onsdag den 18. juni 2014

Tur til Københavnstrup

 
 
I dag havde jeg et ærinde i København efter arbejde. Jeg skulle købe noget gennem Den Blå Avis. Vi besluttede derfor at vi ligeså godt kunne lave en tur ud af det. Jeg havde provianteret med sodavand og hjemmebagte pølsehorn og så hentede pigerne og Rasmus mig efter arbejde. Vi fik hurtigt klaret mit indkøb og så gik turen mod Nyhavn, hvor vi parkerede i min fars gård.
Vi gik et par hundrede meter "op" ad Nyhavn og satte os til rette i en kanalrundfartsbåd, og spiste vores medbragte mad i skønne omgivelser i Københavns Havn og kanaler. En kanalrundfartstur er nok en af vores yndlingsbeskæftigelser i København og vil klart være på top tre over anbefalinger til turister og besøgende i Kbh. Det er heller ikke ret dyrt, en tur med NETTO-bådene koster 40 kr. pr. voksen og 15 kr. pr. barn.
Det er omtrent 35 kr. billigere end de efterfølgende is, som vi købte hos den legendariske isbod på hjørnet af Nyhavn og Toldbodgade. Men de var nu også gode og gav anledning til fis og ballade hos ungerne (bemærk forøvrigt at Mille har tabt endnu en tand - højre fortand i overmunden).
Efter isen gik vi op til min far og fik en kop kaffe inden vi kørte hjem.
Ja, sådan kan man få en fed eftermiddag i København sådan en helt almindelig onsdag. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar