lørdag den 31. maj 2014

Marathon-manden - før, under og efter

I dag oprandt begivenheden som hele vores tur til Stockholm handlede om: Marathon.
Rasmus og hans kollega Kim havde meldt sig til for længe siden og nu var det nu.
Pigerne, min mor og jeg tog opstilling på Vasagatan lige efter 12/37 km mærket og heppede det bedste vi havde lært. Efter de første 12 km kom Rasmus og Kim forbi sammen i fin stil. Efter 37 km havde begge ramt muren og Rasmus havde kæmpet sig frem til os og måtte også kæmpe de sidste fem kilometer.
Vi mødtes med begge Marathon-mænd på Stockholm Olympiske Stadion, hvor målstregen lå. Begge var utroligt stolte over at have gennemført en marathon. Og det samme var vi - deres eget private Hejaklacka.

NB: Rasmus' tid blev: 04:48:25.

fredag den 30. maj 2014

Stockholm

Onsdag eftermiddag fløj pigerne, Rasmus, min mor og jeg til Stockholm. Den primære årsag til turen er, at Rasmus skal løbe Stockholm Marathon på lørdag. Men indtil da oplever vi en masse andet.
Vi bor i en lille hytte på et vandrehjem i Bredäng lidt uden for Stockholm. Det tager ca. 20 minutter med T-banen ind til byen.
I går torsdag, tog vi T-banen ind til Slussen og gik over til Gamla Stan. Her gik vi i de gamle gader op til Storkyrken, hvor vi kiggede indenfor. Her så vi blandt andet den fine figur fra 1400-tallet af "Göran og Draken" og pigerne fik legenden læst op.
Derefter gik vi op omkring kongeslottet, hvor en af os fik en reprimande af en vagt. Vi synes, at vores Amalienborg er både pænere og hyggeligere. Og så bor vores kongefamilie faktisk på slottet. Det gør de svenske ikke.
Pludselig var der kæmpeudrykning og alt hvad der kunne køre af ambulancer, politi- og brandbiler stoppede ganske tæt på os - sikke et leben. Det viste sig, at det var en mindre brand/ røgudvikling i et hotel beliggende i Gamla Stan. Dét udløser storalarm! Heldigvis var det umiddelbart intet alvorligt.
Derefter tog vi en båd ud til Djurgården, hvor vi gik ind på Skansen som er et frilandsmuseum/ zoo. Her så vi bl.a. ulv, bjørn og elg, som jo alle lever vildt i Sverige. Vi brugte en del tid på Skansen i flot solskin (men med kraftig blæst og lave temperaturer).
Sidst på eftermiddagen tog vi hjem til hytten, lavede aftensmad og slappede af.

onsdag den 28. maj 2014

På tur gennem byen

 
 
I går skulle jeg til dialogforummøde i DR Byen direkte efter job. Det betyder, at jeg skal krydse byen i bil. Det er ret angstprovokerende synes jeg. Men man må jo bare kaste sig ud i det. Gps´en er til stor hjælp og det samme er den langsomme myldretidstrafik faktisk. Man kan nå at tænke sig om uden at blive dyttet af.
Vejret var flot, så jeg kørte med kalechen nede. Det giver en helt anden køreoplevelse og gjorde turen til en ren fornøjelse.
Jeg kom da også godt ud til DRByen, med kun en enkelt lille omvej undervejs...

søndag den 25. maj 2014

602 og de andre

I dag, da vi var på vej hjem fra sommerhuset, gjorde vi holdt ved en flok økokøer, der græssede lystigt. Især 602 var tæt på og ungerne var overraskede over, at køer faktisk er ret store.
Det er et fantastisk smukt syn at se sortbrogede køer i det hornsherredske landskab på en skøn (før)sommerdag. Jeg vil sende 602 og hendes veninder en venlig tanke når vi drikker vores mælk i morgen tidlig.

Krabbefangst ved fjorden

I denne weekend er vi i sommerhus. På trods af skybrudsvarsel for København - som så blev afblæst...
Godt vi ikke blev hjemme, som den fornuftige kælderejer måske burde have gjort.
I Vellerup fik vi ikke en dråbe regn og i fredags grillede og lørdag lavede vi mad over bål.
Lørdag aften tog pigerne og jeg til fjorden med krabbefiskegrej (= pind med snor med klemme for enden). Vi fandt nogle blåmuslinger, der måtte ende sit liv som krabbemadding. Vi fik hurtigt bid igen og igen. Det var supermorsomt og pigerne var seje til at ordne madding og hale fangsten i land.
Det skal vi helt sikkert gøre igen en anden gang.

fredag den 23. maj 2014

Frivillig morgenlæsning

Sus og jeg må tilstå, at vi i starten af ugen blev overraskede, da Mille kom hjem med et topresultat i en læseprøve. Lutter rosende ord fra læreren og en opfordring til endnu mere læsetræning.
Nu står den på daglig godnatlæsning fra både Mille og Maja.
Maja gør også opmærksom på sig selv. Hun speedlæser børnebøger højt for os. Også meget imponerende. De går trods alt kun i 1. og 2. klasse.
Her til morgen sad de med hver deres bog imens morgenmaden blev arrangeret.

torsdag den 22. maj 2014

Anderledes dørstopper

På varme dage er det herligt at have døre og vinduer åbne. Men gennemtræk, smækkende døre og kattehaler er ikke en god kombination, så vi er flittige forbrugere af alskens dørstoppere.
Nu har jeg kreeret min egen udgave til havedøren.
Man skal bruge:
-en sten (min er fra den hedengangne havedam),
-et fint stykke hækleri eller knipleri (min er en fin dug som min mormor Ellevine har lavet)
-en saks
-lim
-filtdutter

Jeg startede med at lime på midten af stenen og så ellers bare der ud af. Afslutningen var lidt tricky, da jeg måtte klippe en del af dugen. (Helligbrøde? Måske, men nu får den nyt liv i stedet for at ligge i skuffen).
Jeg brugte godt med lim på undersiden og sluttede af med et stort stykke filtdut, der dækker klippekanten.
Og voila, en fin dørstopper med en historie.

onsdag den 21. maj 2014

Stråbryllup

 
I dag har Rasmus og jeg været gift i ni år. Ingen af os huskede på det i morges, men det er altså vores stråbryllupsdag i dag. Vi har ikke planlagt at fejre det, faktisk skal jeg ud med et par gamle kollegaer efter arbejde og Rasmus skal til svømning med pigerne. Så vi må tage revanche en anden gang. F.eks. i september, vi skal på weekendtur til Barcelona. Det fandt vi lige på i går (Rasmus skal derned i tre dage med jobbet og så støder jeg til til weekenden). Så det må udgøre bryllupsgaven for i år tænker jeg.
Men tillykke med dagen Skat. Vi har det godt sammen, du er relativ nem at være gift med og jeg elsker dig, så lad os satse på guldbryllup i 2055 (måske bør vi allerede nu booke lokaler på Månen. Eller måske Mars?).

søndag den 18. maj 2014

Fra London med stil

Vores fly letter søndag kl. 10, og vi vil ikke komme for sent.
Derfor tjekkede vi i går mulighederne for at tage tog til lufthavnen. Det ville betyde undergrundsbane plus et almindeligt tog til lufthavnen.
Problemet var bare at det er søndag! De tidligste undergrundstog kører først kl. 7.13 og vi ville derfor ikke kunne være i lufthavnen kl 8. Derudover oplevede vi i går en hel del renovering og vedligehold af skinner og stationer, og deraf lukkede stationer.
Transportsystemet under jorden fungerer fint, men der er meget meget varmt og der dufter heller ikke - der lugter!
Derfor besluttede vi os for at betale det det nu koster at tage en taxi.
Hotellet sørgede for at bestille en taxi til os med afgang kl 6.45.
Tidligt men vi orker ikke at misse et fly.
Da vi skulle tjekke ud bemærkede jeg godt en Mercedes Benz S-klasse udenfor hotellet. Chaufføren i lobbyen spurgte mig om mit værelsesnummer, og minsandten om ikke han var vores ride til lufthavnen.
Kort efter var det pludselig Sus og jeg der befandt sig på bagsædet af en 5 liters 8 cylindret limousine med alt i luksus.
En sådan bil er ret standard i London, uden af overdrive har vi vel set 100-vis i gadebilledet hver dag.
Der var ingen undskyldning for at sidde dårligt. Det læderbeklædte bagsæde var el-indstilleligt på alle leder og kanter og med mulighed for varme naturligvis.
Benpladsen kunne der heller ikke klages over.
Vi kom sikkert og hurtigt frem og er nu tjekket ind og klar til at komme hjem til pigerne.

Lang lørdag i London

 
 
 
 
 
 
 
 
 
I dag har vi virkelig fået nogle kilometer i benene. Vi startede godt nok med en lang sejltur ned af Themsen. Målet var at se det store tidevandsanlæg Thames Barrier. London (og andre byer langs Themsen) er udsat for voldsomt tidevand og vores guide fortalte, at forskellen på flod og ebbe under normale forhold er mellem 18 og 26 feet. Omregnet giver det en forskel på mellem ca. 6-8 meter! Tænk så på, hvad der kan se under unormale forhold. Og det er da også gået galt flere gange. Derfor byggede man Thames Barrier i 1984 for at sikre London mod oversvømmelser. Et ret imponerende og flot anlæg.

Se en video om hvordan anlægget virker HER
Se en video af anlægget i funktion HER

På vej tilbage stod vi af ved Greenwich, hvor vi tilbragte et par timer i de smukke omgivelser. Vi gik bl.a. op til Royal Observatory. Her hænger der et sjovt 24-timers ur som går efter tiden Greenwich Mean Time. I 1884 blev Greenwich Mean Time, efter en betydningsfuld international aftale, den grundlæggende tidsmåling for det meste af verden. Her går også Meridianen (= længdegrad 0) og jeg prøvede det spøjse, at stå med ét ben på hhv. den østlige og vestlige halvkugle.
Vi sejlede tilbage til Towers Bridge, hvor vi stod af og gik en tur i det smukke St. Katherine's Dock, som på en måde kan sammenlignes lidt med Nyhavn. Derefter gik vi en tur-retur over den imponerende Tower Bridge.
Vi hoppede så på en dobbeltdækkerbus og kørte til St. Pauls Cathedral, hvor vi kiggede indenfor. Flot kirke med flot kuppel, men når man har set Peterskirken så...
Vi gik over endnu en bro over Themsen, nemlig Millenium Bridge, som blev lukket én dag efter den åbnede i sin tid, da den gik i egensvingninger. Det er heldigvis udbedret.
Vi tog en bus videre til Trafalger Square, hvorfra vi gik videre igennem Soho og Chinatown. Vi spiste aftensmad i Soho inden vi gik til Piccadilly Circus, hvor vi sad en rum tid og betragtede menneskemyldret.
Så gik turen hjem til hotellet og SÅ kunne vi tage skoene af og hvile fødderne. Rasmus var bogstavelig talt gået ud af sine strømper.
Endnu en skøn dag i London med mange anderledes oplevelser.

fredag den 16. maj 2014

Hey, mænd KAN gå i kjole!

Nu har vi set det hele to gange i dag!
(Jeg var nødt til at lade som Rasmus var hovedmotivet på det nederste billede for ikke at virke alt for uhøflig.
Og dog, de må være vant til opmærksomheden qua de orange kjoler (kofter? Kjortler? Kutter?)

"Koncerten er desværre udsat..." (Advarsel: bittert indlæg)

Sådan omtrent stod der i en mail i Rasmus inbox i morges. Og ja, det er desværre vores koncert her i London i aften. Stakkel Morten Harket har sørme fået ondt i halsen (Dit sa**ns skvat, så tag dog en panodil og en romtoddy og mand dig op for hel**de!)
Udsat! Jamen, så kommer vi da bare atter til London, når Hr. Harket er frisk igen. Not! Det har vi hverken råd til, eller vil risikere aflysning én gang til. Det kan jo hænde han får en ligtorn eller et papercut!
"I kan selvfølge også få refunderet billetterne". Jo tak, men hvad med alle vores udgifter forbundet med at komme til koncerten i London?
Bitre? Ja, det tror jeg nok vi er. Heldigvis byder London på masser af andre spændende oplevelser for os.
Men vi har lært, at det er alt for risikabelt at rejse så langt for en koncert. Så lad være med det.

Stonehenge

I dag har vi været ved Stonehenge, som ligger ca. 1 1/2 - 2 timers kørsel sydøst for London. Vi havde købt billetter til en bustur med afgang kl. 09.00 fra Cromwell Road.
Jeg har, lige så længe jeg kan huske, haft lyst til at se Stonehenge i virkeligheden. Og jeg blev ikke skuffet! Sikke et monument, der får tankerne til at løbe løbsk. Hvornår blev det bygget? Af hvem, hvordan, hvorfår og til hvad?
En del spørgsmål kan besvares: anlægget blev påbegyndt omkring 2500 BC (stenalderen) og undergik flere ændringer i århundrederne derefter.
De sværeste spørgsmål at besvare er nok hvorfår og til hvad. Der er mange, mange teorier og alt lige fra noget UFO-relateret til et kæmpeur. Men uanset hvad det er, så har det krævet en næsten umenneskelig indsats fra mange hundrede folk at bygge anlægget i en tid, hvor redskaberne var primitive og hvor hjulet end ikke var opfundet. De har ment det alvorligt de gæve stenalderfolk.
Det har været en kæmpeoplevelse at se Stonehenge med egne øjne og kommer helt sikkert på min top-ti liste over bedste oplevelser. Og, helt sikkert også på top-10 listen over smukkeste steder jeg har spist frokost!