lørdag den 20. juli 2013

Flytte-føljetonen, del 1.


 dag er vi for alvor startet på Den Store Pakning. Birthe og Torben hentede pigerne i formiddag til pasning på ubestemt tid og så gik vi ellers i gang.
Vi startede i skuret, hvor 10 års rod har akkumuleret sig. Pyh! Men det er jo det samme som hvordan man spiser en elefant - én bid af gangen. Vi har lejet en varevogn, som vi fik fyldt til randen med kassérbare genstande, som vi kørte på genbrugpladsen. Vi fik tilmed fyldt den én gang til, og må afsted igen i morgen tidlig.
Vi er tilfredse med dagens indsats og under nu os selv at nyde. Vi har grillet pølser og indtaget iskold hvidvin på terrassen og er nu endt på langs foran bålet, hvor vi gransker potentielle kommende boliger.
Det er slet ikke så tosset at være i flytte-mode. Specielt ikke, når vi ved at ungerne er i hænderne på tilstedeværende bedsteforældre, en service som vi ikke kan tilbyde i øjeblikket. For vores tanker er fokuseret på én ting - at lykkedes med at flytte på 14 dage. Det er sgu en deadline der vil noget.
Vi skal dog nok klare den, det skal vi jo! Den nye ejer kommer d. 12. august kl. 17-nul-dut, så der ER vi flyttet og har tilmed været på en uges ferie i Portugal.
Jeg har en bog der hedder "The Secret". Den handler, i store træk, om at hvis du vil opnå et mål, skal du lade som om, at du allerede er der. Og det gør jeg. Jeg tænker på, at når jeg ligger ved poolen i Albufeira, så mangler vi kun ét sidste flyttelæs.
Tro på det Sus, tro på det!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar