fredag den 31. maj 2013

På job i bil...



... for første gang!
Maja skal have lavet nyt pas i dag, så jeg skal hurtigt ud af røret, hente Maja i en fart og videre til det lokale rådhus, hvor vi har en tid kl. 13.15. De kommunale åbningstider er altså noget hø for det arbejdende folk!
Derfor har jeg taget bilen i dag, i håbet om at det går hurtigere. Nok ikke på strækningen fra Frederiksberg til skolen, men nok snarere fra skolen til rådhuset. Jeg flekser ud tidligt og Maja har tidligt fri pga. af niende klassernes sidste skoledag, så vi når det nok.
Min debut fandt sted i overordentlig træg trafik på Gl. Køge Landevej, der skyldes vejarbejde på Kalvebodbroen. Men hvad gør det at køre langsomt, når man har taget nede! Superlækkert med sol på næsen og vind i håret.
Det kan ikke være nemmere at køre hjemme fra os og ind til Frederiksberg Rådhus. Du skal bare lige ud af Gl. Køge Landevej indtil du skal dreje til højre af Smallegade. Så er du der. Det er forøvrigt samme rute som når jeg cykler. Fra næste uge, når jeg starter på min nye arbejdsplads, skal jeg blot fortsætte forbi Smallegade og i stedet for dreje til venstre ned af Finsensvej en smule længere fremme. Stadig meget nemt.
Parkeringen var også en leg. Jeg har købt en dags-licens på nettet til 35 kr og der var fint plads til at holde lige bag ved rådhuset. Her kan jeg nu holde øje med kareten fra mit kontor.
Ikke dårligt, slet ikke dårligt.
Meen, på mandag er det altså Silver igen. Hvis det ikke regner...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar