tirsdag den 27. august 2013

"Der er en advarselslampe der lyser?"


I dag havde jeg planlagt en dag på kontoret i Brøndby, så Sus og ungerne satte mig af i morges ved førerbunkeren kl. 7.15 og fortsatte mod skolen og Frederiksberg.
Jeg var første mand på pinden, så har jeg også prøvet det :-)
En god start på dagen.
Da Sus og pigerne returnede igen lidt før kl. 16, sagde Sus "Der er en advarselslampe der lyser?" og "der er noget der bipper?".
Det er jo sjældent et godt tegn, og det var ærlig talt bekymrende.
Som den store handymand jeg er, åbnede jeg fluks motorhjelmen og konstaterede at der ikke var kølevæske på. Ikke godt!
Sus havde i mellemtiden identificeret advarselssymbolet i bilens manual som noget med køl. Stærkt team work!
Ungerne var i øvrigt fløjtede ligeglade med vores bekymrede miner, de sad bare og så tv på Sus' tablet. Køreturen hjem er normalt deres lille pusterum.
Der er jo som regel en årsag til at kølevæsken pludselig er væk, så der var ingen vej udenom et værkstedsbesøg. Min mangeårige mekaniker KM Auto ligger heldigvis få hundrede meter væk, så vi listede bilen over til ham. Klokken havde nu passeret kl. 16, men Jørn og Nick smed alt hvad de havde gang i, og gik i gang med fejlfinding. To dygtige mekanikere som kan deres kram! De fandt hurtigt ud af at problemet var en revnet køleslange dybt inde bagerst og et godt stykke nede.
Meldingen var klar "Det kan du ikke køre videre med".
Shit! Lånebil, tog, taxi...hvad fa'en gør vi? Mens Sus og jeg udvekslede løftede øjenbryn til hinanden, så fortsatte mekanikerne ufortrødent.
Jeg lod dem arbejde i fred og gik ind til Klaus og fik en sludder.
5-10 minutter efter kom drengene ind med en stump slange, som var revnet i den ene ende. Det dårlige stykke var skåret af, og resten sat på igen. Det mindre bjerg af udtagne motordele, som lå på jorden var genmonteret.
Kølevæske var hældt på. Sus fik hilst på Jørn, da han flittigt gassede dieselhakkeren op, så alt kunne godkendes.
Bilen var fikset...
Imponerende og en vilje til løsning, som jeg beundrer.
Tænk - bilen går i stykker og jeg føler mig faktisk heldig!
Vi var hjemme i sommerhuset lidt over kl. 17!
En god dag.

1 kommentar:

  1. Ja, super service fra KM Auto!
    Jeg er dog lidt utilfreds over at blive præsenteret som "hende med kofangeren"...

    SvarSlet