mandag den 28. juli 2014

Hatbakker og heste















I dag var vi på tur til Sydlangeland. Med os havde vi Anni og John, som har været på besøg et par dage. Målet for dagens udflugt var: 1. De vilde heste, 2: Langelandsfortet.
Vi kørte vel en times tid fra nord til syd og parkerede så ved Ørnehøj, som er én af de godt 1000 såkaldte Hatbakker, der præger det sydlangelandske landskab. En hatbakke blev dannet under sidste istid ved at materiale (grus), der blev aflejret i søer på isens overflade, efter isens bortsmeltning lagde sig som hattelignende bakker på jordoverfladen.
Fra Ørnehøj er der en god chance for at spotte de ca. 70 vilde Exmoor-ponyer der lever i dette område. Vi fik da også øje på dem i det fjerne og skyndte os hurtigt nærmere. De befandt sig nær en sø - ikke så mærkeligt på denne varme sommerdag. Det var svært at se sig mæt i de smukke dyr og vi var meget begejstrede. Som Rasmus sagde: "det må være lidt samme følelse man får på en Safari".
Det var i hvert fald en stor oplevelse.
Vi nåede ikke Langelandsfortet i denne omgang ("Fuck Fortet" som Anni sagde), for vi gjorde som hestene og gik i vandet. Vi valgte havet ud for Langelands sydligste punkt. Vandet var svalt og lækkert - lige hvad vi havde brug for.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar