fredag den 24. januar 2014

En dårlig bildag

 
 
 
I mere end 20 år har jeg aldrig lavet en skade på en andens bil. Desværre røg den fine statistik i forgårs, hvor jeg bukkede anhængertrækket på en Passat.
Jeg var uopmærksom og trillede med 5 km/t op bag i den forankørende. Min fejl. Øv.
Min mekaniker var ikke just begejstret, da han jo kæmpede en del med selvsamme kofanger for godt et år siden.
Det er nu en forsikringssag.
Senere samme aften begyndte batterilampen at lyse i instrumentpanelet.
Jeg havde et ærinde i Farum, og kørte derop i håb om at det var en advarsel om et batteri, der trængte til udskiftning.
Desværre kunne øsen ikke starte da jeg skulle hjem, så jeg fik strøm fra en anden bil og den sprang glad og tilfreds igang.
Efter sølle 5 km hjem mod Hvidovre, løb den tør for strøm og gik ud midt på en landevej.
45 minutter senere kom Falck og kunne konstatere at der var knækket en rem. Efter lidt yderligere ventetid kom der et fejeblad, som fik skrabet mig og bilen op fra rabatten.
En lang dag endte en times tid senere på luftmadressen på stuegulvet, og en ny morgen uden bil blev skudt igang.
Bilens motor blev fixet hurtigt, men er igen i dag på værksted, da der kommer taksator forbi.
Stik mig en firmabil...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar