onsdag den 31. juli 2013

Ja tak!

Mens vi venter...

... på at skulle sydpå på badeferie med familien. Og egentlig venter vi nok også på at skulle ud af huset, for her er simpelthen så skrællet, at man stort set intet kan lave. Måltiderne indtages ved campingborde og børnene leger tappert på gulvet med hvad der er tilbage af unedpakket legetøj.
Vi tager derfor på udflugter. Desværre har vejret jo været ret utilregneligt de sidste par dage (sol-regn-sol-skybrud-sol) så hele dage ved stranden har ikke været en mulighed.
I stedet har vi kastet os over Københavns gratis tilbud. I går var vi i Havnebad for første gang nogensinde. Vi valgte Copencabana ved Fisketorvet, da der er et børnebassin på 0,70 cm. Udover børnebassinet er der et springbassin med 1, 2 og 3 meters vipper. Desuden er der et 25 meters bassin til svømmere. Alt sammen i det reneste havnevand (Øresund). En rigtig sjov oplevelse og så er det da for sejt at vandet er så rent i Københavns Havn at man kan bade i det. Bagefter kørte vi til Trianglen (igen) og købte Ben & Jerrys is som hele familien er vilde med.
I dag kørte vi til en bemandet legeplads på Elefantens Bastion på Christianshavns Vold. Her kastede tøserne sig straks over nogle cykler og susede afsted. Legepladsen havde mange tilbud såsom klatrestativer, boldbaner, gynger, svævebane, et stort "hamsterhjul", bordtennis m.v. Et rigtig godt og trygt sted. Vi blev der indtil et regnskyl satte en stopper for legen.
Det er egentlig mærkeligt, for jeg har været så glad for at bo her i vores lille hus og havde troet, at det ville være svært at skulle herfra. Men lige nu, efter mere end en uges intensiv pakning og flytning, er jeg helt klar på en ny (midlertidig) tilværelse. Faktisk må det gerne være lige om lidt. Det er det så heldigvis også.

tirsdag den 30. juli 2013

Familien er fuldtallig

Vi har hentet børnene hjem efter at de har tilbragt mere end en uge hos bedsteforældrene. De har hygget sig og badet, badet og atter badet. Vi var også en tur i Storebælt med dem i eftermiddags. En herlig badetur i vand på ca. 25 grader ifølge de lokale.
Da vi kom hjem inspicerede tøserne de tomme rum og Mille synes, at der var pænere nu end før. Hmrp!!! Man har sgu savnet den lille gavtyv og hendes sjove bemærkninger!
Pigerne har nu hver en madras, en sovepose og en lille balje med legetøj som deres jordiske ejendele inden vi snart begynder et nyt kapitel af vores liv med adresse i sommerhuset.
Det var superdejligt at gense vores unger og heldigvis var følelsen gengældt.
Nu sover de begge trygt og godt på deres værelse og jeg glæder mig allerede til at de kommer løbende ind til os i morgen tidlig.

mandag den 29. juli 2013

Flytte-føljetonen, del 9.






Søndagen blev brugt til at flytte møbler i varevognen. Vi fik hjælp af vores gode ven Lars, som ignorerede det meget varme vejr og i løbet af fem timer havde han og Rasmus flyttet det meste af vores habengut. En super hjælp.
Rasmus og jeg kørte (forhåbentligt) det sidste læs affald på genbrugpladsen. Her røg vores seng, som sang på sidste vers. Nu sover vi på madrasser på gulvet og jeg bruger noget så festligt som to rammer øl som sengebord.
Nu består hjemmet kun af de sidste livsnødvendigheder (bl.a. sofa, tv og Internet) og ting der skal med i sommerhuset.
Om eftermiddagen havde Lars' søde kone Lene inviteret på mad til de hårdtarbejdende flyttefolk. Superlækkert og lige hvad vi havde brug for.
Jeg er faktisk ret imponeret over, hvad vi har kunne nå på lidt over en uge. Dels har Rasmus og jeg virkelig knoklet på, dels har vi fået hjælp af min far og Lars og altafgørende har været, at børnene ikke har været hjemme. Det ville have været en helt anden proces og vi ville ikke have nået så langt som nu. En kæmpestor tak til Birthe og Torben for at have pigerne på ferie.
Vi skal forøvrigt hente dem i eftermiddag. Vi savner dem og har faktisk aldrig været adskilt fra dem så længe før.
Jeg er spændt på, hvad de siger til deres næsten tomme hjem.
Denne uge kommer til at gå med de sidste småting kombineret med hygge med ungerne. Torsdag kommer min mor og giver nok et nap med haven og rengøringen. Og så står den på solferie sydpå!

lørdag den 27. juli 2013

Flytte-føljetonen, del 8.

I dag fik vi, med min fars hjælp, fragtet langt de fleste flyttekasser til vores opmagasineringsrum. Det var rart at komme af med dem, for de fyldte godt alle vegne. Der blev også kørt endnu et læs på genbrugpladsen.
Eftermiddagen brugte vi på mange småprojekter såsom at få tømt børnenes tøjkommoder og få udpeget et udvalg af tøj, der skal med på stativer i sommerhuset. Vi har også fået klargjort til den helt store møbelflytning, som vores ven Lars hjælper os med i morgen.
Nu har vi slået stængerne op i sofaen og vil nyde en Gin & Tonic til et afsnit af "The Killing" på Netflix.
Vi synes, at vi fortjener det.

Ugens sladderhistorie...

... i Kig Ind, uge 16 1999 var en historie om, at kronprins Frederiks daværende kæreste Maria Montell kørte en rød VW Beetle og var flink nok til at holde tilbage for fodgængeren Rasmus Jepsen, der efterfølgende havde indsendt sin oplevelse til Kig Ind.
Sandheden bør frem her så mange år efter. Rasmus Jepsen er i virkeligheden min Rasmus. Han havde, under alias, pure opdigtet historien, der uden videre blev bragt i Kig Ind og som faktisk blev ugens sladderhistorie. Og Rasmus modtog et par uger efter en magnumflaske champagne som honorar.
Jamen altså! Det må være hårdt at være kendt, tænk hvor mange løgnehistorier, sladder og rygter de må stå model til. Hvad har Maria Montell ikke tænkt (hvis hun altså læste Kig Ind den uge)?
Det bør nævnes, at Rasmus Jepsen kort tid efter skrottede sin karriere som tabloidjournalist og slog sig ned som frysersælger i forstaden.

fredag den 26. juli 2013

Flytte-føljetonen, del 7.

Nu er børnenes værelset stort set ryddet og deres køjeseng er skilt ad. Nu må de sove på madrasser på gulvet resten af tid her i huset.
Vi holdt relativt tidligt fyraften i dag, da vi begynder at løbe tør for kræfter. Vi kørte en tur til Rødovre Centrum for at indkøbe badetøj til den forestående ferie i Portugal. Vi fandt begge badetøj og én af os gik da også tilbuds-shop-amok.
Vi var for første gang nogensinde på det trendy "Joe & the Juice", hvor vi fik en sandwich og selvfølgelig en juice. Jeg må sige, at jeg er svært skuffet over juicen. Sikke en gang tynd sjask, som tilmed var lunken. Sandwichen var ok, men jeg laver mig hellere selv en smoothie en anden gang. Måske var vi bare uheldige, men vi kommer nok ikke igen.
På vej hjem hentede vi varevognen så vi er klar til at flytte flyttekasser i morgen. Endelig.

Odin

I 90' erne interesserede jeg mig meget for nordisk mytologi. Ikke på den religiøse måde men mere pga. af det spændende univers der omgav aserne. Jeg læste mange bøger om emnet, gik med torshamre om halsen og skrev en stor opgave om nordisk mytologi på HF sammen med en klassekammerat. Vi interviewede blandt andet en forening af asatroende et eller andet sted i København. En spøjs oplevelse, hvor jeg husker, at flere af dem røg joints. Måske en nutidig parallel til vikingernes indtag af euforiserende svampe? Heldigvis var der ingen bersærkergang denne gang.
I dag genfandt jeg min gamle tegning af Odin, som jeg tegnede engang for længe siden. Tegningen er udateret, men den må være fra samme periode som ovenstående.
Ikke just et mesterværk, men jeg husker at jeg var tilfreds, og følte at jeg havde fået nedfældet min forestilling af Alfaderen med det ene øje og sit altgennemborende spyd Gungner.
Den ryger tilbage i gemmerne.

Flytte-føljetonen, del 6.

Vi har fyldte flyttekasser overalt nu og rodet begynder at blive ret uoverskueligt. Til gengæld er det vi mangler at pakke nu ved at kunne overskues. Kontoret skal pakkes færdigt i morgen og så skal vi have kigget på vores tøj. Hvad skal med og hvad skal ikke med. Resten skal nedpakkes således, at vi nemt kan få fat på det. Det kan sørme hurtigt blive vinter.
Men alt i alt er vi godt med og i morgen vil vi også begynde at skille møbler ad, hvor det er nødvendigt.
Aftenens udflugt gik til Østerbro, hvor vi spiste lækker thai-mad på Silom Thai Restaurant på Østerbrogade. Derefter gik vi ned til Trianglen, hvor man kan få "Byens billigste Ben & Jerrys is". Og jeg tror det er rigtigt, for vi fik hver et bæger med to KÆMPE kugler af den lækre is for kun 30 kr pr. næse. Mums!
Således veludstyret med is, slentrede vi tilbage mod bilen. Undervejs passerede vi Brumleby, som er et helt unikt sted og en stille oase midt i storbyen. Her står Christianiacyklerne parkeret ved hvert andet hus (snøft, såden én havde jeg engang), vasketøjet tørrer mellem træerne og bonderoserne står i flor. Ren idyl.
Brumleby blev opført af Lægeforeningen i årene 1853-1872 som sunde og billige boliger til arbejderklassen, som følge af den store koleraepidemi i 1853.
Vi kom også forbi Østerbro Stadion, et sted, som nok forlængst er blevet overskygget af sin storebror "Parken". Østerbro Stadion blev indviet i 1912 som landets første atletikstadion og senere ombygget til at også kunne rumme en fodboldbane for at aflaste Idrætsparkens græstæppe.
Ret interessant hvad man kan nå at opleve på en is' tid.

torsdag den 25. juli 2013

Flere minder...

Nu er vi nået til vores kontorhjørne, hvor mange sjove ting dukker op. Et fint scanningsbillede af Mille-mus inde i min mave og en "Wanted-plakat" jeg lavede af pigernes første pas-fotos, hvor de ærlig talt ligner noget der er løgn. Jeg husker, at vi fik taget billederne hos en fotohandler i Hvidovre Stationscenter og vi havde vores hyr med at få pigerne til at lade sig fotografere. Vi bestak dem med is og fik alligevel et skidt resultat. Heldigvis har de begge fået nye pas siden.
De nederste billeder viser en klassiker herhjemme. Det er et fødselsdagskort til mig fra Rasmus, som jeg fik på min 32 års fødselsdag i 2008: Et gratis go-card med et "thumbs up" motiv ("du er ok") og en personlig hilsen i et hastigt skraveret hjerte på bagsiden (skrevet med sprittusch): "Tillykke med f.dagen. Jeg elsker dig".
F.dagen??? Jo, altså der var ikke plads til at skrive fødselsdagen...
Godt, at han skriver at han elsker mig, for man kunne da ærlig talt blive i tvivl med sådan et kort.
Jeg mobber ham jævnligt med det, for det er da for grineren altså!

Memory Lane

Minderne vælder frem under nedpakning af vores 10 års liv her i huset.
Gamle billeder giver smil på læben, Majas første bograpport gir' anledning til et godt grin: Spørgsmål: "Var bogen let eller svær?". Majas svar: "Let. For jeg er jo så god til at læse". Jo jo, selvtilliden er i orden. Og ikke mindst vores magnet-samling vækker mange minder. En del af dem er købt på rejsemål og en del af dem er hjemmelavede med ting hjembragt fra ferier og oplevelser.
Det er faktisk blevet en tradition for os at hjembringe en magnet som, næst efter fotos, er den bedste souvenir synes vi.

onsdag den 24. juli 2013

Flytte-føljetonen, del 5.

I dag blev vi færdige med at pakke køkkenet ned. Nu er der kun det allermest nødvendige tilbage i skabene.
Rasmus fik derefter ryddet fyrrummet og jeg gik i krig i børneværelserne. Lidt grænseoverskridende når ungerne ikke er hjemme, men ikke destomindre nødvendigt.
For at undgå at drukne i fyldte affaldsposer læssede Rasmus Seat'en og tog en tur på genbrugpladsen.
Sidst på eftermiddagen kørte vi et stort flyttelæs til sommerhuset. Der var dejligt som altid og vi glæder os faktisk til at bo der i en længere periode.
Vi forkælede os selv med en burger med hjemmelavet Pulled Pork og øl inden turen gik "hjem" igen.

Endnu en fuglerede

Denne gang en svalerede. I sommerhuset. Sådan set hyggeligt nok, men vi kunne have ønsket en bedre placering. Den hænger nemlig lige op over havedøren, hvor vi går ind og ud hundrede gange om dagen.
Well, vi overlever nok. Men det kunne være, at man skulle overveje at gå med kasket permanent. Eller i det mindste i svale-unge-sæsonen.

En lille fuglerede

Midt i al vores slæben af fyldte affaldssække ud til bilen hørte jeg en lille pippen i nærheden. Og ganske rigtigt, inde i busken tæt ved bilen, er der en lille solsorterede med unger. Hvor hyggeligt!

tirsdag den 23. juli 2013

Flytte-føljetonen, del 4.

Nu begynder vi at synes, at alt denne pakken så småt trækker tænder ud. Vi pakker og pakker og pakker og synes alligevel ikke at vi kommer nogle vegne. Men det gør vi jo. I hvert fald hober flyttekasserne sig op alle vegne. Og det er måske netop dét, der går os på nerverne. Vi kan først flytte dem (og møbler) i weekenden, så pt. er her så ufatteligt rodet.
Samtidig er det også svært at pakke, da vi jo skal bo her en stund endnu.
Vi er dog næsten færdige med køkkenet og mangler kun et par skuffer og skabe derude.
Vi nåede også at se på et hus i dag. Et lækkert hus, dog med et par issues, der skal overvejes nøje.
På aftenens køretur tog vi ud på Amager hvor vi spiste fantastisk, hjemmelavet is på Ismageriet på Kongelundsvej 116. Jeg fik tre kugler med hhv. citron/lakrids/hvid chokolade-, Bananansplit- og peanut/choco/karamel-smag og en kæmpeklat guf for 39 kr. Superlækkert!
Derefter kørte vi til Amager Strandpark, hvor vi havde tænkt os en dukkert. Men vi synes det var for koldt, så vi sad blot og nød udsigten en stund.
Hjemme igen droppede vi bålet til fordel for pc'erne og skiftede drinks' ne ud med kaffe (i plastickrus, for de andre er pakket).
I morgen er planen at blive færdig med køkkenet og få startet på vaskerum/fyrrum og/eller børneværelse/kontor.
Men først en god nats søvn.
Vi har forøvrigt talt i telefon med vores unger i dag, som pt. opholder sig i Jylland. De har det skønt og hygger sig med bedsteforældre mv.. Dejligt at vide og en stor hjælp for os, som ikke kan tilbyde dem meget spas i øjeblikket.

mandag den 22. juli 2013

Rasmus leger med ild...

Gad vide om han tisser i sengen i nat?

Flytte-føljetonen, del 3.






I dag har vi for alvor taget fat på at få pakket ned indendørs. Det er gået rimelig godt og vi har fået fyldt en del flytte kasser og affaldssække. Vi går virkelig til den med sortering og man undres over hvad man gemmer: bon' er mv. fra USA-turen i 2004, gamle, hullede lagener og hvad ved jeg.
Vi nåede også en tur ud at se på nyt hus og Rasmus havde en aftale i banken.
Om aftenen kørte vi nordpå og købte en is ved Charlottenlund Fort og nød synet over Øresund. Derefter kørte vi videre og tog en dukkert på Bellevue. Det var faktisk vores første besøg på Bellevue, på trods af, at vi har boet i (stor)København siden 1998. En dejlig sandstrand med lækkert sandbund.
Nu har vi atter indtaget solsengene foran bålet og aftenens drink er en Irish Coffee. Godt med noget varmt, for aftenen er lidt køligere end de foregående.