fredag den 30. august 2013

Sortbroget malkekvæg

I en af de landsbyer vi passerer på vej til og fra København ligger en fin bondegård. Faktisk ligger den midt i landsbyen. Om vinteren kigger en ko ind i mellem ud af et vindue. Det er rigtig hyggeligt.
Gården må være mælkeproducent, for på markerne bag gården går de smukkeste sortbrogede malkekøer. I dag var de på marken tættest på landevejen og så måtte jeg altså ud og tage et billede. Jeg ved ikke hvem der gloede mest, køerne eller mig.
Jeg synes faktisk, at sortbroget malkekvæg er et særsyn nu om dage. Ellers skyldes det måske, at jeg ikke komme så meget på landet igen.
Det har ikke altid været sådan. Da jeg var barn jeg ofte på besøg på min mormor og morfars lille landsted i Varmimglund som ligger langt ude på landet ved Ribe. De havde sortbroget malkekvæg foruden heste, grise og høns. Jeg har de dejligste barndomsminder derfra og jeg bliver glad hver gang jeg ser de godmodige køer.
Min moster og onkel er økologiske mælkebønder i Hjerpsted langt nede i Sønderjylland. De har også sortbroget malkekvæg. Deres bedrift er dog meget større end salig morfar Aages, med malkerobotter, chipstyring mv.
Jeg er ikke selv den landlige type og dog, måske skabs-landlig. Jeg holder i hvert fald af landskabet på landet og føler ofte, at set fylder godt op på æstetikkontoen.

torsdag den 29. august 2013

Sød besked

Denne søde besked dukkede frem på anden side af min notatblok i dag, da jeg havde brugt side et og skulle til at bruge side to under et møde. Jeg blev overrasket og glad og viste det til mine to kvindelige med-mødedeltagere. De syntes at det var supersødt.
Det var (naturligvis) en hilsen fra min gode husbond. Han og Maja var på besøg i går i forbindelse med en af vores utallige logistik-udfordringer.
I går onsdag startede den ugentlige svømmeundervisning igen og med starttidspunkt kl. 18.45 kan vi jo ikke nå hjem inden. Derfor er den foreløbige plan, at Rasmus henter børn og derefter kommer ind til mig på Frederiksberg, hvor vi kan spise sammen mv. indtil vi skal afsted. Min chef har sagt ok til det, så alt burde være i orden.
Mille var til børnefødselsdag i går, så hende hentede vi på vej til svømning.
Det gik forøvrigt utroligt godt til svømning

onsdag den 28. august 2013

En god fodboldaften

Pigernes skole ligger lige ved siden af Hvidovre Stadion, så der var fuld aktivitet med masser af forventningsfulde fodboldfans og afspærrede veje.
I dag mødte vores lokale hold nemlig storebroren fra Brøndby.
Vi har "desværre" svømmedag med pigerne i dag, så det var ikke os der heppede på lægterne denne gang.
På vejen hjem mod Hornsherred hørte vi den nervepirrende afgørelse i radioen.
Hvis nogen er i tvivl...Hvidovre vandt 2-1.
Min barndomsby Slagelse ekspederede Kalundborg ud med en sikker sejr på 9-0, så FC Vestsjælland og Hvidovre kan stadig mødes i finalen!!!

Tåge over land

I dag lå der et tæt tåge da vi stod op. Og på landevejen var sigtbarheden ikke meget mere end 20 meter, så det var om at køre forsigtig. Heldigvis har vi vejens forløb på rygraden, så det gik problemfrit.
Trafikken på motorvejen og med det offentlige var i den tunge ende i dag. Måske er sommerferien for alvor slut og alle er på vejene igen.
Well, det er stadig til at leve med. Som Mille sagde på vej ind: "Én kører bil, én hækler, én læser og én holder øje". Jo, vi kan godt få tiden til at gå.

tirsdag den 27. august 2013

"Der er en advarselslampe der lyser?"


I dag havde jeg planlagt en dag på kontoret i Brøndby, så Sus og ungerne satte mig af i morges ved førerbunkeren kl. 7.15 og fortsatte mod skolen og Frederiksberg.
Jeg var første mand på pinden, så har jeg også prøvet det :-)
En god start på dagen.
Da Sus og pigerne returnede igen lidt før kl. 16, sagde Sus "Der er en advarselslampe der lyser?" og "der er noget der bipper?".
Det er jo sjældent et godt tegn, og det var ærlig talt bekymrende.
Som den store handymand jeg er, åbnede jeg fluks motorhjelmen og konstaterede at der ikke var kølevæske på. Ikke godt!
Sus havde i mellemtiden identificeret advarselssymbolet i bilens manual som noget med køl. Stærkt team work!
Ungerne var i øvrigt fløjtede ligeglade med vores bekymrede miner, de sad bare og så tv på Sus' tablet. Køreturen hjem er normalt deres lille pusterum.
Der er jo som regel en årsag til at kølevæsken pludselig er væk, så der var ingen vej udenom et værkstedsbesøg. Min mangeårige mekaniker KM Auto ligger heldigvis få hundrede meter væk, så vi listede bilen over til ham. Klokken havde nu passeret kl. 16, men Jørn og Nick smed alt hvad de havde gang i, og gik i gang med fejlfinding. To dygtige mekanikere som kan deres kram! De fandt hurtigt ud af at problemet var en revnet køleslange dybt inde bagerst og et godt stykke nede.
Meldingen var klar "Det kan du ikke køre videre med".
Shit! Lånebil, tog, taxi...hvad fa'en gør vi? Mens Sus og jeg udvekslede løftede øjenbryn til hinanden, så fortsatte mekanikerne ufortrødent.
Jeg lod dem arbejde i fred og gik ind til Klaus og fik en sludder.
5-10 minutter efter kom drengene ind med en stump slange, som var revnet i den ene ende. Det dårlige stykke var skåret af, og resten sat på igen. Det mindre bjerg af udtagne motordele, som lå på jorden var genmonteret.
Kølevæske var hældt på. Sus fik hilst på Jørn, da han flittigt gassede dieselhakkeren op, så alt kunne godkendes.
Bilen var fikset...
Imponerende og en vilje til løsning, som jeg beundrer.
Tænk - bilen går i stykker og jeg føler mig faktisk heldig!
Vi var hjemme i sommerhuset lidt over kl. 17!
En god dag.

mandag den 26. august 2013

8 år

I dag bliver vores dejlige Maja 8 år. Det kan vi jo naturligvis slet ikke forstå. Og dog. For når vi ser på hende kan vi jo godt se, at hun er rendt i vejret. Og hendes hænder er også en kende større end da hun var nyfødt.
I dag er det tredje dag vi fejrer hende, det er jo helt royalt. I lørdags holdt vi fødselsdag for familien i Korsør, hvor vi hyggede med brunch og kaffe og kage.
I går holdt vi børnefødselsdag for pigerne i klassen. Vi havde slået os sammen med Yasmin og hendes forældre og kunne holde festen hjemme hos Yasmin, da vi jo pt ikke har et hus. Det gik rigtig godt og alle var glade.
Her til morgen stod jeg tidligt (endnu tidligere) op og bagte croissanter og pyntede morgenbord. Kl. 05.30 vækkede vi fødselsdagsbarnet med sang og så spiste vi morgenmad og åbnede gaver.
Vi havde købt et par rigtige fodboldstøvler til hende og var meget spændt på reaktionen. Hun blev meget glad, og de passede heldigvis perfekt. Og inden kl. slog 7 havde hende og Rasmus afprøvet støvlerne med en fodboldkamp på græsplænen.
I dag skal hun fejres i klassen og skal dele slikkepinde ud. I eftermiddag laver jeg livretten (spaghetti med kødsovs) og så skal vi have is til dessert.
Og SÅ er der ikke mere fødselsdag for den 25 øre...

søndag den 25. august 2013

Mariuskoften er færdig!

Så lykkedes det endelig at få Mariuskoften færdig. Jeg har ikke strikket ret meget på den under flytteprocessen, men efter at vi er flyttet i sommerhus og det er kommet mere ro på, har jeg endelig fået den færdig.
Det viser sig, at den passer Mille bedre end Maja. Den er lidt lille til Maja og lidt for stor til Mille. Sidstnævnte er dog at foretrække, så Mille har fået den. Det er altid svært det med størrelserne synes jeg. Jeg er ikke flink til at lave en strikkeprøve og jeg måler heller ikke børnene og sammenholder med opskriften. Så det er min egen skyld. Heldigvis har jeg jo to skønne tøser og én af dem kan som regel passe resultatet.
Jeg har allerede købt garn (i samme farver) til en kofte til Maja. Denne gang bliver det modellen Setesdal som er endnu en af de norske mønstre.
Jeg strikker i det norske garn Sandness Smart og jeg har monteret Selbu-knapper på Milles kofte. Jeg er meget tilfreds med resultatet og lærer meget hver gang, som gør næste resultat endnu bedre.

Hoodies

Rasmus købte for noget tid siden en grå lynlåstrøje med hætte, som han er rigtig glad for og bruger meget. Mille nappede den forleden og på trods af, at den jo er alt, alt for stor til hende, sagde hun: "Jeg føler mig sej!".
Da vi så sidste lørdag så en lignende trøje i børnestørrelse i H&M, købte vi den straks til hende. Hun blev så glad for den, at hun faktisk kun vil bruge den indendøre. På trods af, at jeg har forsikret hende om, at den kan vaskes.
Nogle gange rammer man bare helt plet med gaver. Det er skønt.

fredag den 23. august 2013

Idyllisk morgendis (og døde dyr...)

Som jeg har nævnt før, er der utroligt smukt i Hornsherred og vi nyder turen hver dag. Husk på, at vi er vant til Stenbroen (provinsudgaven), så det er virkelig noget andet.
I dag lå der en morgendis over de nyhøstede marker og jeg måtte simpelthen ud og tage et par billeder. Rasmus parkerede i rabatten og jeg trådte ud i græsset. Og dér, en meter fra mig lå en død ræv. Den havde død længe og det var først, da jeg fik øje på tænderne, at det gik op for mig hvad det var.
Og det med de påkørte dyr er en mindre hyggelig ting ved at færdes på landet. Foruden de utallige påkørte pindsvin og fugle så vi i dag, foruden ræven, også en sort kat, der var blevet kørt ihjel her til morgen. Der er nogen, der bliver kede af det når de står op. Jeg føler med dem, for det er jo enhver katteejers store skræk, at skulle finde sit kæledyr død på vejen.
Heldigvis har vi været forskånet for det i 12 år, men vi får ondt i maven hver gang Fenja er for længe væk. Men det er vilkårene, det er vi klar over.

onsdag den 21. august 2013

Alting har sin plads




Det er noget af en bedrift at få fire personer + plus to katte til af bo og opholde sig på under 45 m2. Én ting er at være der i weekenden, men at bo der til dagligt er en pladsmæssig udfordring.
Altså sommerhuset har nu engang den størrelse det altid har haft (dog plus hems), så det er ikke der skoen trykker. Næh, det er alt vores habengut: skoletasker, svømmetøj, fire computere, strikketøj, katteskåle, madvarer, vasketøj og eller mindst tøj og sko.
Men sørme om vi ikke har klaret det, så alt nu har sin plads. Vores tøj hænger på garderobestativer i annekset (20 bøjler til hver. Slut), og vasketøjskurven, svømme- og gymnastiktøj opbevares også der. Katteskålene står på en fin bakke i entreen, her har skotøj, overtøj og skoletasker også hjemme. Bøgerne i reolen i entreen har måttet vige pladsen til fordel for madvarer.
Strikketasken har allernådigst fået lov til at stå fremme, mens garn til næste projekt ligger i chaiselongen. PC'erne bor i deres tasker rundt omkring. Og under overdækningen har vi hængt en tørresnor op til vasketøjet.
Så alt har fundet sin rette hylde.
Og nej, vi ønsker os pt. ikke en stor gulvplante, en ny lænestol, fem ildfaste fade, en suppegryde eller lignende.

tirsdag den 20. august 2013

Nye garnforsyninger

Ja, og så lidt grej også. Og en opskrift. Jeg mangler et godt bil-projekt og tænkte, at det kunne være smart med et hækletøj.
Jeg faldt over et kit fra Fox & Jane med garn, hanke og opskrift på en taske. Garnet er ret specielt, det hedder Zpagetti og er et genbrugsprodukt lavet ud af bomuldstekstiler. Hæklenålen har størrelse 10, så jeg regner med, at det kommer til at gå tjept.
Til kittet hører også et par hanke med karabinhager til at clipse på den færdige taske.
Jeg er spændt på resultatet og kan ikke vente med at komme i gang.

Smuk morgentur

Vi er nu ved at have vænnet os til pendlerlivet og nyder faktisk turen ned gennem Hornsherred inden vi kører på motorvejen ved Gevninge. Den strækning er nemlig naturskøn og er rigtig "på landet". Vi kører forbi smukke landskaber, bl.a Vellerup Vig som ligger i bunden af et meget kuperet område (billedet). Vi ser sortbrogede malkekøer, heste, rådyr, harer, geder, høns og får.
Rasmus har indtil nu været den primære chauffør "ind" og jeg benytter tiden til at strikke. Børnene slapper af på bagsædet og har travlt med at spotte harer og rådyr til regnskabet.
På motorvejen går det supergodt og vi har ikke oplevet problemer endnu. Den eneste fartnedsættelse der er, er omkring Kornerup Å, hvor der er, med trafikradioens udtryk, solstop. Det betyder, at solen står så lavt, at den blænder bilisterne på strækningen fra Kornerup Å til omkring Roskilde V. Om er par uger løser jordens rotation hedigvis det problem.
Faktisk har jeg det sådan, at turen i bilen til Friheden St. er hygge- og familietid og så begynder den egentlige pendling først for mig der, hvor jeg tager S-toget til Sjælør og derefter bussen videre til Peter Bangsvej.
Så alt godt på pendlerfronten.

søndag den 18. august 2013

Svalereden

I dag opdagede vi for første gang at der er fugleunger i reden.
Vi opdagede det faktisk fordi der var fuglelort på jorden. Nu pipper ungerne og moderen og faderen fiser frem og tilbage i en uendelighed!
Indtil videre er det kun hyggeligt at have nye beboere på nærmeste hold selvom de sviner lidt.

lørdag den 17. august 2013

Logistikløsning på højt plan

Så er den første arbejds- og skole uge gået og vi kan nu foretage 1. evaluering:
- vi skal alle vende os til at stå op 05.30, men det går faktisk fint.
- transporten frem og tilbage tager lang tid, men det går overraskende godt.
- Pladsen i sommmerhuset er trang, men vi er ved at være på plads.
- kattene render rundt med store øjne, men er dog ved at vende sig til de nye omgivelser.
Så alt i alt går det fint med at bo i sommerhuset og pendle til skole og arbejde.
Men.
Det, der er den virkelige udfordring er alle de aktiviteter, der ligger udenfor arbejds- og skoletiden.
I går skulle jeg på udstilling og café efter arbejde med nogle kollegaer. I dag skal Maja til børnefødselsdag i Hvidovre, senere skal vi fejre min mor i Korsør og i morgen skal Mille gudhjælpemig (nej, jeg købte alligevel ikke én i går) til fødselsdag i Hvidovre. Onsdag skal Rasmus til forældremøde på skolen.
Så vi skal virkelig have logistikken på plads. I går hentede Rasmus ungerne og hentede derefter mig på Vesterbro. Så kørte vi til Nyhavn, hvor vi kunne overnatte i min fars lejlighed.
I går aftes gik vi forøvrigt en fin aftentur ned omkring Amalienborg og spiste dessert under "Havfruens" varmelamper i Nyhavn. Da vi skulle gå de få hundrede meter hjem, kom en motorcykelbetjent og spærrede gaden af. Og så kørte der ellers i omegnen af 1500 rulleskøjteløbere forbi.
Der sker altid noget i denne del af byen. I morgen er der Ironman i København og de løber lige forbi min fars hoveddør. Vores for seje Kronprins Frederik deltager forøvrigt.
Senere i dag kører vi Maja til fødselsdag og Mille til legeaftale og i eftermiddag går turen til Korsør. I aften kører vi hjem til Vellerup og i morgen kører Rasmus til Mille til børnefødselsdag. Forældremødet på onsdag betyder, at vi kører i to biler, således at vi kan køre hjem på forskellige tidspunkter.
Snart starter onsdagssvømning, læsekreds og dialogforum også op. Vi skal nok løse logistikken hen ad vejen, men vi kommer helt klart til at måtte sige nej til noget af og til.
Og når vi kommer ud "på den anden side" vil jeg tro, at vi er kvalificerede til at søge job som flyveleder i Københavns Lufthavn.

fredag den 16. august 2013

Et godt tilbud?

Måske skulle en gammel ateist som jeg alligevel prøve at købe én? Specielt hvis der er reklamationsret...

onsdag den 14. august 2013

Så er vi atter online


I sommerhuset har vi indtil nu brugt min mobil til at lave internet til os alle. Det har sådan set fungeret ok, bortset fra atsignalet var dårligt og meeeget langsomt. Nu, hvor vi bor heroppe, har vi netop i dag fået flyttet vores internet-aftale fra Hvidovre til Vellerup. Så nu kan vi høre radio og Spotify, se Netflix, Facetime, spille online-poker og nå ja, arbejde hjemmefra om aftenen i ny og næ.
Da vi var i Portugal holdt det hårdt. Der var intet internet, så jeg fik brugt for 450 kr. data på få dage, primært til at sende blogindlæg med. Det er dejligt med en offline ferie, men til hverdag har Familien Johansen det bedst med internet ad libitum.

tirsdag den 13. august 2013

Første dag som Velleruppere

Ja, så er vores første dag som pendlere snart gået og konklusionen er, at det er gået godt. Vi har en logistikplan der vil noget.
Vi stod op 05.30 og kørte herfra ca. en time efter. Det gik forrygende ud af Holbækmotorvejen (please, bliv ved med det!) og vi afleverede pigerne på morgenfrit omkring 07.20. Efter en god sludder med et par af yndlingspædagogerne, kørte Rasmus mod Brøndby og jeg fortsatte med tog og bus til Frederiksberg, hvor jeg ramte skrivebordet omkring kl. 08.05.
Takket være flekstid (halleluja!) gik jeg kl. 15 og tog bus og tog tilbage til Hvidovre og hentede pigerne. Vi tog derefter s-toget til Vallensbæk, hvor Rasmus hentede os. Turen retur ad Holbækmotorvejen gik uden problemer (please, bliv ved med det også) og vi var vel hjemme i Vellerup lidt før kl. 17.
Kl. 18 havde vi spist aftensmad og madpakkerne var smurte.
Derefter hyggede Mille sig med en film og Maja bankede mig i Yatzy.
Kl.19.30 var børnene puttede og nu har jeg forkælet mig selv med et varmt bad, te og strikketøj. Om et par timer kalder køjen, for i morgen ringer vækkeuret tiiidligt igen (og igen og...)

mandag den 12. august 2013

Farvel Hus!

Så har børnene og jeg forladt huset for sidste gang og sagt farvel for altid. Rasmus kommer senere, han skal overdrage det til den nye ejer kl. 17.
En smule vemodigt, for huset har dannet en god og tryg ramme om vores lille familie i 10 år. Men også glædeligt, for et farvel til noget betyder ofte goddag til noget andet. Indtil videre er det goddag til en tilværelse i sommerhuset og om forhåbentligt ikke alt for længe bliver det også goddag til et andet hus i Hvidovre.
Vi er allerede ved at få indrettet os i sommerhuset. Vi ankom i går eftermiddags med Edda og i dag er også Fenja ankommet. De har travlt med at udforske deres nye territorier.
I morgen starter vores nye hverdag for alvor, for der skal vi møde i skole og og på arbejde langt væk. Jeg er spændt på, hvordan trafikken og i det hele taget på, hvordan vi klarer logistikken mht. legeaftaler, forældremøder, svømning m.m.
Det gode er, og det der gør at jeg véd at vi klarer det, at det kun er midlertidigt.

søndag den 11. august 2013

Hjemme igen

Så er vi hjemme igen og er vågnet op til en rigtig dansk overskyet sommerhimmel. Hmm.
Vi har nu sovet vores sidste nat i Det Lille Hus og skal i dag flytte det sidste på lager og derefter kører vi i sommerhus med habengut, børn og katte.
I morgen starter børnene skole og mens de er der, ordner vi det sidste i huset og får gjort rent. Og så skal huset ellers overdrages til den nye ejer og vores nye (midlertidige) tilværelse kan begynde.

lørdag den 10. august 2013

Sidste aften i Portugal

Så er den sidste aften i Portugal ved at lakke mod enden. Efter hjemkomsten fra vingården spiste vi frokost og hoppede derefter i poolen.
Ud på eftermiddagen drog vi en sidste tur til stranden, hvor vi selvfølgelig badede en masse. Rasmus, John, Anni og jeg prøvede også en tur på "bananen" - en tur på vandet i fuld fart efter en speedbåd, hvor det virkelig gjaldt om at hage sig fast. Tre gange væltede vi af og måtte gumpe os op på bananen igen. Man må sige, at vi har fået prøvet vores del af vandaktiviteterne hernede.
Efter et hvil, et bad og rent tøj hjemme, gik vi på restaurant nede ved kysten, hvor vi havde bestilt bord til 20.30. Vi fik god mad og drikke, mens mørket sænkede sig over Algarvekysten.
Vi fik shoppet det sidste inden turen gik hjem til huset, hvor der nu pakkes på livet løs og vækkeuret er stillet til kl. 05.15, da vi skal med et morgenfly hjem.
En rigtig god ferie er ved at være slut og nu venter en ny tilværelse på os tilbage i Danmark.

fredag den 9. august 2013

Besøg på prominent vingård

I dag har vi været på besøg på en vaskeægte vingård. Og det var ikke hvilken som helst vingård, nej for vinen på denne, samt en anden vingård, produceres af Cliff Richard sammen med en kompagnon. Vi besøgte først kompagnonens gård, hvor vi fik en guidet tur med efterfølgende vinsmagning i kælderen.
Da vi var blevet fulgt gennem den obligatoriske gårdbutik, spurgte jeg guiden, om hun kunne fortælle os vejen til Cliffs gård. Det gjorde hun, efter at have forsikret os om, at vi ikke var paparazzier.
Vi fandt hurtigt vingården Quinta do Moinho ("Møllegården"), hvor Cliff Richard producerer vindruer og oliven. Han opholder sig der efter sigende pt. Vi så ham dog ikke selvom vi kiggede grundigt efter.