fredag den 19. april 2013

Fredagsforkælelser




I dag er der sket noget helt uhørt! Noget, der er SÅ sjældent, at jeg knap kan huske hvornår det sidst skete.
Jeg har haft alenetid! Som i: at-have-tidligt-fri-og-begge-børn-er-hos-legekammerater-og-mand-er-på-job-alenetid!
Jeg benyttede straks chancen og nød et tiltrængt besøg hos frisøren. Selv om det måske ikke ser sådan ud, så klippede frisøren utroligt meget af mit hår. Måske ikke i længden, men mere i mængden, da jeg fik klippet håret i etager.
Når man sidder der i frisørstolen med kraftig spot på foran et megaspejl, ja så synes jeg godt nok at mit hår er blevet mørkt. Der er ikke meget af fordums tiders blondine tilbage. Det skulle da lige være i form af de "lyse striber" der titter frem. Hmm.
Bagefter provianterede jeg den obligatoriske fredagsslik og blev fristet af et bundt smukke orange gerbera. De står nu og pynter for vildt i min Grass vase.
Jeg er meget øm overfor min vase, da jeg er nervøs for at græsstråene knækker af ved et uheld. Den har derfor primært levet sit liv øverst på en reol. Men nu vover jeg pelsen og har stillet den midt på øretævernes holdeplads: spisebordet!
Jeg krydser fingre for at den overlever og nyder synet så længe.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar