mandag den 2. september 2013

Fire små svaleunger

Eller små og små, jeg vil skyde på, at de forlader reden inden for en uges tid. Faktisk har de været på deres første prøve-flyvetur i dag. Da vi kom hjem i dag, var reden tilsyneladende tom, men midt under aftensmaden kom svale-familien flaksende hjem. Det var ikke alle ungerne der klarede at lande i reden i første huk, men til sidst lykkedes det da.
Vi har virkelig nydt vores nye naboer og hold fast, hvor er ungerne nuttede når de titter frem over redekanten.
Jo vist sviner de, men foreløbig har det været det værd. Om vi har det på samme måde næste år, hvis alle fire unger beslutter sig for at etablere sig nær fødehjemmet, ved jeg nu ikke helt.
Jeg har læst mig frem til, at det må være landsvaler, for de bygger, til forskel fra bysvaler, åbne reder. Og det er vores jo helt åbenlyst. De har desuden landsvalens røde pande og strube.
På Wikipedia kan man læse følgende om den imponerende fugl:

Landsvalen (Hirundo rustica) – også kaldet forstuesvalen– er en elegant flyver. Den er 16–22 cm og adskiller sig fra de andre danske svalearter med sin røde pande og strube og sit sorte brystbånd. Herudover har landsvalehannen den længste hale af de tre svalearter i landet. Den udvoksede landsvale er sort med blå metalglans på ryggen og på vingeoversiden. Ungfuglene mangler dog den karakteristiske metalglans. Landsvalens bryst er flødefarvet, ofte med et brunligt skær. Næbbet og de korte ben og fødder er sorte. Der er ikke den store forskel på han og hun, dog har hannen den længste og dybest kløftede hale.

Landsvalen er som alle svaler en hurtig flyver, kun mursejlerne overgår den på dette punkt. Til gengæld er den noget ubehjælpsom på landjorden. De korte ben giver landsvalen en trippende gang og fuglen må af og til tage vingerne til hjælp for at holde balancen.

Landsvalen er en meget almindelig ynglefugl i hele landet, selvom bestanden de senere år er gået kraftigt tilbage – muligvis som følge af bedre hygiejne i staldene, som er landsvalens foretrukne redebyggesteder. Landsvalerne er meget selskabelige og ankommer i foråret omkring 1. maj i flokke, der tit ses sidde tæt sammen på elledningerne. Svalernes ankomst er dermed et af de første tegn på sommer, dog med forbehold – som ordsproget siger: Én svale gør ingen sommer. Om efteråret rejser svalerne til deres vinterkvarterer i det sydlige Afrika. De forlader Danmark omkring sidst i september. Inden landsvalerne forlader landet for vinteren søger de i store flokke mod tagrørsbevoksninger for at overnatte før den lange flyvetur til Afrika. I gamle dage troede man svalerne overvintrede på søbunden, da hele flokken en morgen pludselig var væk fra tagrørsbevoksningen.

Landsvalens rede bygges typisk indendørs i bygninger, hvor de voksne fugle har direkte adgang til det fri, dvs. i stalde, lader, garager og udhuse, hvor der findes åbne vinduer eller døre. Reden bygges op ad fremspring, f.eks. loftsbjælker. Redematerialet er mudder og strå, der kiles og klistres sammen til en stivnet masse af form som en flad skål. Reden er foret med fjer og hår. Landsvalen når at få to kuld unger i den tid de opholder sig i Danmark. 1. kuld æg, der er hvide med brune pletter, lægges i begyndelsen af juni, mens 2. kuld lægges sidst i juli. Æggene ruges i ca. 14 dage og ungerne sidder ca. 3 uger i reden før de er flyvefærdige.

Landsvalen jager flyvende insekter – f.eks. myg, døgnfluer, små guldsmede, sommerfugle og flyvende myrer – i det åbne land. Svalens fødesøgning giver det gamle vejrvarsel en vis rigtighed: Når svalerne flyver lavt kommer der regn. Svalerne følger deres bytte og når luftfugtigheden stiger søger de flyvende insekter nedad – og svalerne følger efter. Svalerne er så dygtige flyvere at de kan drikke af en søoverflade mens de paserer lavt henover i glideflugt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar