mandag den 16. juni 2014

Søndagstur til Møns Klint

 
 
 
 
 
 
 
I går kørte vi en tur "ud i Det Blå i Den Blå". Vi pakkede cabriolet´en med madpakker, kaffekander, badetøj, solcreme og andet godt og kørte en tur til Møns Klint. I stedet for at tage til det tradiotionelle sted ved Geocentret, tog vi til vores egen lille hemmelige adgang til Møns Klint, som ligger af en sidevej (Langebjergvej) til Klintevej, som ellers er hovedfærdselsåren til Klinten.
Vores hemmelige sted hedder "Jydelejet". Man parkerer ved Langebjergvej og går derefter ca. 1,5 km gennem selve Jydelejet, som er en frodig dal med overdrev, lunde og klinteskov. På overdrevet vokser der bla. orkideer som, naturligvis, er fredede. Det lykkedes os faktisk at se flere orkideer - af typen der hedder Skov-Gøgeurt (billede fire). Jeg ved ikke hvilken plante vi forevigede på billede tre, men smuk var den. En mail + billede til www.danmarksflora.dk opklarede mysteriet lynsnapt: det er en Blæresmælde (altså ikke en orkideé, men af nellikefamilien).
Vi mødes med Birthe og Torben lige før vi tog de 279 trappetrin ned til vandet. Vi brugte de næste par timer langs de smukke, hvide klinter med at finde forsteninger og andet godt fra havet. Pigerne fik også en dukkert i bølgen blå - eller turkis som der jo af pga. kalken (efterfølgende er jeg blevet i tvivl om, om det nu var klogt at lade dem bade der. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har set andre bade der. Måske er der noget jeg ikke ved? Understrøm? Basisk miljø? Hmm. Men de overlevede da.).
På turen tilbage gennem dalen traf vi på de beboere, der havde "tabt" deres visitkort på stien. Faktisk skulle vi overordenligt tæt på kvæget for at kunne passere. De stirrede ret olmt på os, men lod os da komme forbi.
Vi sluttede dagen hjemme hos Rasmus´ Moster Inger i hendes vidunderlige rækkehus i Stege.
Vi havde en helt vidunderlig dag og forhåbentlig kun en af mange ture "ud i Det Blå i Den Blå" denne sommer.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar