I går fik vi Rasmus hjem fra Mallorca og vi var alle glade for at se hinanden igen.
Lørdagen har vi tilbragt hjemme og startede dagen med at sove længe. Helt til kl. 07 kunne vi strække den til.
Dagen har vi brugt på en kombination af afslapning og praktiske gøremål. Vi fik vasket en del tøj og Rasmus fik slået græsset.
Efter frokost kørte pigerne og jeg den korte tur til Vellerup Kirke, hvor der står et par store kastanjetræer. Jeg havde glemt en pose, så vi fyldte min kasket med de fineste, blanke kastanjer.
Hjemme igen opdagede jeg, at fuglene havde levnet en håndfuld modne kirsebær, så dem skyndte jeg mig at plukke. Måske kan jeg forvandle dem til noget lækkert.
Det har været en herlig lørdag med flot vejr. I morgen venter endnu en hjemmedag. I hvert fald for mig, der får et par timer alene-tid foræret. En uhørt luksus som jeg glæder mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar