søndag den 14. april 2013

Bålsuppe

Vi har næsten altid bål, når vi er i sommerhuset, når vejret altså er til det. I dag er det flot vejr, kun forstyrret af en lille brise. Men sommerhuset ligger højt, så der er næsten altid lidt vind fra fjorden. Heldigvis tager vores (høje) træer det meste.
I dag har vi lavet suppe over bål til frokost. Jeg har på diverse loppemarkeder, suppleret med grej fra min mor, fået mig en god samling af støbejernsgryder og -pander, som er særdeles velegnet til bål. Risten fra en gammel kassegrill udgør "kogepladen".
Vi tog en pakke bacon og svitsede i gryden i lidt olie. Derefter tilsatte vi løg, hvidløg, gulerødder, peberfrugt og bladselleri i tern. Efter at grønsagerne havde svitset med en stund, tilsatte vi to dåser hakkede tomater, ca. 1 l vand og lidt oregano. Vi lod det komme i kog og efter ca. 15-20 minutter puttede vi ca. 1 1/2 dl suppehorn i.
Efter yderligere 15 minutter var suppen klar og vi spiste til vi var revnefærdige.
Jeg overvejer nu, at lave pandekager på eftervarmen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar