tirsdag den 31. marts 2015

Dublin - dag 02. Dunluce Castle og Belfast









Efter mødet med Giant's Causeway satte vi os forblæste og forslåede ind i bussen som kørte os et stykke videre østpå. Her kørte vi forbi landsbyen Portballientrae (på irsk: Port Bhaile an Trá  hvilket betyder noget i retning af: Havnen ved strandbebyggelsen). Det må have været ret råt i gaderne i dag. 
Vi gjorde et "fotostop" ved Dunluce Castle, som i 1200tallet blev opført alleryderst på en klippe. Måske smart, måske ikke, for på et tidspunkt styrtede en del af borgen i havet. Efter sigende var det køkkenet der røg og alle døde, undtagen køkkendrengen, der sad i et hjørne af køkkenet. 
Vi holdt os på behørig afstand og denne gang mistede vi hverken ejen- eller kropsdele. Men til gengæld blæste vores frisurer i alle retninger. 
Vi kørte til Belfast, hvor vi gjorde holdt  ved Rådhuset som er opført i 1906 og stærkt inspireret af Skt. Pauls Cathedral i London. Vi fik en time på egen hånd og vi valgte at benytte tiden til shoppe plaster(!) og rejsegaver. 
Efter en lang og begivenhedsrig dag, gik turen nu de små 200 km tilbage sydpå mod Dublin. 
Vi købte noget mad og stavrede hjem til hotellet trætte og mættede af mange fantastiske naturoplevelser. 

Dublin - dag 02. Giant's Causeway

Efter Carrick-a-Rede kørte vi videre vestover langs nordkysten. Denne kystrute skulle efter sigende være en af de smukkeste i verden og selv sammenligner jeg den med Highway One, som jeg kørte ad med min elskede i 2004.
I dag var det min mutter og jeg der delte en fantastisk oplevelse.
Vi kørte til The Giant's Causeway, som figurerer på UNESCOs verdensarvsliste.
The Giant's Giants Causeway er mere end 35.000 primært sekskantede basaltsten, de højeste på 10-15 meter. Fænomenet blev skabt ved vulkansk aktivitet for ca. 55 millioner af siden. Under afkølingen af lavaen "knækkede" den i de karakteristiske symmetriske mønstre og et nu et af de mest specielle naturfænomener i verden og uden tvivl Nordirlands mest besøgte seværdighed.
Som vores chauffør/guide Shawn fortalte os, er der to versioner om hvordan Giant's Causeway blev skabt. Ovenstående version og så den rigtige version:
For mange år siden ville kæmpen Finn MacCool en tur til Skotland (hvor der også er basaltsøjler) og se på sine rivaler og byggede derfor en vej (Causeway) dertil. Da kæmperne i Skotland viste sig at være tre gange så store som Finn, løb han dog hurtigt hjem igen. Desværre for Finn fulgte en af de skotske kæmper efter ham hjem. Men, Finn og hans kone fik ved list overbevist skotten om, at han ville blive Finn underlegen. Derfor løb han tilbage til Skotland i en sådan fart, at vejen blev brudt itu og efterladt sådan som den fremstår i dag.
Ja, så ved vi det!
Også her var der meget voldsom blæst og et særligt kraftigt vindstød smækkede min lille Mutter hårdt ned i stenene, så både hun og hendes kamera fik et ordentligt bask.
Tilbage i besøgscenteret besigtigede vi hendes skader, der omfattede flere knubs på hænder og ben. Særligt ét sår på skinnebenet var dybt og jeg insisterede på at skaffe et ordentligt plaster til hende. Jeg henvendte mig derfor til personalet. Det viste sig, at de havde pligt til at behandle folk i "the first aid room", så det måtte vi så.
Den lidt aldrende mandlige hjælper blev noget betuttet, da min mor gjorde antræk til at trække bukserne ned. Han blev synligt lettet da det kunne lade sig gøre at hive op i buksebenet i stedet. Han rensede såret og satte omhyggeligt et plaster på. Jeg bad ham også hjælpe med et frisk plaster til et meget lille, men blødende sår på min mors ene langemand. Det tog han (også) meget alvorligt og forbandt fingeren til den helt store guldmedalje. Jeg var lige ved at bide tungen af mig selv i kampen for at undertrykke et latteranfald.
Da han var ude af syne hev min mor fingertutten af "den skal jeg sgu ikke op i bussen med" sagde hun mens hun haltede afsted.
Min mor (og hendes kamera) har det efter omstændighederne godt.
The Giant's Cause er et syn for guder og kulissen med de meterhøje frådende bølger var en respektskabende prik over i'et.

Dublin - dag 02. Dark Hedges og Carrick-a-Rede

I dag har vi været på heldagsudflugt til Nordirland. Væggeuret ringede kl 06.00 og efter en hurtig morgenmad på værelset gik vi mod centrum, hvor vi blev hentet af vores bus.
Vi kørte ud af Dublin og nordpå. Den første seværdighed var ved de såkaldte Dark Hedges, som er en flere hundrede år gammel allé af bøgetræer. Alléen blev plantet af Familien Stuart i det 18. århundrede som en smuk ankomst til deres bolig. Dark Hedges er nu en af Nordirlands mest besøgte attraktioner, måske fordi de er med i den populære serie Game of Thrones (som vores egen Nicolaj Coster-Waldau jo brillierer i)
Næste stop var på den utroligt smukke nordkyst ved Carrick-a-Rede. Carrick-a-Rede er en 18 meter lang hængebro, der forbinder fastlandet med et klippeskær mere end 20 meter oppe. Broen blev brugt af fiskere gennem mere end 150 år for at fange laks fra skæret. I dag er det udelukkende en turistattraktion. I dag blæste det helt utroligt meget, så broen var "uheldigvis" lukket (pyh, siger hende med højdeskræk).
Én af os ofrede forøvrigt en hjemmestrikket hue til Atlanterhavet. Den fløj simpelthen ud af lommen og, citat: "af helvede til".
Ja, vinden var endog meget kraftig og de kneb til tider med at stå fast. Men vi kæmpede os tilbage til bussen med strithår og røde kinder beriget med en smuk og voldsom naturoplevelse.

mandag den 30. marts 2015

Dublin - dag 01. Ankomst og gåtur i byen

I dag er min mor og jeg rejst til Dublin. Vi rejser sammen ca. hvert eller hvert andet år og vi tager som regel til lidt utraditionelle destinationer. I år har vi så altså valgt at tage til Irland.
Vi forlod et regnfuldt og blæsende København i formiddags og ankom til et ligeså regnfuldt og blæsende Dublin. Men hey, det er vist at forvente på disse breddegrader.
Vi tog en bus fra lufthavnen og ind til Dublin Centrum. Herfra gik vi ca. 10 minutter til vores hotel "Albany House" tæt på parken "St. Stephen's Green". Vi checkede ind og fik en kop kaffe inden vi gik ud i byen igen. Vi fandt garnforretningen "This is Knit" som jeg havde set på nettet og fik købt garn til et smukt tørklæde designet af garnforretningens ene indehaver, Lisa.
Derefter osede vi i butikker indtil vi kom til området "Temple Bar". Området er, ifølge Lonely Planets guidebog, en skønsom blanding af at være party zone og kulturel højborg. Der er i hvert fald mange barer og restauranter og vi spiste på én af dem. Her nød vi forøvrigt også vores første Guinness.
Derefter krydsede vi floden Liffey via Millennium Bridge og gik tilbage igen via Ha'penny Bridge. Vi ledte derefter efter det nærliggende Dublin Castle, men forgæves! Enten var Guinness'en steget os til hovedet ellers er det en om aftenen aflåst attraktion. Vi må gøre endnu et forsøg en anden dag.
Vi fik provianteret en smule inden turen gik tilbage til hotellet efter en fin (men noget våd - (hurra for min gode og solide taskeparaply (tak Birthe!)) første dag i den irske hovedstad.
Og i morgen smutter vi sørme en tur til Nordirland.

Farvel til Verdens Bedste Svigerfar

Jeg har også brug for at knytte nogle ord til Torbens død. Vi har ikke skrevet meget om Torbens sygdoms forløb på bloggen. For, selv om vi ofte lufter hverdagens bekymringer her, var dette dog for privat.
Siden slutningen af 2013 har vi levet med bevidstheden om Torbens kamp mod kræften. Han vandt mange slag undervejs med tabte desværre krigen. Efter min bedste overbevisning døde han heldigvis som en afklaret mand.
Jeg har kendt ham siden 1998 hvor han (og Birthe) tog rigtig godt i mod mig som svigerdatter. Torben var den mest hjælpsomme mand jeg har kendt. Han var en sjov svigerfar og en god og mild bedstefar. Vi elskede ham alle meget højt og vil savne ham hver eneste dag.
Vi vil mindes ham når vi tænder op i brændeovnen, snakker om Norge eller bruger hans gode gamle vittigheder og vendinger.
Vi er heldige at have kendt ham.

Far













Den 22. marts sov min far stille ind på Hospicegården i Dianalund. 
For knap et halvandet år siden ringede han til mig en aften, hvor vi var oppe i sommerhuset. Her fortalte han at han desværre havde fået konstateret kræft. 
Derpå startede en lang sej kamp med kemo og til sidst også strålebehandling. 
I starten gav lægerne ham 3-4 uger måske en måned at leve i. Min far fortalte os det først adskillige måneder senere. Typisk ham. Han tænkte på os andre, og indstillede sig på at kæmpe. 
Beundringsværdigt lukkede han sig ikke inde. Han fortsatte med at bevæge sig rundt i det offentlige rum, også selvom kemoen tog masser af de hvide lokker og kiloerne stille og roligt røg af. Han gemte sig ikke væk selvom det kun ville være en naturlig reaktion på situationen. 
Kemoen var heldigvis meget effektiv for min far, det er desværre ikke alle kræftpatienter der er så heldige. Det var ingen fest, men cellegiften var et nødvendigt unde. 
Jeg husker specielt en fantastisk dag på Møns Klint, hvor min far trods to kunstige knæled, og en hård kemobehandling tog de hundredevis af trappetrin både ned og op igen uden et kny. På den tur kan jeg huske at jeg fortalte ham nede på stranden at jeg ikke betragtede ham som døende. Tværtimod. Han var så sej. 
Vi havde i hele taget en fantastisk tid. Sommeren blev nydt i fulde drag og ikke mindst alle 4 børnebørn nød bare at blive forkælet i Stillinge Strand. 
I oktober fejrede vi mine forældres 40 års bryllupsdag med en ferie i Sønderjylland. Her slappede vi af og bowlede blandt andet. Min far havde taget traileren med, for så var han sikker på at have plads til al øl, vin og sodavand, som skulle med hjem fra Tyskland. Såmænd ikke til sig selv, men til alle os andre. At det så kostede lidt ekstra i broafgift, og at han skulle køre langsomt i timevis betød ikke noget. Det gjorde han gerne. Han ville gå gennem ild og vand for familien og hans venner. 
Op mod jul begyndte helbredet at skrante mere og mere. Ikke noget der ødelagde humøret, men trætheden og smerterne gik i den forkerte retning. Der røg lidt flere kilo af, og der kom desværre flere og flere symptomer på, at det gik i den gale retning. Kemoen blev efter en lang pause genoptaget, men desværre var det for hård kost. 
Lægerne gjorde det klart at nu hed det smertelindring fremadrettet. 
På Næstved Sygehus var min far indlagt i flere omgange. Super dygtige sygeplejesker og en fremragende læge gjorde opholdene rigtig gode, når det nu ikke kunne være anderledes. 
"Mit gode humør kan de ikke tage fra mig!" sagde min far tit. Han vidste dog udemærket, at han ikke kunne vinde kampen med godt humør alene. 
De sidste fjorten dage var min far på hospice i Dianalund. Et fremragende sted. 
Vi besøgte ham alle fire om fredagen, hvor han efterfølgende om søndagen sov ind. Han var glad, frisk og i godt humør. Vi hyggesludrede, spiste lakridser og jeg viste billeder på min telefon af vores nye brolægning. Da vi skulle gå fuldte han os ud og vinkede da vi kørte. Endnu et dejligt minde. 
Lørdag var vi på koloni med Milles klasse. Min søster og jeg var i dialog, da min far var faldet og lå i sengen. Ikke noget alarmerende. Den lørdag var nok den værste dag, han har haft i hele forløbet. "Jeg skal bare hvile mig i dag, så er jeg klar igen i morgen" sagde han. 
På vej fra koloni mod hospice søndag formiddag gjorde vi et stop ved vores sommerhus, da vi nærmest kørte lige forbi. Lige da vi var ankommet ringede telefonen. Som halvandet år tidligere befandt vi os i sommerhuset, da vi fik den værst tænkelig besked. Min far var helt udramatisk sovet ind. En halv time inden havde han været på toilettet, så det gik stærkt. Rigtig stærkt til sidst. 
Det har været en hård uge, men sikke en smuk afslutning vi fik med bisættelsen i torsdags. 
Familie, venner og gode bekendte mødte talstærkt op. Tusind tak for det, det er vi rigtig glade for. Også tusind tak for alle blomsterne, sms'er, mails, knus, kram og varme tanker. 
Ære være Torben Bo Johansens minde. 

mandag den 23. marts 2015

Jeg savner min far

I går mistede jeg min elskede far.
Han kæmpede tappert, men tabte kampen til kræften.

søndag den 15. marts 2015

Vinterbade-skade

Jeg var nede at vinterbade i morges. Der var høj sol og frisk vind og mange med-vinterbadere.
Vi har efter hærværksepisoden med baderampen fået en trappe at bade fra i stedet. Det betyder dog også at man kommer mere rigtig "i" vandet og i dag svømmede jeg faktisk flere svømmetag hen til en stige tæt ved badetrappen. Opstigningen gav mig dog min første vinterbade-skade: en rift på po-po'en. Avs!
Men, det tog nu ikke glæden fra en superlækker badetur på denne smukke søndag morgen.

lørdag den 14. marts 2015

Maja er sløj

Ja, hun er faktisk syg. Hun kom ind til os tidligt i morgen og sagde, at hun følte sig svimmel og havde hovedpine. Hun var tillige brændende varm, så jeg fandt et termometer frem fra gemmerne.
Termometeret viste 39,1 og der stod i manualen, at vi skulle lægge 0,3 grader til, når man måler under tungen. Altså havde hun 39,4 i feber. Til sammenligning havde jeg lige knap 36. Indrømmet, vores termometer er nok ikke det mest pålidelige, men Maja havde i hvert fald høj feber.
Rasmus og jeg var først lidt ubeslutsomme, men da vi blev nervøse for meningitis, ringede vi til Vagtlægen på 1813. Vi beskrev symptomerne for lægen, som dog var overbevist om at Maja har influenza. Vi skulle give hende panodil, rigeligt vand og sukker og selvfølgelig holde øje med hende.
Det er synd for Maja, for hun skulle have været med morfar og Mille til Jylland denne weekend - for at besøge Oldemor Gurli. I stedet har hun ligget til køjs hele dagen. Jeg redte op til hende i udestuen. Panodilen hjalp en del timer, men nu er hun sløj igen. Hun sover pt, og sveden løber af hende. Stakkels tøs.
Vi håber, at hun snart bliver frisk igen. Og så må Rasmus og jeg på mandag "hugge om", hvem der skal have barn syg, for hvis hun har influenza tvivler jeg på, at hun er frisk så hurtigt igen.

fredag den 13. marts 2015

Fat det dog!

Jeg vil kæles med!

torsdag den 12. marts 2015

Zoologisk Have i arbejdstiden

I dag undervises jeg og ca 120 andre i de nye kommende udbudsregler.
Det foregår i et auditorium i Københavns Zoologiske Have (som i øvrigt ligger i Frederiksberg kommune).
I pauserne har der været lidt tid til at komme rundt og se dyrene.
En skøn dag og et sjovt sted at holde møde.
Det er i øvrigt slet ikke første gang, jeg er her i arbejdstiden. Zoo har nogle laboratorier, og der forskes en hel del, så her er såmænd også brug for laboratorieudstyr.

