fredag den 31. maj 2013

Ikke den værste måde at bruge fredag aften på


Kold øl i solskinnet på Hvidovre Stadion mens hjemmeholdet fører 5-0 over Herlev!

Update: vi vandt 6-0!

Hus til salg på godt og ondt

Jeg elsker mit lille hus og min lille have. På mange måder er det trist, at vi (vel) på et tidspunkt får det solgt, for det er udelukkende de manglede 20-30 m2 samt et ekstra toilet der gør, at vi vil/ skal/ bliver nødt til at komme videre. Vi har ikke umiddelbart mod på at bygge ud.
Der er, og har været gennem hele forløbet, mange fremvisninger på huset og tilbagemeldingerne er langt overvejende positive. Men folk er ikke købsklare, på trods af, at de kigger på hus. Langt de fleste har endnu ikke solgt deres eget, ja flere har endog slet ikke sat deres eget til salg endnu.
Det er slet ikke som da vi selv købte i 2003. Der skulle man den eddersprøjteme være hurtig. Men krisen kradser stadig og folk (og bankerne) er meget forsigtige og så sandelig ude i god tid.
Nogen gange er vi bare SÅ trætte af at være til salg og SÅ trætte af useriøse osere. Mentalt er vi jo klar til at komme videre. Ejendomsmægleren er dog meget fortrøstningsfuld og i næste uge er da der også både en fremvisning og et åbent hus.
Men lige sådan en dag som i dag, hvor livet nydes vandret i haven, ja så har jeg faktisk slet ikke så travlt med at flytte.

På job i bil...



... for første gang!
Maja skal have lavet nyt pas i dag, så jeg skal hurtigt ud af røret, hente Maja i en fart og videre til det lokale rådhus, hvor vi har en tid kl. 13.15. De kommunale åbningstider er altså noget hø for det arbejdende folk!
Derfor har jeg taget bilen i dag, i håbet om at det går hurtigere. Nok ikke på strækningen fra Frederiksberg til skolen, men nok snarere fra skolen til rådhuset. Jeg flekser ud tidligt og Maja har tidligt fri pga. af niende klassernes sidste skoledag, så vi når det nok.
Min debut fandt sted i overordentlig træg trafik på Gl. Køge Landevej, der skyldes vejarbejde på Kalvebodbroen. Men hvad gør det at køre langsomt, når man har taget nede! Superlækkert med sol på næsen og vind i håret.
Det kan ikke være nemmere at køre hjemme fra os og ind til Frederiksberg Rådhus. Du skal bare lige ud af Gl. Køge Landevej indtil du skal dreje til højre af Smallegade. Så er du der. Det er forøvrigt samme rute som når jeg cykler. Fra næste uge, når jeg starter på min nye arbejdsplads, skal jeg blot fortsætte forbi Smallegade og i stedet for dreje til venstre ned af Finsensvej en smule længere fremme. Stadig meget nemt.
Parkeringen var også en leg. Jeg har købt en dags-licens på nettet til 35 kr og der var fint plads til at holde lige bag ved rådhuset. Her kan jeg nu holde øje med kareten fra mit kontor.
Ikke dårligt, slet ikke dårligt.
Meen, på mandag er det altså Silver igen. Hvis det ikke regner...

onsdag den 29. maj 2013

Flere Selbu-knapper og 20% af en Marius-kofte

SÅ skete miraklet, jeg har i dag modtaget mine 25 Selbu-knapper med posten! Måske skulle jeg købe en lotto-kupon?
De ryger dog direkte på knappe-lageret, for p.t. har jeg jo ikke længere akut brug for dem. Men det skal nok komme. Jeg kunne sagtens finde på at strikke flere kofter til mig selv. Men først er det ungernes tur. Jeg er allerede godt i gang med bolen til Majas Marius-kofte og skal snart i gang med mønsterdelen. Koften bliver grå med hvidt mønster med detaljer i lys lilla. De klassiske farver er blå grundfarve og hvidt mønster med detaljer i rød. Jeg går dog her efter et mere piget look.
Den skal nok blive fin, jeg nyder i hvert fald at strikke den.

mandag den 27. maj 2013

Dyr IKEA-tur

Lige så billig sidste uges tur til IKEA var, ligeså dyr blev den i dag. For i dag bestilte og betalte vi vores nye køkken til sommerhuset. Om en uges tid bliver det leveret og så skal det gamle køkken rives ned og det nye smækkes op. Vores søde svoger John hjælper os med monteringen, således at det både bliver lige, kan åbne og lukke og alt muligt andet godt.
Det bliver fabelagtigt!

Hjemmearbejdsdag er skønt...

... på flere måder. Dels er der ro og fred til at få løst dagens arbejdsopgaver og dels kan man også få gnavet sig ind på den evigt tilbagevendende ophobning af vasketøj.
P.t. snurrer vaskemaskinen med dagens tredje vask og snavsetøjskurven er nu tom! Og sørme om ikke også arbejdet flyver fra hånden.
Hopla!
 

Telemarks-koften er færdig!!!





Endelig, endelig, endelig er min Telemarkskofte helt færdig! Der er syet de flotteste tin-knapper i og koften er nu vasket og tør og klar til brug. Faktisk har jeg den allerede på. Jeg arbejder hjemme i dag og så er det rart at putte sig i varm uld. Jeg har også hjemmestrikkede stømper på. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne fremstille noget kønt OG anvendeligt.
Jeg startede på koften søndag d. 6. januar 2013 og i midten af marts var strikke- og monteringsarbejdet færdigt. I tiden frem til d. 23. maj, hvor jeg fik Selbu-knapperne fra Heidi, lå koften bare i bunden af skabet og afventede videre arbejde. To måneder!
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle være så svært at skaffe knapperne. Ifølge den danske forhandler har der vistnok været noget i vejen med producentes knappemaskine. Men alligevel. Jeg havde min indledende knappe-kontakt i januar og i skrivende stund har jeg stadig ikke modaget knapperne derfra.
Måske er jeg krakilsk og kunne bare have fundet mig nogle andre knapper? Men nej, jeg er en meget stædig person og det skulle være Selbu-knapper, da det passer perfekt til koften, hvor Selbu-mønstret også indgår. Sgu!
De knapper som Redningskvinden Heidi sendte mig er heldigvis überlækre. De er nemlig håndlavede af firmaet Tinn Per. Så det er flaks i uflaks som man siger på norsk (red.: held i uheld)
Min kofte er helt perfekt og jeg er superglad for den!
Jeg er straks gået i gang med endnu en. Denne gang en kofte til Maja. Og jeg HAR knapper til den! Flere forskellige slags faktisk...

søndag den 26. maj 2013

Udsigten fra min seng

Vi har, som formentlig de fleste andre børnefamilier, en travl hverdag med job, skole, fritidsaktiviteter og huslige pligter. Der er derfor ikke meget kvalitetstid til overs i hverdagen.
Men når vi er i sommmerhuset, handler det om at være sammen som familie. Vi tager på udflugter, vi bager kager, vi har bål osv. osv. Intet man ikke også kunne gøre derhjemme. For os kommer det dog der altid til at handle om rengøring, tøjvask og andre praktiske gøremål. Derfor "flygter" vi herop.
Vi sover jo også sammen alle fire. Om vinter-halvåret i huset og i sommer-halvåret i annekset. Det er super-hyggeligt og giver en helt speciel følelse af nærhed. I går vågnede jeg ved, at Mille gav mig et kæmpe kram. I dag er jeg vågnet først og ligger og betragter mine sovende unger, der ligger en meter væk. Om lidt vågner de og kommer over til mig og putter.
Dét er kvalitetstid!

lørdag den 25. maj 2013

Tur til badebroen

Vellerup Sommerby har en badebro, som bliver sat op hvert forår og nedtaget hvert efterår af et gævt badebros-laug.
Badebroen er netop blevet sat op for denne sæson og pigerne og jeg kørte en tur derned efter aftensmaden. Det er altid hyggeligt med en tur til vandet og badebroen er bare endnu en god kilde til leg for pigerne.
Jeg havde også taget lidt kiks og cola med, som vi hyggede os med på toppen af en stor sten med flot udsigt over Isefjorden.
Vi håber nu, at sommeren bliver lang og varm, således at vi kan tage mange svømmeturer fra den fine badebro i år.

Landingsplads

Om præcis to sekunder lander jeg der!

Hæklet dukketæppe

Så blev jeg færdig med det hæklede dukketæppe til den nyistandsatte dukkeseng i sommerhuset.
Dukketæppet er lavet af 42 hæklede oldemorfirkanter i fire farvekombinationer med en råhvid kant yderst. Jeg kan oplyse, at 42 hæklede lapper forøvrigt genererer 252 garnender der skal hæftes. Rimeligt kedeligt.
Jeg har syet alle lapperne sammen (6x7 lapper) og sluttet af med at hækle en omgang stangmaskegrupper og til sidst en tungekant ligeledes af stangmasker.
Jeg er meget tilfreds med resultatet og håber, at pigerne kan bruge tæppet i deres leg.

Pavlova


I går havde jeg to kollegaer til middag. Rasmus og børnene blev sendt i sommerhus, så vi kunne sludre i ro og fred.
Jeg lavede en tre-rettes menu til mine gæster bestående af tapas til forret, ristaffel til hovedret og pavlova til dessert. Den røde tråd var "verden rundt": spansk tapas, asiatisk ristaffel og pavlovaen er vist New Zealandsk og er inspireret af en russisk balletdanserinde.
Det var første gang jeg lavede en pavlova, så jeg var spændt på resultatet. Den består af af en marengsbund med flødecreme (flødeskum med vanille og flormelis), jordbær og blåbær samt pyntet med revet øko-appelsinskal.
Jeg fandt opskriften på Mad & Boligs hjemmeside.
Middagen var en stor succes og pavlovaen smagte fantastisk.

fredag den 24. maj 2013

Nyt liv til genbrugs-rygsækken

For noget tid siden købte jeg en Noa Noa børnerygsæk på Skibby Genbrugsplads. Jeg ved ikke helt hvad jeg gav for den, for derude handler man i bunker. Men meget mere end 5-10 kr blev den vist ikke takseret til.
Den var ganske vist falmet og plettet og manglede en knap, men jeg kunne mægtig godt lide detaljerne på den og synes at den har et fint vintage-look.
Jeg købte en pakke grå Dylon-farve i Matas og farvede rygsækken efter anvisningerne på pakken. Resultatet blev rigtig godt, specielt da syningerne beholdt den originale orange farve.
Jeg tilføjede tre norske Peer Gynt knapper og nu er rygsækken atter klar til tur.
Den skal bo i sommerhuset, hvor den forhåbentligt skal med på mange udflugter denne sommer.

Hey ho Silver!


Som jeg tidligere har nævnt, er jeg begyndt at cykle på arbejde. Jeg oksede afsted på min damecykel med to kurve og jeg ved ikke hvad. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg helt kunne finde glæden ved denne transportform. Måske som følge af fadæsen på Valby Bakke eller det faktum, at jeg blev overhalet konstant. Jeg ved godt, at det ikke en fartkonkurrence, men det gør intet godt for selvtilliden af blive overhalet af Oldemor gang på gang.
Så noget måtte gøres.
Da vi kom hjem efter vores skønne Oslo-tur i mandags fik jeg pludselig en trang til at cykle en tur (langt-ophold-med-familien-i-lille-kahyt-syndrom?) og hentede et klenodie fra min ungdom frem fra skuret: Min elskede racercykel, en sølvfarvet Centurion Super Elite med 14 gear, som jeg købte i 1992. Ja, den er altså over 20 år gammel, men har ikke været brugt mange gange de sidste 10 år. Den har simpelthen ikke været praktisk nok. Men jeg har altid passet godt på den.
Og nu er min kære Silver så kommet frem i lyset igen og gensynsglæden er stor. Nu cykler jeg på den på arbejde og hu hej hvor det går! Af banen Oldemor!
Nej, sådan er det ikke helt, men er du gal, hvor den cykel højner køreglæden. P.t. kører jeg med en rygsæk på, men jeg har planer om at få monteret en bagagebærer på sadelpinden. Lidt praktisk må den trods alt gerne være, så der er plads til dametasken og grej.

Pligten kalder!



I går var der officiel åbning af min nye arbejdsplads, Frederiksberg Kommunes AkademikerCenter. Alle pingerne fra Jobcenter-verdenen var inviteret til reception sammen med repræsentanter fra de akademiske a-kasser og faglige organisationer, samt andre samarbejdspartnere. Og selvfølgelig de fem ansatte, herunder moi.
Da jeg kom, var bandet ved at varme op. Da jeg satte min taske tænke jeg, at det var dog lige godt pokkers som det lød som Magtens Korridorer. Det viste sig ikke at være helt galt, for det VAR såmænd den karakteristiske Johan Olsen og hans andet band Pligten Kalder, der skulle spille.
De var supergode entertainere og receptionen var en stor succés.
Mine nye kollegaer er supersøde og jeg glæder mig til at starte!

torsdag den 23. maj 2013

Selbu-knapper i hus!

SÅ fik jeg endelig mine Selbu-knapper! Ikke hvor jeg har bestilt og betalt dem, næh nej, de er skam ikke kommet endnu.
Nej, denne sending har min søde norske Au Pair-mor Heidi sendt mig som en gave. Vi mailede sammen i forbindelse med vores Oslo-tur i weekenden og der fortalte jeg hende om min Selbu-knappe-krise. Hun skrev tilbage, at hun gerne ville finde nogle til mig. Deroppe kan de købes i enhver strikkeforretning.
Og i dag kom de så. Nu skal jeg sy dem i, vaske trøjen og så er min Telemarks-kofte endelig, endelig færdig. Og klar til sommeren...(!??!)

onsdag den 22. maj 2013

Billig IKEA-tur

Vi tilbragte jo eftermiddagen i går i IKEA. Det skete noget helt utroligt: vi købte ikke noget. Nada! Altså udover de obligatoriske kødboller og vaffelis. Men ingen servietter, batterier eller bras.
Vi kommer dog snart til at finde gysserne frem, for vi fik planlagt og tegnet vores nye sommerhus-køkken. Nu skal det sådan set bare bestilles og så ruller 1000-kronerne.
Vi har bevidst valgt et IKEA-køkken, da det bare dur. De giver desuden 25 års garanti.
Vi er superglade for det IKEA-køkken vi har hjemme og glæder os til at få endnu et. Vi skal også have nye hårde hvidevarer, inkl. en opvaskevaske, som virkelig kommer til at gøre en forskel for os i sommerhuset.
I starten synes vi (jeg) at det var meget hyggeligt og sommerhus-agtigt at vaske op i hånden. Det stemning gik hurtigt over. Nu synes jeg, at vi vasker op hele tiden. Og gør vi ikke det, ja så skal vi se på opvasken der står og venter. Så det bliver skønt at slippe for manuel opvask.
Det var forøvrigt ikke ilde at tilbringe bryllupsdagen i IKEA. Vi fik passet ungerne i Småland i to timer (de elsker det!) mens vi så i ro og fred kunne shoppe køkken i fred og ro.
Ren win-win.

tirsdag den 21. maj 2013

Bronzebryllup
















Ja, det hedder det åbenbart når man har været gift i otte år. Og det har vi sørme i dag, så det er altså vores bronzebryllupsdag i dag.
Vi synes selv, at det er godt gået, men kan ikke helt forstå, at der allerede er gået otte år. Det må skyldes det gode selskab :-)
Døgnet har ikke helt nok timer i øjeblikket, så vi har i fuld enighed besluttet, at vi ikke  behøver at fejre det i stor stil. Eftermiddagen skal nemlig tilbringes i IKEA, da vi skal se på køkken til sommerhuset. Et projekt vi har talt om i årevis, som nu skal føres ud i livet
Rasmus har dog galant lovet, at han gir' en hotdog derude! Jo jo, jeg skød sgu papegøjen den dag for otte år siden...

søndag den 19. maj 2013

Boblebad og børnedrinks



Det er gået op for os, at det formentlig er første gang vi er med Crown Seaways. Vi har været af sted til Oslo mange gange før, men det har vist tilfældigvis altid været med Pearl Seaways. Der er sikkert ikke mange forskelle, men én af dem findes i svømmehallen. Eller hallen og hallen, det er vist for meget sagt, men allright, svømmeområdet er mere end fint, særligt i børnehøjde. Den bedste svømmehal er helt sikkert her ombord på Crown Seaways, hvor der udover et lille almindeligt bassin med en vanddybde på 1,80 m og et boblebad, også er to små bassiner til mindre børn, samt et vandlegeområde til både store og små. I omklædningsrummet er der desuden sauna.
Vi nød at få vasket dagens støv af os og det var helt livgivende at sidde i det varme boblebad.
Efter aftensmaden gik vi op til Columbus Bar på dæk ni, hvor vi alle fik en fin (børne-)drink. Ungerne vandt 40 kr i hestevæddeløb (skal formøbles i morgen) og vi sluttede aftenen af med en sving-om da bandet spillede op til dans.
Nu sover ungerne sødt i køjerne og vi andre er sådan set villige til at følge trop.

Skøn dag på Bygdøy

Så er vi tilbage på skibet efter en herlig dag i Oslo.
Færgen lagde til land kl. 09.45 og vi gik derefter ind til Aker Brygge og tog den lille båd til Bygdøy. Vi gik målrettet mod Kon Tiki-museet, som ligger på Bygdøynes et par minutters gang fra bådens stoppested. Vi fik set selveste Kon Tiki flåden, et imponerende syn og lidt vildt at stå ved siden af den selvsamme tømmerflåde som krydsede Stillehavet fra Peru til Polynesien. Den var umiddelbart større end vi troede.
Vi fik også set den originale, Oscarvindende film om færden. Den var rigtig spændende (selv om Mille tog sig en lille lur i mens).
Vi så også RA II og resten af udstillingen, der ærligt talt trænger til en kærlig hånd. Men det er vist også på tegnebrættet. Kon Tiki er i hvert fald netop blevet sat i stand fra top til tå.
Nu var det efterhånden blevet frokosttid og vi satte os med vores medbragte mad på et nærliggende bord-bænkesæt. Vejret var fabelagtigt og vi spiste frokost med den flotteste udsigt længe.
Så fik vi piger lyst til en soppetur i det kølige (kolde!) vand. Rasmus gik en tur rundt om museerne i mens.
Derefter tog vi turen tilbage til Aker Brygge, hvor vi købte en is, som blev fortæret på turen tilbage til Oslo-båden.
Vi har haft en supergod dag, som denne gang primært blev tilbragt på Bygdøy. Vi nåede ikke Fram-museet denne gang og heller ej en tur til Operaen. Det må vi have til gode en anden gang. Vi bliver heldigvis aldrig træt af at komme til Oslo.

Danmark vinder det europæiske melodi grand prix

Hvor var du da Danmark vandt melodi grand prix'et i 2013?
Dette er en begivenhed som de fleste danskere kan huske hele livet. Sidste gang Danmark vandt husker jeg tydeligt. Sus og jeg havde besøg af Anni i vores lejlighed i Avedøre. Jeg brokkede mig i øvrigt højlydt da Bdr. Olsen gik på scenen - jeg vurderede totalt fejlagtigt at vi var chanceløse med de to gamle mænd. Men dengang vandt vi ligesom vi gjorde for halvanden time siden for kun tredje gang nogensinde!
Vi er på Oslofærgen! Vi er ude på havet!
Mille og Maja holdte sig vågne til Danmarks sang som nr. 18. Vi gik derefter ned i vores kahyt og puttede ungerne. Sus blev hos pigerne mens jeg listede mig tilbage til storskærmen og baren i færgens diskotek. Der var masser af danskere, nordmænd og råbende briter. Sikke en fest - bare ærgerligt at jeg ikke havde familien med.
Sus blev naturligvis vækket, men hun var dog allerede informeret om sejren via Breakning news SMS fra Politiken. Det betød nu ikke at Sus slap for at høre alle detaljer fra afstemningen.
En dejlig afslutning på endnu en dejlig dag.

lørdag den 18. maj 2013

En sjov aften ombord

Så er ungerne lagt til køjs efter en sjov og begivenhedsrig aften ombord på Crown Seaways.
Umiddelbart efter afgangen fra København købte vi et Aktivitetskort til ungerne. Her fik de bla. to poletter til Bamsemaskinen, eller penge-røveren som Rasmus kalder den. Og de fik da heller ikke en bamse på krogen.
Næste stop var en is efter eget valg i Adventures Club. I dette område er der en svømmehal og et aktivitetsområde for børn.
Efter aftensmaden deltog ungerne i en skattejagt, hvor man skulle finde poster rundt om på skibet. Derefter var der lodtrækning og sørme om ikke Mille var så heldig at vinde en havfrue-dukke.
På aktivitetskortet var der også to billetter til et hestevæddeløb, hvor Maja var heldig at vinde 30 kr.
Rasmus og jeg nød en kold øl mens ungerne hyggede sig med skibets "pirater".
Sidste del af aftenen tilbragte vi i Sky Club på dæk ni, hvor de viste Melodi Grand Prix-finalen på storskærm. Vi blev og så til og med sang nr. 18, som var Danmark. Så var det i den grad sengetid for tøserne, da klokken var blevet 22.30.
Da ungerne var puttet gik Rasmus tilbage og så finalen. Jeg selv var ikke helt utilfreds med at blive i kahytten. Jeg kunne også mærke at vi havde haft en lang, men god aften om bord.