onsdag den 16. juli 2014

Arken


 

 

 

 

 

 

 

 

 
I dag har vi brugt en sommerferiedag på at være kulturelle. Vi kørte en tur på kunstmuseet Arken i Ishøj.
Dels var der en udstilling af kunstneren Hundertwasser som vi gerne ville se og dels skulle der være en kunstinstallation/ legeplads for børn. Det var der også, den hedder "Modellen" og er oprindelig opsat iStockholm i 1968 af den danske kunstner Palle Nielsen. Det er vel nærmest en slags byggelegeplads, hvor meningen er, at børnene skal "bygge" videre på den. Palle Nielsen siger: "Det er kun en udstilling for dem, der ikke leger".
Pigerne blev også shanghajet af en gartner (?!) og kreerede en blomsterpotte og såede ærter i den. Jo jo, hvem siger at kunstmuseer er kedelige?
For noget tid siden var Mille og jeg et smut på Arken, bare inde i museumsbutikken, og der bemærkede jeg udstillingen med Hundertwasser. Hundertwasser (1928-2000) var en østrigsk kunstner og økoaktivist, som brændte for at leve i pagt med naturen. Som han udtalte i 1975: "Jeg har altid ville vise, hvor let det er at skabe paradis på jorden". Det forsøgte han at vise igennem sin livsstil, sine billeder, sine bygningsværker og gennem forskellige aktioner.
Hans billeder er meget farvestrålende og smukke og vi overvejer, om vi skal købe et par plakater til vores stue. Originalværker er der vist desværre ikke råd til.
Udover Hundertwasser og Modellen så vi kun de andre udstillinger meget kort. Men hold op hvor er Arken et lækkert museum. Det anbefaler vi hermed.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar