Efter vores frokostpause på hotellet gik vi op til Colosseum, som ligger ca. 20 minutters gang fra hotellet. Vi købte en billet, (tip: køb den ved indgangen til Palatiner-højen, der var ingen kø) og gik ind for at se det storslåede bygningsværk indefra. Det må i sandhed har været en kolossal oplevelse at være til Gladiatorkamp derinde. Nok mest for tilskuerne, som der kunne være omkring 55.000 af på tribunerne.
Colosseum åbnede i år 80 efter at være blevet bestilt af kejser Vespasian i år 72. Colosseum havde 80 buede indgange således at de mange tilskuere kunne finde sig en plads inden for 10 minutter efter ankomsten. Et forbilledligt stadion!
Under arenaen var der korridorer, rum og bure til de vilde dyr, som kunne hejses op i elevatorer via spil.
Mange skæbner er blevet beseglet her, bestemt af om kejseren vendte tomlen op eller ned.
Det var en stor oplevelse at se Colesseum ved selvsyn.
Bagefter gik vi over til Palatiner-højen, som også rummer det ene historiske pragtstykke efter det andet. Blandt andet hvad man mener kan være stolpehuller fra Romulus' (Roms grundlægger) hytter fra det 9. årh. f. Kr. Altså, Roms første husfundamenter og derfor hvor det hele startede.
Men jeg må indrømme, at Colosseum er svær at slå, og vores ben og fødder begyndte for alvor at kunne mærkes, så vi smuttede relativt hurtigt hjem til endnu et hvil inden den står på aftensmad i byen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar