onsdag den 18. februar 2015

Et smukt farvel


I skrivende øjeblik sidder jeg lunt og godt i min gyngestol i udestuen. Jeg nyder en kop kaffe og varmen fra brændeovnen.
Jeg sad præcis på samme måde i søndags da vi fandt ud af, at det var Dan der var død.
I dag er Dan blevet begravet. Rasmus og jeg deltog sammen med mange, mange hundrede andre mennesker. Begravelsen fandt sted på Mosaisk Begravelsesplads på Ydre Vesterbro. Der deltog folk fra nær og fjern i bogstaveligste forstand. Vi stod sammen med andre naboer fra vores gamle vej og der var tydeligvis tilrejsende fra Israel og andre fjerne egne. Statsministeren, Justitsministeren samt andre politikere repræsenterede det officielle Danmark.
Der blev holdt flere fine og rørende taler for Dan, bl.a. af tidligere Overrabbiner Bent Lexner, der har kendt Dan siden han var et par dage gammel. Det var også Overrabbineren der, sammen med politiet, meddelte Dans forældre den tragiske nyhed lørdag nat.
Det var en smuk oplevelse at overvære en jødisk begravelse og Dan blev begravet på en smuk plads lige ved siden af mindesmærket for de omkomne fra Theresienstadt.
Jeg må dog sige, kald mig naiv, at jeg var chokeret over antallet af bevæbnede politifolk og andre uniformerede mænd. Det var simpelthen helt vildt og jeg blev noget betuttet.
Efter begravelsen hilste vi på familien og gav dem et ordentligt knus.
Rasmus og jeg er enige om, at Dan aldrig vil blive glemt.
Jeg vil fremhæve et citat af Dan, som står nævnt på hans mindeside www.danuzan.com

Modet til godhed
Det onde kan aldrig overvindes ved magt, det kan overkommes ved godhed mellem mennesker alene. Det er det eneste håb for menneskeheden og vor klode.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar