fredag den 24. maj 2013

Hey ho Silver!


Som jeg tidligere har nævnt, er jeg begyndt at cykle på arbejde. Jeg oksede afsted på min damecykel med to kurve og jeg ved ikke hvad. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg helt kunne finde glæden ved denne transportform. Måske som følge af fadæsen på Valby Bakke eller det faktum, at jeg blev overhalet konstant. Jeg ved godt, at det ikke en fartkonkurrence, men det gør intet godt for selvtilliden af blive overhalet af Oldemor gang på gang.
Så noget måtte gøres.
Da vi kom hjem efter vores skønne Oslo-tur i mandags fik jeg pludselig en trang til at cykle en tur (langt-ophold-med-familien-i-lille-kahyt-syndrom?) og hentede et klenodie fra min ungdom frem fra skuret: Min elskede racercykel, en sølvfarvet Centurion Super Elite med 14 gear, som jeg købte i 1992. Ja, den er altså over 20 år gammel, men har ikke været brugt mange gange de sidste 10 år. Den har simpelthen ikke været praktisk nok. Men jeg har altid passet godt på den.
Og nu er min kære Silver så kommet frem i lyset igen og gensynsglæden er stor. Nu cykler jeg på den på arbejde og hu hej hvor det går! Af banen Oldemor!
Nej, sådan er det ikke helt, men er du gal, hvor den cykel højner køreglæden. P.t. kører jeg med en rygsæk på, men jeg har planer om at få monteret en bagagebærer på sadelpinden. Lidt praktisk må den trods alt gerne være, så der er plads til dametasken og grej.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar