søndag den 3. august 2014

Flere ferieglimt fra Langeland




Så er vi hjemme igen efter en fantastisk ferie på Langeland. Vores sidste dage derover har vi bl.a. brugt på shoppingture til Rudkøbing og Svendborg, vi har besøgt området ved Valdemar Slot, været på Langelandsfortet, været på Nordkysten, hvor man kan se Storebæltsbroen, kørt rundt til flere såkaldte Kunsttårne (gamle eltårne), set Tranekær Slotsmølle og været ude og se Søstenen, Langelands største kampesten (ikke den store attraktion kan jeg afsløre. Den stod desuden midt i en tyrefold - MED tyre!!!). Vi har også været ude at bade på den fine sandstrand ved Ristinge.
I går lørdag sluttede vi vores Langelandstur med et besøg på Tåsinge (mere om det senere), hvor vi bl.a. nød udsigten til fra Bregninge Kirke.
Jeg kan sagtens anbefale Langeland som feriemål. Vi var nu også heldige med vejret og med max 4-5 km til kysten overalt på Øen, ja så er der rig mulighed for en hjemlig badeferie i smukke omgivelser.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar