mandag den 5. august 2013

Albufeira

Da vi nåede Albufeira Busstation skiftede vi til en bybus og ville så tæt på vandet så muligt. Vi var meget i tvivl om hvor vi skulle af, men det løste sig selv, da chaufføren ved, hvad der åbenbart var endestationen, piftede og pegede: UD af bussen! Det udløste et latterbrøl fra de ni danskere, som heldigvis smittede af på buschaufføren.
Vi gik af små gader med souvenirbutikker og restauranter ned til vandet. Her kunne man godt fornemme, at Albufeira-området vokser fra 40.000 til 500.000 personer om sommeren. Stranden var et regulært fluepapir men hva', der er altid plads til en til. Vi gik målrettet efter en bod, der solgte bådturer langs kysten og fik bestilt en tur.
Uden mad og drikke dur helten ikke, så vi fandt en restaurant i skyggen og med udsigt over stranden.
Så blev det endelig tid til en dukkert i det turkisblå Atlanterhav. Virkeligt skønt og forfriskende, men også dybt. Blot 4-5 meter ude kunne en voksen ikke bunde.
Efter badeturen tog vi på vores bådtur. Vores selskab fyldte én båd, så det var ren luksus. Skipper sejlede os langs den smukke kyst, som består at skulpturelle sandstensklipper brudt af områder med de lækreste badestande. Vi var også inde i flere grotter og i det hele taget kunne turen godt minde en smule om sejlturen fra Hammer Havn på Bornholm.
Vi fik også mulighed for at tage en svømmetur fra båden inden turen gik tilbage i fuld fart til alles store fryd.
Efter sejlturen osede vi atter i byens gader og faldt over en en fodplejesalon med såkaldte Doktorfisk. Børnene ville rigtig gerne prøve, så det fik de lov til og snart fulgte også John, Rasmus, min mor og mig. Vi sad i 15 minutter med fødderne nede hos de effektive doktorfisk, der målrettet går efter den hårde hud på fødderne, som de suger af. Først kilder det som bare pokker, men man vænner sig hurtigt til det. En dejlig opfriskning af de trætte fødder.
Så meldte sulten sig igen og vi fandt en restaurant (Tres Coras) højt placeret med udsigt over Atlanterhavet. Vi fik bestilt mad til hele banden og vin, som er produceret af sangeren Cliff Richard på hans nærliggende vingård. En rigtig god vin, på trods af at Franck (til stor morskab for tjeneren) skar ansigt, da han skulle prøvesmage vinen.
Som aftenen skred frem blev stemningen mere og mere løssluppen og vi morede os kosteligt. På et tidspunkt spørger tjeneren: "Are you finish?" hvortil det ryger ud af mig "no, we are danish!".
Vi får personalet til at hjælpe os med at få bestilt et par taxaer og får også hjælp til at udtale navnet på vores hjemby rigtigt. Den første taxa vælger i første omgang at køre forbi os, da én i selskabet kækt blottet låret til chaufføren. Han kommer dog tilbage og Rasmus, pigerne og jeg hopper ind. Chaufføren spørger til vores ven og vi forklarer med "too much beer you know".
Vi har dog et problem, da vi er kommet afsted uden adressen på vores hus. Taxichaufføren er heldigvis tålmodig og med Rasmus' stedsans og mine tips som "det ligger ca. 200 meter fra Pingu Supermarked" og "der er en dyrehandel på hjørnet" lykkedes det os at blive kørt til døren. Vi puttede børnene og fandt de våde varer frem, da de andre nåede frem Dem nød vi på terrassen indtil en genbo stak hovedet ud af døren og sagde "schhhhh". Jo jo! Vi forsatte derfor festen i kælderen, hvor vi spillede bordfodbold og billard. Ud på de små timer sluttede den hårde kerne dagen af med en (stille) tur i poolen. Der var kun én, der ikke kunne nære sig for at lave en bombe.
Således sluttede den sjoveste 60 års fødselsdag ever.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar