tirsdag den 30. april 2013

Frokost i Vellerup

 
Også i dag har jeg fridag. Den bliver primært brugt til praktiske gøremål såsom tøjvask og indkøb. Jeg har dog også været et smut i sommerhuset med den føromtalte nye gamle stol.
Det tager omtrent 40-45 minutter at køre derop og det regner vi ikke for noget. Det meste af turen foregår på motorvej. Ikke det mest spændende, dog hurtigt og effektivt. Men når du drejer af ved Gevninge, ja så er du på landet med det samme. Først kører man ad Hornsherredvej langs den smukke Roskilde Fjord. Derefter kører man igennem Lyndby, hvor vi altid holder øje med fritgående høns. I udkanten af Lyndby er der også nogle der holder geder.
Så går turen ind i landet ad Karlebyvej først igennem Lille Karleby, dernæst gennem Store Karleby. Her er der fri kig til en åben kostald og til de mange sortbrogede køer på marken bagved.
Næste by er Kirke Hyllinge, hvor man kan proviantere i Superbest og Fakta. Her kører vi videre ad Nørre Hyllingevej gennem den lille flække Nørre Hyllinge, hvorefter vejen ændrer navn til Vellerupvej. Den fører os videre gennem Egholm Skov og ned til et smukt kig over Vellerup Vig. Så er det opad bakke til et 90 graders venstresving ind i landsbyen Vellerup. Her tager man turen op gennem "karusellen" og ender på Nordvejen, hvor Vellerup Sommerby breder sig på vestre side helt ned til Isefjorden.
SÅ er jeg fremme! Og nyder den medbragte frokost i vores skønne oase inden turen atter går hjem.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar