mandag den 25. november 2013

Giv et kys...

 
 
Jeg har dristet mig til at hænge en mistelten op i døren ind til printerrummet på mit arbejde. Nu må vi se hvordan det bliver taget i mod...
Jeg har nemlig sat mig et mål: "Mere fis på arbejdspladsen". Det kunne vi godt trænge til synes jeg.

Volbeat i Forum

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
I går aftes var Rasmus og jeg i Forum og se Volbeat, som pt. turnerer verden rundt med deres nyeste album "Outlaw Gentlemen & Shady Ladies". De spiller tre koncerter i Danmark i denne omgang, én i Herning og to i Forum, alle tre totalt udsolgte.
Min far passede ungerne i Nyhavn og så tog vi Metroen fra Kgs. Nytorv til Forum, hvor vi ankom ved 19.15 tiden. Her var opvarmningsbandet Iced Earth godt i gang og vi købte en øl og gik stille og roligt fremad mod scenen. Vi var heldige at få nogle gode pladser ca. 4-5 meter fra scenen (næsten ligesom sidst), så vi fik det hele med!
De spillede naturligvis mange numre fra deres nyeste album, men heldigvis også en del gamle numre herunder mit all time yndlingsnummer "Guitar Gangsters & Cadillac blood". Der var gæsteoptræden af Johan Olsen på nummeret "The Gardens Tale" og af Pernille Rosendahl på"Lola Montez" og "Mary Anns Place".
Vi synes, at koncerten var superfed, selv om ikke alle anmeldere er enige (Thomas Treo din sure idiot). Bandet var nærværende og tydeligvis glade for at spille i Danmark efter mange måneder i udlandet.
Som altid, når vi endelig ER til koncert, sagde vi til hinanden, at det skal vi gøre noget mere, for det er noget af et energiboost at være til rock-koncert.
(Det aftager ganske vist noget dagen efter, jeg er temmelig flad i dag.) 
 
Sætliste
1. Doc Holliday
2. Hallelujah Goat
3. Radio Girl
4. The Mirror and the Ripper
5. The Nameless One
6. Guitar Gangsters & Cadillac Blood
7. Ring of Fire
8. Sad Man's Tongue
9. Lola Montez
10. Heaven nor Hell
11. 16 Dollars
12. Dead but Rising
13. The Garden's Tale
14. My Body
15. A Moment Forever
16. Fallen
17. The Lonesome Rider
18. Mary Ann's Place
19. Pool of Booze, Booze, Booza
20. The Hangman's Body Count

Ekstranumre
21. Caroline Leaving
22. Maybellene i hofteholder
23. Cape of Our Hero
24. Still Counting
 

onsdag den 20. november 2013

Mille 7 år

I dag bliver vores skønne Mille 7 år! Vi har fejret hende her til morgen med sang, flag, pandekager og naturligvis gaver. Senere skal hun dele ud i klassen og i eftermiddag skal vi i Den Blå Planet og spise på MCD. Lige efter Milles ønske.
Jeg har kigget i de gamle billeder fra tiden omkring hendes fødsel, som jo var en lyn-fødsel efter kun 24 min. på hospitalet, og fandt et af hendes lille fod. Vildt, at den ikke var større end en tommelfinger.
Men nu er hun sandelig blevet stor. Og smuk, klog, sjov og empatisk. Og vi ELSKER hende!

tirsdag den 19. november 2013

Så fik vi stemt...

... i Skibby Idrætshal. Lidt mærkeligt at stemme i en helt anden kommune end hvor vi plejer at bo. Så det er ekstraspændende at følge med i resultaterne på TV.
Jeg har stemt med hjertet - og hjertet ligger jo som bekendt til venstre for midten, som én på Facebook skrev.
Mille var sød til at hjælpe mig med at håndtere den enorme stemmeseddel til regionsvalget og Maja var med sin far i stemmenboksen.
Vi har virkelig prøvet at forklare dem, at det ikke alene er en RET at stemme, det er i vores bog en PLIGT! Tænk sig, hvad mennesker ude i verden går i gennem af grusomheder for at opnå et demokrati som vores.
Vi skal være stolte af at kunne stemme. HVER gang!

fredag den 15. november 2013

"Jeg har en rokketand..."

"...den rokker når jeg rokker!"
Så blev det endelig Milles tur til at få en vaskeægte rokketand.

tirsdag den 12. november 2013

Tre måneders jubilæum...

... som Vellerupper! Vi fatter det ikke, men i dag har vi boet i sommerhuset i tre måneder (1/4 år!). Vi sagde nemlig farvel til vores gamle hus i Hvidovre d. 12. august og har så boet i Vellerup siden.
Og hvordan går det så? Ja, svaret må være, at det går over al forventning. Sommerhuset fungerer 100%, vi har fundet plads til alle nødvendigheder, kattene stortrives og Holbækmotorvejen er uproblematisk. Vi har fundet en god døgnrytme herhjemme og vores to biler gør et socialt liv muligt, selv på hverdage. I dag skal jeg f.eks i DRbyen og Maja på legeaftale.
Selvfølgelig er der rigeligt af udfordringer for os, men intet der ikke kan holdes ud.
Lige om lidt, d. 01. december, overtager vi vores nye hus og så venter nye udfordringer. Vi véd, at der skal laves en del inden vi flytter ind, vi ved bare endnu ikke hvor meget. Vi har et optimistisk håb om at kunne flytte ind i juleferien, men hvis ikke, så bliver vi i sommerhuset lidt længere. En måned til eller fra gør ikke den store forskel for os tænker jeg.

mandag den 11. november 2013

Klip klip

Nu er jeg kommet så langt med Majas Setesdalskofte, at jeg har syet i den på symaskine for derefter at kunne klippe i den. På denne model skulle der klippes op både foran, til ærmer OG rundingen i halsen. Men det gik faktisk godt (man er vel efterhånden temmelig rutineret udi klip-i-strik) og nu mangler "bare" forkanterne og monteringen.

fredag den 8. november 2013

Mit søde sovende barn

Maja er hjemme ved en veninde i dag, hvor hun skal overnatte. Så vi har Mille helt for os selv. Det sker faktisk sjældent, så vi har nydt det og hygget os. Nu er hun faldet i søvn mellem os (og Edda) på sofaen og det er skønt at kunne stryge hende over håret og ae hende på kinden mens hun sover.

torsdag den 7. november 2013

Halsedisse

Så er Milles vintergarderobe komplet! Jeg fik på et par aftener strikket en varm halsedisse i noget lækkert uldgarn, det samme som til huen forøvrigt.
Opskriften er supernem og består egentlig bare af en høj ribkant efterfulgt af et stykke i glatstrik med udtagninger på hver anden pind. Der sluttes af med tre omgange rib.
Nu må vi se hvor meget tøsen får den brugt. Hun har allerede nævnt, at den kradser. Hmrp!

Aftentur i Prag

 
 
 
 
Selvom det regnede en hel del var det rigtig dejligt at få set en lille smule af Prag.
Efter en lang dag på skolebænken, var aftenens program frit.
Vi tog en taxi ind til centrum, fandt en restaurant og fik noget god mad. Ingen lokale specialiteter til mig denne gang!
Bagefter gik vi en tur frem og tilbage over Karlsbroen. Det var rigtig flot med oplyste smukke gamle bygninger. Efterfølgende gik vi ned på torvet, hvor vi fik set det berømte klokkespil kl. 23.
En fadøl og hjem på hovedet i seng!

Uden slutdato

Så lykkedes det endelig, 3 1/2 år efter min dimission, at få et fast job! Jeg fik beskeden i forgårs af min chef og i går havde en af mine søde kollegaer en lykønskningsbuket med til mig.
Jeg skal fortsat arbejde på Frederiksberg, i samme stilling som hidtil. Nu blot uden slutdato på kontrakten. Det er SÅ fedt, for jeg er rigtig glad for mit job.

Salgsmøde og produkttræning i Prag

Mandag sidst på eftermiddagen tog jeg i lufthavnen med kurs mod Prag.
Det er en overraskende kort flyvetur. Mit indre geografikort havde indstillet mig på en fornuftig flyvetur, men vi var dårligt nået over skyerne før kaptajnen meddelte, at vi begyndte indflyvningen.
Vi er i alt fire kolleger hernede, og vi hygger os. Vi bor i selve Prag dog lidt uden for det gamle centrum.
Første aften på restaurant insisterede jeg som den eneste, at jeg ville have en tjekkisk specialitet. Det fik jeg så! 1,4 kilo svin og lidt kartoffelmos. Skønt. Priserne er i øvrigt stadig sindssyg billige. Min menu kostede omregnet ca. 75 kr.
Selve produkt undervisningen foregår hos den lokale distributør lidt uden for byen.

søndag den 3. november 2013

Kreative Maja

 
 
Stik hende en tom tændstikæske og så går hun straks i gang med papir, farver og saks.

Æblemos og æblegelé

 
 
Jeg har af flere omgange kogt æblemos af vores fine æbler, som jeg nu har en formodning om, er af sorten Filippa.
Denne gang har jeg også kogt en æblegelé på skrællerne og kernehusene. Da produkterne skal bruges til en vært(inde)gave, har jeg købt nogle pæne glas og har bedt Maja om at lave nogle fine manillamærker. Så kan man vist da godt være det bekendt ikk'?

lørdag den 2. november 2013

Hæklet taske i Zpaghettigarn

 
 
Den hæklede hængekurv fra sidste indlæg er ikke det første projekt jeg har hæklet i Zpaghettigarn. For et par måneder siden købte jeg et taske-kit med garn, hanke og opskrift. Det kom der denne taske ud af. Den er sådan set blevet fin nok, men den er lidt for lille efter min smag. Så den bliver kun brugt meget lidt. Men, hankene er jo med karabinhager, så jeg kan bare hækle en anden og større taske. Jeg venter dog nok lidt, for det er temmeligt hårdt for fingre, hænder og håndled at hækle i det tykke Zpaghettigarn.

Hurtighæklet hængekurv

 
 
 
 
Vi lever jo pt. mildest talt på begrænsede m2, så alle kroge og hjørner bliver brugt til opbevaring. Efterår- og vintersæsonens komme gør, at vi nu har brug for yderligere opbevaringsplads til huer og handsker. Derfor fandt jeg på at hækle en hængekurv, som kan hænge på håndtaget til vinduet i entréen. Jeg købte noget Zpaghettigarn, fandt en opskrift på Nettet og gik i gang. Det tog vel 1 1/2 times tid og så var der hængekurv! Det går hurtigt med hæklenål nr. 10.
Den er blevet lige som jeg forestillede mig og nu er huer og handsker lige ved hånden.