageret og er i gang med at hækle et sengetæppe. Det kommer dog garanteret til at trække ud med det, for i dag er der kommet garn til mit næste projekt (Marius-koften. Desuden har jeg endnu et hængeparti: (den dødsyge) strømpe nr. to af mit estiske uldgarn. Men for sådan én som mig, er det ærlig talt et luksusproblem for alle projekter er hyggelige og der er lidt til alle tidspunktet: har jeg fem minutter, kan jeg strikke et par omgange på strømpen. Har jeg 10-15 minutter kan jeg hækle en lap til tæppet og har jeg mere tid (og ro) kan jeg arbejde på koften.
Alt skal nok blive færdigt. Engang.

Frokost i Vellerup

 
Også i dag har jeg fridag. Den bliver primært brugt til praktiske gøremål såsom tøjvask og indkøb. Jeg har dog også været et smut i sommerhuset med den føromtalte nye gamle stol.
Det tager omtrent 40-45 minutter at køre derop og det regner vi ikke for noget. Det meste af turen foregår på motorvej. Ikke det mest spændende, dog hurtigt og effektivt. Men når du drejer af ved Gevninge, ja så er du på landet med det samme. Først kører man ad Hornsherredvej langs den smukke Roskilde Fjord. Derefter kører man igennem Lyndby, hvor vi altid holder øje med fritgående høns. I udkanten af Lyndby er der også nogle der holder geder.
Så går turen ind i landet ad Karlebyvej først igennem Lille Karleby, dernæst gennem Store Karleby. Her er der fri kig til en åben kostald og til de mange sortbrogede køer på marken bagved.
Næste by er Kirke Hyllinge, hvor man kan proviantere i Superbest og Fakta. Her kører vi videre ad Nørre Hyllingevej gennem den lille flække Nørre Hyllinge, hvorefter vejen ændrer navn til Vellerupvej. Den fører os videre gennem Egholm Skov og ned til et smukt kig over Vellerup Vig. Så er det opad bakke til et 90 graders venstresving ind i landsbyen Vellerup. Her tager man turen op gennem "karusellen" og ender på Nordvejen, hvor Vellerup Sommerby breder sig på vestre side helt ned til Isefjorden.
SÅ er jeg fremme! Og nyder den medbragte frokost i vores skønne oase inden turen atter går hjem.

Ny gammel stol

Vi har efterhånden et udvalg af mere eller mindre ramponerede 7'er stole af ældre dato, som vi har erhvervet os forskellige steder. Blandt andet på Skibby Genbrugsplads for en slik og via en af Rasmus' samarbejdspartnere, som var glad for at slippe af med dem for et par flasker rødvin.
Én af stolene (fra 1983) var med armlæn og flot, rødt uldstof. Desværre var skummet i så dårlig stand, at noget skulle gøres. Derfor har vi nu fået ombetrukket stolen med nyt skum og et flot uldstof i en grå nuance (Hallingdal 153) som matcher sofaen i sommerhuset bedst mulig. Her skal stolen nemlig stå, som afløser for en lænestol.
Den nye stol har et mere enkelt udtryk og virker ikke så bombastisk i det lille hus. Desuden kan den bruges som en ekstra spisebordsstol.
Stolen er blevet virkelig flot og på sigt er der også håb forude for de andre afdankede stole i samlingen.

mandag den 29. april 2013

En eftermiddag i Zoo

For noget tid siden besluttede Rasmus og jeg at lægge vores sidste restferiedag i dag. Det virkede som en god idé pga. Lockouten og vi lovede ungerne en tur i Zoo.
Men, som bekendt blev Lockouten jo stoppet af Regeringen i sidste uge og ungerne skulle jo så i skole i dag. Og det kom de.
Rasmus tilbragte formiddagen på Labudstyrs lager sammen med min far, hvor de også fik besøg af en kunde.
Jeg selv fik syet sengetøj til pigernes og mit sommerhus-dukkeseng-restaureringsprojekt.
Da skoledagen var slut stod vi klar ved pigernes klasser og så kørte vi i Zoo. Fedt kun at bo 15 minutter derfra.
Her tilbragte vi de næste par timer med at se alskens dyr. Mille kunne hjemmevant vise rundt i den nye Artiske Ring, hvor isbjørnene dog sov i stedet for at svømme. Men der var en morsom udstilling, hvor man får en oplevelse af, hvordan et isbjørneliv er.
Vi fik også set en del dyreunger, herunder elefantungen der blev født i februar, den lille flodhesteunge samt bjørneungen.
En lille bavianunge var meget interesseret i Maja bag glasruden. Det var som om den tænkte: "Hey, du er også en unge!".
Sjovt at se hvor meget aberne minder om os. Og igen måske ikke. Vi så bl.a. en abe sove med en anden abes fod i munden! Og Maja bemærkede en abe, der pillede sig i måsen og lugtede til fingeren bagefter. Jo jo.
Vejret var ikke det bedste, da det blæste en del og småregnede. Derfor gjorde det godt med en kop kaffe og te i en overdækket hytte med udsigt til savannen med zebraer og springende hjorte. Det positive ved mindre godt vejr er, at man praktisk talt har det hele for sig selv.
Vi kunne nu godt finde på at komme igen senere på året, for vi fik ikke set alle dyr. Pigerne havde dog svært ved at komme på hvilke, indtil Mille krævede kortet over Zoo, som hun studerede
et øjeblik inden hun satte pegefingeren på lamaerne "Dem har vi ikke set!".

lørdag den 27. april 2013

Kitsch eller kikset?

Vi er i sommerhus denne weekend. Vi kom i går, efter at Rasmus havde givet den en skalle med Labudstyr. Ingen helligedage der.
Her til formiddag tog vi en tur på Skibby Genbrugplads (off course). Det viste sig, at der var 5 kroners marked. Dvs, alt lige fra et bøjet søm til en cykel koster en femmer. Ungerne fik lov at gå all in med skrammel, Rasmus købte en bunke blade og jeg købte et lagen (til et bestemt formål), en kvalitetssaks, en grøn Rosti skål og tre jagtplatter. Jeg er lidt i tvivl om sidstnævnte er noget jeg beholder, men jeg synes umiddelbart at de er sjove. Jeg mangler nogle små fade til småkager o.a. her i sommerhuset og nu har jeg, om ikke andet, fundet en midlertidig løsning.
Vi blev afkrævet 40 kr for alle vores varer og alle er tilfredse. Og Egern-platten blev faktisk indviet til frokosten som pålægsfad.

torsdag den 25. april 2013

Unlocked


Så er det ganske vist! Lockouten er slut og børnene kan forhåbentlig komme i skole igen på mandag. Yeeepeee!
En normal hverdag skal være så hjertelig velkommen, for både børn og voksne er ved at være ret kulrede. Ungerne har i den sidste stykke tid fuldstændig tilsidesat at respektere gængse regler om sengetider o.a. Og som forælder har det været svært at argumenterer i mod: "Jamen, det er jo ikke en skoleaften".
Tænk, at man ligefrem har savnet Trædemøllen med gymnastikposer, biblioteksbøger og madpakker. Jeg må huske at minde mig selv om lockout-tiden, når jeg bander og svovler med leverpostej på fingrene.
Jeg håber nu, at lærerne og deres ledere kan komme overens med indgrebet og arbejde videre i samlet flok.

Morgensmuk pige

Jeg fik allernådigst lov til at tage et billede af Mille her til morgen, hvor hun sad i vindueskarmen (!) og så fjernsyn. Hun så så yndig ud synes jeg, som hun sad der i solstrålerne som slap igennem persiennerne.
Hun og Maja er rigtig forkælede i disse dage, hvor Tina og Franck er på besøg. Franck har fået job hos en softwareingeniørvirksomhed i Nordhavnen (for sejt altså!) og da Tina har ferie denne uge har de boet et par dage hos os.
Hele huset er draget af gårde kl. 08 undtagen moster og en forkælet unge. I går var det Maja og i dag Mille, der skal have luksus-alenetid med moster.
Superhyggeligt og ikke mindst en stor hjælp i disse lockout-tider (som måske slutter i dag ifølge flere medier?).

onsdag den 24. april 2013

Yarnbombing - og et surt opstød om lockout





Flere gange har jeg bemærket, at en flittig lærer har hængt hjemmestrik op ved Frederiksberg Rådhusplads. Sidst beklædte vedkommende en bænk med farvestrålende strik med statements, nu er det et træ og en lygtepæl.
Sådan en blød form for protest har faktisk et navn: Yarnbombing - garnbombning. Man ser det af og til i gadebilledet og sidst jeg så det var på Christianshavn, hvor det pyntede en bro.
Desværre bliver det ofte lynhurtigt pillet ned igen af kommunens grønne mænd. Gid de ville vende det blinde øje til, for det sætter da kulør på tilværelsen.
Og det er da en sød og harmløs måde at gøre opmærksom på, hvad vi ALLE går og tænker: LØS KONFLIKTEN NU OG STOP LOCKOUTEN!
Jeg var rystet over at høre Anders Bondo Christensen og Erik Fabrin erkende i DR2 Deadline i mandags, at de overhovedet ikke har været i dialog i de foregående tre uger! Ikke en lyd og ikke ét skridt er taget. Det er bare hårdt mod hårdt med hele Danmark som gidsler. Det er sgu da middelalderligt og hvis det er essensen af Den Danske Model, ja så er det ikke noget jeg er stolt af mere.
Kom dog til bordet d´herrer!

tirsdag den 23. april 2013

En lille prinsesse





Jeg er netop blevet færdig med mit seneste hækleprojekt:
En fin prinsesse med krone og guldsko. Mille har været efter mig for at få den færdig: "Hvorfor strikker du ikke på prinsessen" har hun spurgt i tide og utide. Ja, faktisk selv på tidspunkter, hvor jeg rent faktisk sad og hæklede på den!
Nu er den altså færdig og jeg er meget tilfreds med resultatet. Det er morsomt at hækle de detaljerede figurer i bogen "Välkommen til Virkligheten" hvor også min kanin og gravhund stammer fra.
Bogen fortæller, at disse små hæklede (eller strikkede) figurer faktisk er en helt kunstform i Japan, der hedder amigurumi. En slags origami bare med garn.
Kun fantasien (og måske evnerne) sætter grænser for, hvad man kan fremstille. I ovennævnte bog er der også opskrifter på robotter, et helt kagebord samt en bil med tilhørende campingvogn.
I øjeblikket venter jeg dog på garn til mit næste projekt, som bliver en uld-cardigan til Maja i det klassiske norske Marius-mønster, bare i lidt mere feminine farver.
Indtil da kan jeg hækle lidt lapper til et dukketæppe jeg har gang i på sidelinien.
Ja, man ville ikke have kunnet sætte en finger på mig for 100 år siden, da jeg bruger næsten al ledig tid på håndarbejde.
Bare kald mig mormor. Det er ok. I det mindste ser jeg ung ud for min alder håber jeg.

Tøser nu til dags

Begge piger har en veninde med hjemme efter skole i dag. Og de er alle fire helt vilde med One Direction. SÅ vilde, at de hørte musik på anlægget mens de så en (anden) video på Majas iPod.
Nu har et andet børneidol, Justin Bieber, jo lige givet koncert i København, med ekstrem masse-hysteri til følge. Jeg kommer til at have svært ved at finde en grimasse der passer, hvis mine piger ligger i telt i tre dage for så nærmest at dåne, når den smarte ungersvend endelig viser sig på scenen 150 m væk.
Det er sundt at have idoler, men det bliver altså for fanatisk, når man fantaserer om at blive gift med dem.
Omend jeg ikke selv helt har opgivet Morten Harket endnu. Engang valgte Rasmus og jeg hver en kendt person, som vi måtte rende af med hvis det blev aktuelt. Jeg valgte Morten Harket (ex-forsanger i A-ha) og Rasmus valgte Britney Spears. Det har han fortrudt mange gange. Særligt i perioder hvor hun har klippet sig skaldet, taget 100 kg på, befinder sig i fængsel og/eller er påvirket af stoffer og alkohol.
Men bordet fanger...

mandag den 22. april 2013

Tante T's kaffebord...






...lægger en god bund skal jeg love for!
I Viktoriagade på Vesterbro ligger den fineste lille café, der hedder Tante T. Her har jeg tilbragt eftermiddagen i gode kollegaers hyggelige selskab.
Caféens Interiør er et sammensurium af gamle møbler, lamper, puder og ikke mindst billederne på væggen, som er familieportrætter fra gamle dage. Alt lige fra husets herre med hånden på avisen, til den lille purk i matrostøj. På toilettet hænger broderede, malede og udkårne versioner af det klassiske portræt af fiskeren med pibe i munden.
Du kan vælge mellem mere end hundrede forskellige teer, som bliver serveret i rigtige tekopper på fine gamle bakker. Til teen kan man vælge et udvalg af lækre boller, småkager, skærekager og lagkager. Alt sammen hjemmebagt i caféens lillebitte køkken. Vi valgte Tante T's kagebord, som er et udvalg af lidt af hvert. Vi fik en tebolle med lemoncurd, æblekage med creme fraiche, chokoladelagkage med flødeskum, citronmåne og småkager.
For dælen det var godt (og også lidt overvældende nu hvor sukkeret ruller i årene)!
Tante T er helt sikkert er besøg værd og jeg anbefaler det hermed hjerteligt. Det kan anbefales at bestille bord i forvejen.

søndag den 21. april 2013

Finske farver




Da min mor og jeg var i Finland for nylig, shoppede jeg en del finske souvenirs med hjem. Jeg købte finsk lakrids, fine postkort med Mumitrolde, Koskenkorva (finsk brændevin) og en sød Fiskarssaks (med Mumimotiv) til min strikketaske.
Jeg købte også et stykke Marimekko tekstil, som jeg havde en ganske særlig plan med. Jeg valgte det farverige tekstil "Vattenblänk" som er designet af Astrid Sylwan.
I Iittala-butikken, der ligesom Marimekko-butikken lå, på Esplanaden købte jeg en fin lyserød opsats i glas, der matcher tekstilet.
I dag har jeg endelig fået taget mig sammen til at føre min plan ud i livet. Jeg har købt et lærred i 80x80 cm til en billig penge i Søstrene Grene og forsynet med en hæftemaskine fik jeg spændt tekstilet ud over lærredet. Det blev supergodt synes jeg.
Nu hænger det bag spisebordet og pynter i stedet for solsikkebilledet, som har hængt der i 10 år. Et pænt billede, men forandring fryder.
På bordet står min lyserøde opsats pt. fyldt med Wasabinødder som ingen kan li'. Men de er pæne...

fredag den 19. april 2013

Fredagsforkælelser




I dag er der sket noget helt uhørt! Noget, der er SÅ sjældent, at jeg knap kan huske hvornår det sidst skete.
Jeg har haft alenetid! Som i: at-have-tidligt-fri-og-begge-børn-er-hos-legekammerater-og-mand-er-på-job-alenetid!
Jeg benyttede straks chancen og nød et tiltrængt besøg hos frisøren. Selv om det måske ikke ser sådan ud, så klippede frisøren utroligt meget af mit hår. Måske ikke i længden, men mere i mængden, da jeg fik klippet håret i etager.
Når man sidder der i frisørstolen med kraftig spot på foran et megaspejl, ja så synes jeg godt nok at mit hår er blevet mørkt. Der er ikke meget af fordums tiders blondine tilbage. Det skulle da lige være i form af de "lyse striber" der titter frem. Hmm.
Bagefter provianterede jeg den obligatoriske fredagsslik og blev fristet af et bundt smukke orange gerbera. De står nu og pynter for vildt i min Grass vase.
Jeg er meget øm overfor min vase, da jeg er nervøs for at græsstråene knækker af ved et uheld. Den har derfor primært levet sit liv øverst på en reol. Men nu vover jeg pelsen og har stillet den midt på øretævernes holdeplads: spisebordet!
Jeg krydser fingre for at den overlever og nyder synet så længe.

onsdag den 17. april 2013

En meget lykkelig pige

I mandags opfyldte vi en stor drøm for Maja: En ny cykel! En STOR cykel med 3 gear og hele moletjavsen.
Hun har længe ønsket sig en ny cykel, for den gamle var blevet (alt) for lille. Vi har været lidt længe om nyanskaffelsen, for det har det jo været vinter for evigt og dels har vi nok en teori om, at det er bedre at have en lidt for lille cykel når man stadig er usikker i trafikken.
Men nu gik den altså ikke længere, så hun gik fra en 16" brugt cykel til en 20" spritny, lyserød herlighed. Hun er simpelthen bare så lykkelig og fortæller hele tiden hvor glad hun er for den.
Mille tog det pænt, at storesøster blev opgraderet udi transportmiddel, men fik da tiltusket sig en bamse.
Vi har nu været ude at cykle aftenstur to dage i træk og det går bare der ud af. Maja orienterer os, hver gang hun skifter gear: "nu tager jeg lige anden...". Bekymringer er der dog også: "Kan man reparere gearet hvis det går i stykker". Pyhh, det kan man!
Forleden cyklede vi ud på en nærliggende motorvejsbro og pigerne vinkede til billisterne. Rigtig mange var søde at vinke igen og flere dyttede til tøsernes store fornøjelse. I går cyklede vi op til Rasmus´ lager og så på Labudstyrs efterhånden ret omfattende lager. Maja drøner derud af, mens MIlle tager den i et mere alstadigt tempo sammen med mor.
Jo, det er åbenbart meget stort for en 7-årig af få en splinterny cykel. Med gear!

mandag den 15. april 2013

Min nye assistent



Da lockouten jo nu kører på tredje uge er det for alvor blevet svært at få kabalen til at gå op herhjemme. I dag har jeg derfor været nødsaget til at tage Maja med på job.
Jeg forsynede hende med en pc, samt et ark med opgaver og så sad hun ellers stille og roligt og passede sig selv. Vi tog dog også en runde på Rådhuset, bl.a. til Kantinen, hvor vi købte en bolle. Det store hit er også en tur med den stedsegående elevator. Specielt når man kører "for langt" og den skifter retning på lofte og kælder. På turen vinkede vi også til borgmesteren, som også skulle med. Han måtte pænt vente på næste stol, for her kom Møller & Møller.
Nu er min far kommet og vil nu underholde Maja ude i byen et par timer. Derefter spiser vi frokost sammen i Rådhusets kantine.
Så er planen at tage en tørn mere og så flexe lidt tidligt ud.
I morgen og fredag kan hun komme i skole og torsdag holder jeg fri. Onsdag er vi på skideren...

Update:
Svigermor Birthe er ringet ind fra Slagelse, så onsdagens kabale er gået op. Nu har jeg langtidsplanlagt de næste par uger, for der er jo tilsyneladende ingen ende på Lockouten foreløbigt.

søndag den 14. april 2013

Bålsuppe

Vi har næsten altid bål, når vi er i sommerhuset, når vejret altså er til det. I dag er det flot vejr, kun forstyrret af en lille brise. Men sommerhuset ligger højt, så der er næsten altid lidt vind fra fjorden. Heldigvis tager vores (høje) træer det meste.
I dag har vi lavet suppe over bål til frokost. Jeg har på diverse loppemarkeder, suppleret med grej fra min mor, fået mig en god samling af støbejernsgryder og -pander, som er særdeles velegnet til bål. Risten fra en gammel kassegrill udgør "kogepladen".
Vi tog en pakke bacon og svitsede i gryden i lidt olie. Derefter tilsatte vi løg, hvidløg, gulerødder, peberfrugt og bladselleri i tern. Efter at grønsagerne havde svitset med en stund, tilsatte vi to dåser hakkede tomater, ca. 1 l vand og lidt oregano. Vi lod det komme i kog og efter ca. 15-20 minutter puttede vi ca. 1 1/2 dl suppehorn i.
Efter yderligere 15 minutter var suppen klar og vi spiste til vi var revnefærdige.
Jeg overvejer nu, at lave pandekager på eftervarmen.

Gåtur på tomandshånd



I denne weekend er vi i sommerhus. Vi kom i fredags til et dejligt varmt hus. Man kan godt mærke, at frosten har sluppet taget.
I går var vi i Stillinge Stand, hvor vi fejrede Birthes fødselsdag.
Rasmus og jeg fik mulighed for at gå en tur på den nærliggende mark, for at lede efter oldsager. Vi havde dog ikke det store held med os denne gang og fandt "kun" et forstenet søpindsvin langt inde på marken.
Vi nåede også forbi et fint offentligt shelter, hvor vi vil prøve at overnatte med ungerne til sommer.
Vi sluttede af ved Storebæltskysten, hvor der stod en bænk med den fineste udsigt. Det var et helt Skagensmaler'sk motiv synes jeg, da lyset var meget specielt.
Det var dejligt med en gåtur hånd i hånd, hvor snakken gik om løst og fast. Det er ikke ofte, at vi får mulighed for at tale i hele sætninger til hinanden.
Man skal jo sætte pris på de små ting her i livet.

lørdag den 13. april 2013

Generalforsamling

Her til formiddag er jeg til den årlige generalforsamling i Vellerup Sommerbys grundejerforening.
Jeg møder troligt op hvert år. Er det mon fordi, at jeg har en særlig interesse i regnskaber, budgetter og takstblade? Egentlig ikke, men det er meget tiltalende at sidde i en forsamling, hvor ens blotte tilstedeværelse trækker gennemsnitsalderen ned med adskillige procent. Jeg føler mig simpelthen så ung!
Ej, spøg til side. Jeg synes, at det er interessant (og vigtigt) at følge lidt med heroppe. Desuden har jeg selv haft et forslag oppe for to år siden, som jeg holder lidt øje med udviklingen af.
Og så er det ellers altid spændende at nå til punktet Eventuelt. Her kan alt ske. Her er ordet frit og folk kan få afløb for indestængte frustrationer over campingvogne, hunde, høje træer og hvad der ellers trykker den enkelte.
Jo, det er altid morsomt at være til generalforsamling.

fredag den 12. april 2013

Skoleduks

Tak for kaffe!

Vi er jo de lykkelige ejere af ikke mindre end to Nespresso Pixie kaffemaskiner. Én hjemme og én i sommerhuset.
Vi bruger dem hver dag og så ryger der altså nogle kapsler igennem. Så ca. hver anden måned bestiller vi en stak kapsler. Jeg foretrækker helt klart at købe dem på nettet og få dem leveret hjem.
Jeg har også flere gange købt kapsler i Nespresso butikken i Kristen Bernikowsgade i Indre By, men det er altså ikke lige mig. Butikken er meget eksklusiv og der er næsten flere ansatte end kunder (og dem er der ellers mange af). De har en ansat, som giver folk deres kø-nummer i hånden, så man ikke skal trække den selv (!?). De er også überhøflige og siger De, Dem og Deres.
Jeg føler mig ikke helt hjemme blandt alle pelsfrakkerne, men kaffen vil jeg jo gerne ha'!
Men et par klik på nettet og så er der kaffe dagen efter, det' lige mig!