"Så er der morgenmad"

Maja: "Jeg skal lige dø først".
Mor: "Ja, så må vi jo vente på det..."

onsdag den 11. marts 2015

Anhænger-abe


Efter at jeg havde hæklet min anhænger-frø, ønskede min svoger sig også én. Jeg fik lov til at freestyle, da jeg ikke er god til at lave flere af samme slags (derfor er jeg f.eks. ikke vild med at strikke strømper).
Jeg besluttede mig for at hækle en abe (no offence John).
John har, hvis jeg ikke vil være kommunedame mere, fundet på en flot titel til mig:
"Anhængertrækkuglebeskytterdesignerproducent". Jo jo.
Grundopskriften er den samme som på frøen og så har jeg ellers prøvet mig frem mht. ører, snude m.v.
Jeg har fundet grundopskriften hos MissAD og Anne Dorthe har været så sød at give mig lov til at dele grundopskriften her:

Hæklet anhængerdut:

Hæklenål 3, og hæklet med dobbelt bomuldsgarn.

1. Hækl 3 luftmasker, og saml dem til en ring med en kædemaske.
2. Hækl 8 fastmasker ned i ringen.
3. Hækl nu 1 fastmaske i en maske, dernæst 2 fastmasker i næste maske osv. ( 1-2-1-2-1 osv.)
= 12 masker
4. Hækl nu 2 enkelte fastmasker, dernæst 2 fastmasker i næste maske osv. (1-1-2-1-1-2 osv.)
= 16 masker
5. Hækl nu 1 fastmaske , dernæst to fastmasker i næste maske. (1-2-1-2-1 osv.)
= 24 masker
6. Hækl nu 7 fastmasker, dernæst to fastmasker i næste maske omkredsen ud (1-1-1-1-1-1-1-2-1-1-1 osv.) = 27 masker.
7. Hækl nu 11 runder med fastmasker (ingen udtagning). Afslut og hæft ende.
8. Pynt nu "dutten".

Jeg har nogle flere designs i tankerne, som jeg vil glæde mig til at prøve at få af pinden.

søndag den 8. marts 2015

Gæslinge - og andre grene

Nu, med marts måned, er det jo officielt forår. Tulipaner og påskeliljer kan købes alle vegne og er også så småt på vej op af jorden i vores haver.
Jeg har allerede købt adskillige bundter påskeliljer, som, med deres fine gule farve, lyser op i vores hjem. Gul er forøvrigt pt. min nye yndlingsfarve.
Udover at købe forårsblomster kan jeg også godt lide at tage grene ind fra haven. Jeg har flere gange haft forsythiagrene med hjem fra sommerhuset og de har blomstret så fint i vaserne rundt omkring. I dag har jeg taget ribesgrene med hjem. Selv om Rasmus siger at de lugter af kattetis. Og, så har jeg fået et kæmpebundt pilegrene med bløde gæslinge, af min svigermor, som har hentet dem hos en nabo.
Nu står de og pynter i vores store vase i stuen.
Jeg kan mærke, at jeg bliver glad af at se på dem. Forårsglad.

Hvorfor er der vand i vores skur?

Øhhh, okay! Vi skal vist have renset tagrender...

fredag den 6. marts 2015

Læderlysestage

For længe siden så jeg på nettet en fin lysestage lavet af en læderstrop og et par nitter. Det fortalte jeg min chef om, hun er også af den kreative slags.
Alt det havde jeg glemt alt om indtil i morges, hvor hun lagde en læderlysestage i min hånd. Og et lys. Hun og en veninde havde lavet en helt masse af dem.
Læderstroppen giver støtte til lyset, så det i princippet skal kunne stå selv. Men jeg har alligevel, for en sikkerheds skyld, valgt at gøre lyset fast til et lille lysfad med et stykke "elefantsnot".
Jeg tænker, at man ville kunne øge stabiliteten ved at bruge et kraftigere og længere stykke læder.