lørdag den 22. marts 2014

Skibby Genbrugsplads Revisited

I denne weekend er vi taget i sommerhuset for første gang siden vi flyttede ud af det i starten af februar. Nu har det genvunden sin status som "opladestation" og her er heldigvis dejligt som altid.
I formiddags tog vi en tur til Skibby Genbrugsplads for første gang i umindelige tider. Det er jo efterhånden blevet et legendarisk sted for os og et potentielt skattekammer. Og vi blev sandelig ikke skuffet. Vi skovlede ned fra hylderne denne gang. Vi købte en del bøger, faktisk hele 25 stk. (plus otte pixibøger til samlingen). Titlerne er mangfoldige: "De sataniske vers", "Anatomisk Tegnelære", "Drageløberen", "Kvinden og Aben", Henrik Boserups "Mad", "Politikens Kunstleksikon", "Husdyr i farver" samt flere krimier, børnebøger og havebøger.
Specielt bogen "Husdyr i farver" synes vi er lidt af et kup. Den er nemlig illustreret af en kunstner vi holder meget af: Otto Frello - den ukendte kunstner som han bliver kaldt.
Derudover købte vi en del småtterier: et par Anders Andblade, noget fransk stentøj (som jeg bare ikke formår at lade stå), et par spil til ungerne, et sæt fyrfadsstager i marmor (som vist skulle være in igen jf. trendy blogs på Nettet), en Tupperware tesi, en dressingflaske(?) fra Rosendahl, et smart penalhus m. indhold, en blå lege-dametaske til Maja, en lege-halskæde, tre emaljeskåle, et lille mortersæt og et etui (til strikkegrej tænker jeg).
Vi købte også nogle kuriositeter: tre sorte, ovale rammer med broderier (til min forestående billedvæg dog minus broderier. Og dog?), en dyppekoger (kan hænde at være handy), en kitsch øloplukker i rød plast, en skrigpink kniv, magneter fra diverse rejsemål (ungernes valg) og en knap så køn karlekammerstage i keramik (den tænker jeg skal have en hot date med en kobberspray).
Alt i alt slæbte vi fire fyldte bæreposer hjem. Og hvad må vi så slippe for hele herligheden? En flad hundredemand! Det er simpelthen rørende billigt.
Jo vist kunne vi da sagtens undvære alle vores køb, men den enes skrald er den andens skatte. Vi føler os ihvertfald beriget med mange skønne, skøre og skæve sager, som nu bliver fordelt på hus og sommerhus.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar