søndag den 9. marts 2014

Öld

Jeg har, efter færdiggørelsen af Tempelblomst, straks slået masker op til et nyt strikkeprojekt. Det er en islandsk cardigan ved navn Öld 24 som skal strikkes i det islandske kradulds garn Létt-Lopi. Opskriften findes i Ístexs hæfte "Lopi 26" som jeg, sammen med garnet, har købt på www.shopicelandic.com. Opskriften er på engelsk, så den har jeg forsøgt at oversætte her til morgen.
Jeg har været så fornuftig at lave en strikkeprøve inden jeg for alvor gik i gang. Jeg ramte heldigvis strikkefastheden fint, så nu basker jeg løs på Öld (som vistnok kan oversættes med "århundrede"). Jeg har valgt, at grundfarven skal være grøn med mønsterborder i brun, beige og hvid.
Det går allerede tjept derudad med glatstrik på rundpind 4 1/2.

NB: dette var vist lidt af et "nørde"-indlæg indrømmer jeg. Men bloggen fungerer også som en form for strikkedagbog for mig. Jeg kan holde styr på hvornår jeg startede på et projekt og på den måde vide, hvor længe et projekt egentlig tager. Som nu Tempelblomst, der tog nøjagtig en måned. Gad vide om jeg kan prale med en færdig Öld d. 09. april?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar