mandag den 28. april 2014

Herretur

 
 
 
 
Min gode kammerat Michael havde inviteret mig med ud at køre Ferrari, så vi mødtes lørdag kl. 15 hjemme hos ham i indre by.
I god tid kørte vi til Kastrup Strandvej, hvor vi skulle mødes med folkene bag udlejningen af sportsvognen.
Her startede Michael som den første af os med en kort introduktion og med en instruktør/ medarbejder ved siden af. Her er man ikke passager, men chauffør!
Solen skinnede om kap med den knaldrøde Ferrari F360 Spider. Den var udstyret med automatgear så ingen bekymringer om gearskift og koblingspunkt.
Michael blev sendt af sted.
Synet og ikke mindst lyden af den røde Ferrari med kalechen nede, giver de fleste bilinteresserede en tanke "bare det var mig...".
Det fede var jo så at det var min tur bag rattet, når Michael kom tilbage.
Glad og tilfreds var Michael retur. Nu var det min tur.
Selen på, indstilling af spejle og lidt info om ruten og så afsted.
Lyden er fantastisk. Det er ligesom med fyrværkeri, lyden er mere end halvdelen af oplevelsen. En fontæne der bare sprutter lidt er noget mere tam end et stykke krudt der larmer helt vildt. Ferrarien larmer helt vildt, men det er ikke støj for det lyder bare potent.
Til min store glæde gik ruten mod motorvejen, og medarbejderen i passagersædet lignede bestemt en som nød sit arbejde.
Hen af Kastrup Strandvej blev bilen beundret af både børn og voksne. Der blev peget og kigget og det passede mig fint. Jeg sørgede for at de fik lidt for pengene og accelerede højlydt derud af.
Jeg har tit tænkt "hvordan fanden har sådan nogle gutter råd til at fræse rundt i en Ferrari???", når jeg har set lignende optrin i gadebilledet. Nu kender jeg måske forklaringen... de lejer den bare!
En ny Mercedes hægtede sig på, kunne jeg se i bagspejlet. Den blev dog hægtet af igen da motorvejen åbnede sig op foran mig. Pedalen røg i kælderen og jeg hamrede ud på motorvejen. "Skal vi gennem tunnellen?" spurgte jeg. Svaret var "ja". Med en hastighed som nok ville koste kortet, fik jeg en på opleveren. Vi brølede gennem tunnellen først i den ene retning og siden tilbage i den anden retning. Bilen var supernem at køre, det vil alle kunne finde ud af. Jeg besluttede mig for at en tur med de lovlydige 110 km/t, ikke lige var mit temperament. Den fik fuld hammer kun afbrudt af en Ford S-Max 7-personers, som nok også fik en oplevelse, da der dukkede en Ferrari op bagved ud af det blå. Ind til højre med Ford'en, og med pedalen i bund brølede jeg udenom. Fedt.
Efter yderligere lidt "paradekørsel" på strandvejen, måtte jeg konstatere at turen sluttede, hvor vi startede.
Sikke en oplevelse.
Både Michael og jeg var helt høje bagefter, dog afbrudt af sult!
Jeg var blevet anbefalet et nyt pizzaria på H. C. Ørstedsvej på Frederiksberg der hedder Ninos Pizza.
Det levede fuldt ud op til anbefalingen. De to stenovnsbagte pizzaer smagte fremragende, og nok de bedste jeg nogensinde har smagt. De får 5 stjerner herfra! Den 6. stjerne udebliver fordi den søde og høflige ekspedient åbenlyst troede at Michael og jeg var kærester!!! På trods af at Michael insisterede på, at han skulle have familien med til Sicilien til sommer, så blev hun ved med komme med gode rejsetips til os begge. Vi opgav til sidst og det endte med at hun ønskede os god ferie, og at hun glædede sig til at høre om vores tur, når vi kiggede forbi Ninos Pizza næste gang.
Nu var vi jo ligesom i gang med en luksustur rundt i byen, så vi fandt en anmelderrost cafe også på Frederiksberg. Michael nød opholdet i de pænt overdrevne møbler og vi hyggede os med gode røverhistorier.
Efter endnu en kaffe på en ny cafe, gik turen hjem til sommerhuset efter en super dag.

1 kommentar:

  1. Det var så fed en tur og alle burde give sig en eller flere luksusture i fede dyre biler. Nu er jeg taget til Cannes og spiser ikke mad til under 5.000 € pr. kuvert....! Nyt, nyt, nyt, nyt - skål...!

    SvarSlet