søndag den 3. august 2014

Elvira og Sixten

y
Som jeg har nævnt tidligere, brugte vi en del af vores sidste feriedag på Langeland på Tåsinge. Nærmere bestemt på Tåsinge Museum, hvor der er en lille udstilling om Elvira Madigan og Sixten Sparre.
Jeg havde godt hørt om parret før, men var ikke klar over om de egentlig var fakta eller fiktion. Det har vi nu fået opklaret.
Jeg fortalte kort pigerne om den smukke linedanserinde og den flotte soldat der blev forelskede, men som ikke kunne få et liv sammen.De blev meget fascinerede af historien og ikke mindst dens tragiske udfald.
Kort fortalt, så var Elvira en smuk, ung linedanserinde, der i slutningen af 1880´erne rejste rundt med sine forældres Cirkus Madigan. Under en optræden i Sverige får den svenske løjtnant Sixten Sparre (som er gift og har børn) øje på hende og hun på ham. I gennem flere år holder de en hemmelig kontakt og i sommeren 1889 stikker de af til Danmark. De ender i hhv. Svendborg og på Tåsinge, hvor de gennem nogle måneder lever som mand og kone.
Da Sixten ikke møder op til et par obligatoriske mønstringer, efterlyses han. Det er også bemærket at Elvira Madigan er forsvundet. Snakken begynder at gå og parret løber desuden tør på penge.
I juli 1889 får de pakket en madkurv og tager på skovtur i Nørreskoven på Tåsinge.
Her skyder Sixten Elvira i hovedet med sin tjenestepistol og tager derefter livet af sig selv. Om Elvira har været bekendt med planen vides ikke præcist, men noget kunne tyde på det.
De bliver fundet efter et par dage og nyheden om parets ulykkelige skæbne breder sig som en steppebrand. De bliver begravet fra Landet Kirke, hvor de stadig ligger. Efter sigende er der tradition for, at brude fra Landet Kirke lægger deres brudebuketter på Elviras grav - for at give hende noget hun selv aldrig fik.
Vi har både besøgt det fine gravsted på Landet Kirkegård og det sted de endte deres dage i den nærliggende Nørreskov. På Tåsinge Museun kunne vi finde yderligere oplysninger om deres kærlighedshistorie.
Stakkels Elvira og Sixten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar